Moment-koncernen, der er ejet af kapitalfonden Axcel, har endnu engang været på opkøbsjagt.
Denne gang drejer det sig om vikarbureauet Xterna, der leverer udenlandsk arbejdskraft til bygge- og anlægsbranchen. Netop specialiseringen i udenlandsk arbejdskraft har ifølge adm. direktør i Moment, Morten Højberg, været en væsentlig årsag til købet.
mia. kr. er Moment-koncernens samlede omsætning efter opkøbet af Xterna på årsbasis
“Erhvervslivet skriger på arbejdskraft, som jeg faktisk aldrig har oplevet det før. Med presset på kandidatmarkedet er det nødvendigt at få kvalificeret arbejdskraft til Danmark, og der er man nødt til at finde nogen i udlandet. Det har Xterna vist sig at være gode til,” siger han.
Ingen af parterne ønsker at oplyse købsprisen på Xterna, der i 2020 omsatte for 100 mio. kr. og leverede et driftsresultat på 11 mio. kr.
Da kapitalfonden Axcel i februar opkøbte tre vikarselskaber og slog dem sammen til Moment-koncernen, var det med ambitionerne om at skabe en markedsleder i fleksible bemandingsløsninger i Norden.
Dengang sagde Christian Schmidt Jacobsen, der er ledende partner i Axcel, til Børsen:
“Vikarbranchen er et marked, som er ret fragmenteret i hele Norden. Så der er masser af muligheder for at konsolidere, for dem der gerne vil.”
Og det er der tilsyneladende flere, der gerne har villet.
Siden februar er der fulgt en række opkøb i form af danske vikarselskaber som Chabber, Job Inwest og Eterni. Opkøbet af Xterna bliver således Moment-koncernens sjette opkøb på seks måneder, og hvis man skal tro direktøren, bliver det ikke det sidste i år.
“Der kunne bestemt godt komme endnu en tilføjelse inden længe” lover han.
Opkøbene har betydet, at Moment nu kan levere bemandingsløsninger til en lang række brancher, herunder logistik, bygge- og anlæg samt restaurationssegmentet. Moment blev stiftet i 1997 af Morten T. Højberg og Thomas Gleerup, der i dag sidder i direktionen. Moment blev i starten af 2021 solgt til kapitalfonden Axcel, og der er sidenhenfulgt en række opkøb af danske selskaber som Teamvikaren, Personalebørsen, Protemp, Chabber,Job Inwest, Eterni og nu Xterna. Xterna er en af Danmarks førende udbydere inden for faglært udenlandsk arbejdskraft.
Tidligere i år hentede Moment den tidligere ISS-direktør Jeff Gravenhorst ind som formand. Da han takkede ja til posten, var det bl.a., fordi han så et marked i vækst og et selskab med stort potentiale.
“Jeg tror, at fleksibel arbejdskraft bliver mere og mere relevant. Nye generationer på arbejdsmarkedet vil have et meget større ønske om fleksible arbejdstider og arbejdspladser. Det samme gælder fra vores kunders side, der gerne vil kunne skrue op og ned for deres arbejdsstyrke. Det er et marked i vækst, og det tror jeg, det bliver ved med at være,” siger han.