Den danske it-virksomhed Keepit, der tager backups af cloud-data, har landet en investering på 190 mio. kr. fra den britiske venturekapitalfond One Peak.
Med den nye investering bliver Keepit væsentligt mere værd i fremtiden, mener den adm. direktør, Frederik Schouboe:
“Vi regner med, at skulle tidoble vores størrelse over de næste fem år,” siger han.
Frederik Schouboe fortæller, at den nuværende, løbende omsætning ligger på 55 mio. kr.
“Jeg kan slet ikke forholde mig til sådan nogle tal, det er alt for stort
Adm. direktør Frederik Schouboe, Keepit, om de tilførte 190 mio. kr.
Keepit har hidtil haft problemer med at banke muren ind på det internationale marked, og selskabet ser størst potentiale i USA. Med investeringen på 190 mio. kr. skal hammeren tages i brug, lyder det fra Frederik Schouboe:
“Pengene skal bruges på sælgere, markedsføring og noget produktudvikling. Du bliver nødt til at komme ud og tale med kunderne. Og der bliver vi nødt til at have en masse folk, der kan drøne ud og gøre det og lave en masse ballade i markedsføringen.”
Keepit blev stiftet af Frederik Schouboe og meddirektør Morten Felsvang i 2007. Mens man før i tiden sikrede sine data ved at lægge dem over på lokale harddiske eller USB-stik, har digitale “skyer”, og såkaldte “cloud-services”, såsom Google Docs, i dag taget over for de elektroniske opbevaringskasser. Keepit udbyder en usynlig service, der beskytter de data, som ligger lagret digitalt hos f.eks. Google eller Microsoft.
En usynlig service der i forbindelse med kapitalrejsningen blev værdisat til 630 mio. kr.
“Vi er utroligt stolte af at få den opbakning og anerkendelse, som det er at få lov at lege med så mange penge,” siger Frederik Schouboe
Til gengæld for investeringen tager One Peak ca. 30 pct. af ejerandelen. En værdiansættelse, der er svær at forholde sig til for Frederik Schouboe:
“Jeg synes, det er superfedt at få sådan et højt tal, men det er jo papirpenge. Jeg kan slet ikke forholde mig til sådan nogle tal, det er alt for stort.”
Det har hele tiden været planen, at Keepit skulle finde flere penge for at vokse yderligere. I marts 2019 fik softwarevirksomheden tilført 10 mio. kr. af den danske vækstfond, hvilket, set i lyset af One Peaks investering på 190 mio. kr., er krummer:
“Vi er netop gået ud for at lede efter større beløb, og derfor er det relativt få, der har haft den kapacitet. Vi er gået efter at få en partner, vi kan arbejde sammen med i flere år, i stedet for at vi hvert år skal ud og skaffe ny kapital,” fortæller Frederik Schouboe.
Egentligt var Keepit parat til at få en investering om bord allerede i starten af året, men den allestedsværende coronapandemi sendte investeringsprocessen ud på tynd is:
“Man skal sgu bygge en virksomhed, fordi man har kærlighed for det, man skal ikke bygge en virksomhed, fordi man vil sælge den. Det har jeg lært af min far
Adm. direktør Frederik Schouboe, Keepit
“Der blev da tyndet lidt ud i feltet. Der var mange af de store investeringsfonde, som trak følehornene til sig, fordi de skulle finde ud af, hvad der skete. Men One Peak var klar,” siger Frederik Schouboe.
Venturekapitalfonden One Peak med hovedsæde i London blev grundlagt i 2014 og har sidenhen lavet 13 investeringer i europæiske it-virksomheder. I sin seneste investeringsrunde rejste kapitalfonden 3,3 mia. kr. Med investeringen træder medstifter af One Peak David Klein ind i bestyrelsen hos Keepit.
Frederik Schouboe blev, sammen med sin forretningspartner Morten Felsvang, trecifrede millionærer på salget af Surftown i 2018 – en anden softwarevirksomhed, de to udviklede. Men samme skæbne skal ikke ske for Keepit:
“Man skal sgu bygge en virksomhed, fordi man har kærlighed for det, man skal ikke bygge en virksomhed, fordi man vil sælge den. Det har jeg lært af min far,” afslutter Frederik Schouboe.