ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Corona stjal Flyhjælps marked – nu holder en gammel idé fra skuffen liv i virksomheden

Flyhjælp droppede markedsføringen, lejede kontorplads ud, fyrede 45 ud af 67 ansatte og solgte borde, stole, computere og skærme for at overleve coronakrisen. Salget er stadig nede med 75 pct., men direktøren har ingen planer om at give op

På gulvet står stadig computere og skærme, som venter på at blive solgt. Foto: Steven Achiam
På gulvet står stadig computere og skærme, som venter på at blive solgt. Foto: Steven Achiam

Flyhjælps store kontor på Amager blev fra den ene dag til den anden forvandlet til et kirkegårdslignende sted med stilhed og døde arbejdspladser. Det var i slutningen af august, da virksomheden sagde farvel til 45 ud af 67 medarbejdere.

Nu skal vi have lavet noget kernedrift, for vi kommer til at ligge i dvale i nogle år, indtil flyaktiviteten begynder at komme op igen

Gustav Thybo, adm. direktør i Flyhjælp

Flyhjælp, der er en virksomhed, som hjælper forsinkede flypassagerer med at søge kompensation for deres flyrejser, havde ellers redet på en bølge af succes. På fire år havde virksomheden 22-doblet sin årlige omsætningen til 25,5 mio. kr. i 2020.

“Men så kom corona, der ramte os med 120 km/t og ødelagde alt for os,” siger Gustav Thybo, stifter og adm. direktør i Flyhjælp.

Da statsminister Mette Frederiksen lukkede landet ned i marts, og Udenrigsministeriet malede verden rød, så alle rejser blev frarådet, betød det, at virksomhedens salg blev reduceret med 75 pct. sammenlignet med året før, og Flyhjælp var pludselig konkurstruet. Salget blev kun holdt oppe af de danskere, der var ude i verden og skulle hjem til Danmark igen.

Virksomheden tog straks nogle af regeringens hjælpepakker til sig. De fleste medarbejdere blev sendt hjem på lønkompensation, og Flyhjælp fik dækket de faste udgifter. Men der skulle mere til, hvis de ville overleve.

I slutningen af marts satte Gustav Thybo sig sammen med Johan Thybo, medstifter og økonomidirektør, Alex Kirkeberg, marketing- og pressechef, og Frederik Thede, leder af it, i virksomhedens innovationsrum for at finde løsningen på Flyhjælps fremtidige eksistens.

flyhjaelp_stevenachiam_DSC7475.jpg
Gustav Thybo, adm. direktør i Flyhjælp, understreger, at det er vigtigt at tale vision til sine medarbejdere i en krisetid. Foto: Steven Achaim.

“Første punkt på dagsorden var at finde en måde, vi kunne øge indtjeningen. Vi kiggede på gamle idéer, som vi ikke havde fået lanceret endnu, fordi vi ikke havde haft tid,” siger Gustav Thybo og fortsætter: “Var der nogle af de gamle idéer fra skuffen, som havde ligget og samlet støv, der mon kunne bruges nu? Vi gik altså ud og gentænkte forretningen.”

De endte med at hive en gammel idé frem: “refusion af billettens pris.”

“Det var åbenlyst, at mange danskere ville få aflysninger af deres fly hen over foråret og sommeren. Kunderne har ret til at få billettens pris retur, men de står med en kæmpe udfordring, fordi de har svært ved at få pengene tilbage, da flyselskaberne holder på dem, fordi de selv er økonomisk ramt,” siger Gustav Thybo og fortsætter:

“Derfor lavede vi det nye produkt, som har givet os halvdelen af vores salg siden marts måned, og hvis vi ikke havde haft det, havde det set endnu værre ud for os.”

Skar i omkostningerne

Næste skridt var at skære i omkostningerne.

“Vi udlejede dele af vores kontor, droppede markedsføringen, solgte borde, stole og computere. Hen over tiden lavede vi også en afskedigelsesrunde,” siger Gustav Thybo og fortsætter:

“Vi har også skåret en masse af vores udviklingsafdeling, it-ansatte er skåret ned, og HR er skåret ned. Virksomheden er skåret helt ind til benet. Nu skal vi have lavet noget kernedrift, for vi kommer til at ligge i en dvale i nogle år, indtil flyaktiviteten begynder at komme op igen, og der begynder at komme noget vækst.”

Den internationale luftfartsorganisation Iata regner først med, at flytrafikken vil være tilbage til 2019-niveau om fire år, og Flyhjælps salg er i dag fortsat reduceret med 75 pct. sammenlignet med året før, men Gustav Thybo giver ikke op.

Kan I overleve frem til 2024?

“Ja, det kan vi sagtens. Vi har aldrig haft en større likviditet, end vi har nu, og det skyldes, at vi hurtigt har ageret på de eksterne omstændigheder, der har været. Men den store likviditet, vi har opbygget, skal også bruges til at stå imod de dårlige måneder, der kommer det næste år til halvandet,” siger Gustav Thybo.

Han håber, at Flyhjælp nu kan vinde markedsandele fra konkurrenterne, fordi virksomheden igen tør at satse på markedsføring, som nogle af konkurrenterne derimod har skruet helt ned for.

flyhjaelp_stevenachiam_DSC7449.jpg
På væggen hænger avisomtaler om virksomheden som Gustav Thybo, adm. direktør i Flyhjælp, startede for fire år siden. På hans kontor hænger plakater af Winston Churcill, fordi han ser en parallel til en krig mellem flyselskaberne og forbrugerne. Foto: Steven Achiam

“Da corona ramte, droppede vi markedsføring, fordi vi måtte holde på pengene og se på, hvordan det egentlig går. Nu har vi investeret nogle flere penge i markedsføring, fordi vi vil bevare vores position på markedet som markedsleder i Norden,” siger Gustav Thybo.

Tal vision i en krisetid

Gustav Thybos bedste råd til virksomheder, der står i en lignede situation, hvor forretningsgrundlaget er blevet hevet væk under dem, er følgende:

  • Accepter de nye forudsætninger, som de er.
  • Gentænk forretningen ved at kigge på nye indtjeningsmåder og reducere omkostningerne.
  • Tal mere vision til medarbejderne i en krisetid.

Han nævner som det første, at det er vigtigt at acceptere de nye forudsætninger, som de er.

75

pct. er Flyhjælps salg reduceret med i forhold til 2019

“Det er mega nederen, men sådan er det bare. Lad være med at bruge for mange negative kræfter på at ærgre dig over det. Kom op i sadlen og fokuser. Ha’ et positivt, realistisk mindset,” siger han.

Styrke kulturen

Som nævnt fandt Flyhjælp nye indtjeningsmetoder og reducerede omkostningerne. Derudover har ledelsen haft fokus på at styrke medarbejderkulturen.

“Vi blev ved med at gøre det, vi gjorde i forvejen, med ugentlige og månedlige møder. Her talte vi mere vision, end vi plejede: Hvad sker der, hvis virksomheden ikke længere eksisterer? Hvordan vil det have en negativ effekt på samfundet? Hvad vil kunderne gøre, når de ikke længere har samme muligheder for at kunne håndhæve deres rettigheder over for flyselskaber? Og vil kunderne miste forbrugerrettigheder, hvis Flyhjælp ikke eksisterer?” siger Gustav Thybo og fortsætter:

“Det var med til at give en god kampgejst på vores hold og motivation til, at medarbejderne blev ved med at kæmpe for virksomheden og vores kunder i stedet for bare at give op.”

Andre læser også

Børsen Job

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis