ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

5 skarpe til smv-lederen: “Gevinsten ved at tro på dine medarbejdere er langt større end alternativet”

"Medarbejderne vil tage andre beslutninger, end du selv ville have gjort. Det er super godt, fordi nettoeffekten er mere end positiv," lyder det fra Henrik Fabrin, stifter og adm. direktør i BotXO (tv) - her sammen med CTO, Darío Rodríguez.. Arkivfoto: Thomas Nielsen
"Medarbejderne vil tage andre beslutninger, end du selv ville have gjort. Det er super godt, fordi nettoeffekten er mere end positiv," lyder det fra Henrik Fabrin, stifter og adm. direktør i BotXO (tv) - her sammen med CTO, Darío Rodríguez.. Arkivfoto: Thomas Nielsen

Henrik Fabrin, stifter og adm. direktør, BotXO, der laver chatbot-løsninger baseret på kunstig intelligens

Hvordan starter du arbejdsdagen?

Jeg starter dagen med en illusion om kontrol. Vores interne kommunikation er via Teams. Nogle af vores medarbejdere starter arbejdsdagen allerede kl. 7 dansk tid, så derfor er der aktiviteter fra tidlig morgen. Jeg har dog sat indstillingerne sådan, at jeg først får push-beskeder derfra kl. 8.45. Det giver mig mulighed for selv at bestemme om jeg vil tjekke beskeder inden da, modsat at blive fristet fordi Teams appen bimler og bamler med notifikationer.

Nogle dage tjekker jeg intet, før jeg er på pinden kl. 9, og andre dage betyder det, at jeg er i gang tidligere. Det er friheden og kontrollen over det, der er vigtig for mig, fordi min dagsform er forskellig, og nogle perioder kan jeg arbejde mere, og andre skal jeg passe mere på. Det er kvaliteten i mit output som er allervigtigst, ikke kvantiteten.

Kl. 9 tjekker jeg, om der er ting, der skal prioriteres før alt andet den dag. For det meste er der ikke, så jeg kan starte dagen med at tage fat i opgaver på min egen to-do-liste. Min liste er sat op med en liste pr. arbejdsdag. Det fungerer godt for mig, for så har jeg mulighed for at prioritere indenfor den dag og flytte opgaver til andre dage hvis nødvendigt.

Samtidig er det et godt trick, fordi jeg kan skrive en idé eller opgave ned, men så lægge den X dage frem tiden. På den måde ved jeg, at jeg ikke behøver bruge mentale kræfter på den opgave før den dag.

Hvad gør du for at bevare gejsten hos dine medarbejdere?

Det er et godt spørgsmål. Det er også et relevant spørgsmål både på grund af coronaens effekt på medarbejdernes liv – både arbejde og privat –, men også fordi vi er vokset så hurtigt, at jeg ikke længere kan have en direkte fornemmelse for hver medarbejder. Jeg skal nu have en finger på gejst-pulsen via vores lederteam og via de små og store signaler, jeg opfanger dagligt, online via Teams og fysisk på vores danske kontor.

Jeg skal nu have en finger på gejst-pulsen via vores lederteam

Henrik Fabrin

Jeg har sat mig meget ind i, hvordan vi som mennesker typisk klarer os igennem kriser, bl.a. ved at læseMerete Wedell-Wedellsborgs artiklerom emnet og andre “grundbøger” i menneskelig psyke. En af de ting, vi kan gøre som arbejdsplads, er at hjælpe medarbejderne med at have en arbejdsdag, der er inspirerende og forudsigelig. Det har vist sig at være et godt modspil til en verden fyldt med op- og nedture.

Det går rigtig stærkt hos os, og vi prioriterer konstant, så det kan være svært at holde en høj grad af forudsigelighed. Derfor forsøger jeg hele tiden selv at minde alle om strategien, retningen, og hvorfor den er sat sådan. Det samme gør lederteamet. Så selvom vi er nødt til at prioritere anderledes i morgen end i dag, er det stadig indenfor banen vi har kridtet op.

Samtidig viser vi også alle medarbejdere et ton tillid og frihed under ansvar. Det fungerer rigtig godt for de typer mennesker, som passer ind i en sådan kultur.

Hvem inspirerer dig i dit arbejde?

Jeg bruger meget tid i mit arbejde med at tænke på strategi, og hvad vi skal gøre som virksomhed. Til det henter jeg inspiration fra alle mulige forskellige brancher, hvor specifikke virksomhed og personer har været succesfulde i deres valg.

I forhold til ledelse kan det være personer og sportstrænere som Pepe Guardiola, Jürgen Klopp og Ulrik Wilbek. I forhold til strategi kan det være Netflix-grundlægger Reid Hastings, strategisk tænkere Hamilton Helmer og Clay Christensen. Jeg tager elementer fra dem og andre og kombinerer dem i mit arbejde, sådan som jeg synes det passer.

Samtidig må jeg også sige, at jeg får tonsvis af inspiration fra individerne på vores team. Vi er 25 nationaliteter og repræsenteret i alle stadier af livet fra frisk fra universitetet til mange årtier på arbejdsmarkedet. Summen af kreativitet, handlekraft og kritisk tænkning i et mangfoldigt team, tror jeg er kraftig undervurderet af mange. Det er så meget power og inspiration at hente der i det daglige.

Hvad er det bedste ledelsesråd, du nogensinde har fået?

Trust your players.

I min første virksomhed, var det hele meget topstyret. Der var dels fordi, jeg nok var uerfaren, men også fordi alle medarbejder var nye i faget. Nu arbejder jeg ud fra princippet om “Trust your players”, dvs. hav tiltro til dine medarbejdere eller medspillere.

Medarbejderne vil tage andre beslutninger, end du selv ville have gjort. Det er super godt, fordi nettoeffekten er mere end positiv

Henrik Fabrin

Det er egentligt et fodboldudtryk fra FC Barcelona. Her løber man ikke nødvendigvis sin medspiller i møde for at få bolden. I stedet sørger man for at bevare sin position men gøre sig spilbar, så medspilleren kan gøre sin del og spille bolden til dig. Det gør at dit hold kan sprede sig ud over et større område på banen og derved have større chance for at vinde.

Det er jeg meget inspireret af i mit arbejde. Hvis du vil bevæge virksomheden hurtigt og med maksimum effekt og kvalitet, så skal du stole på, at dine medarbejdere nok skal løse opgaverne. Det skal man fordi, man så kan skalere og eksekvere hurtigere.

Det betyder dog, at man som leder skal være helt klar omkring retningen og konstant kommunikere dette. Det gør at medarbejderne kan eksekvere og i høj grad være selvkørende men samtidig være klarhed over retningen og hvorfor.

Det er møghamrende svært at udføre, og man kan være fristet til at “løbe hen til medspilleren” eller overtage en opgave, hvis der sker fejl. Fejl vil ske, men det er ok. For hellere have en masse aktivitet i den rette retning end ingen. Og når medarbejderen er motiveret af at køre selv og tage ansvar, er det en god ledelsesstil, synes jeg.

Medarbejderne vil tage andre beslutninger, end du selv ville have gjort. Det er super godt, fordi nettoeffekten er mere end positiv. Jeg ser, de løser opgaver succesfuldt på en måde, jeg aldrig ville have tænkt på, men også lave fejl, som jeg aldrig ville have gjort.

Men igen, det er helt perfekt, fordi gevinsten ved at tro på dine medarbejdere er langt større end alternativet.

Hvad er dit bedste råd til andre smv-ledere?

Den aller, aller, aller – som i allervigtigste – superkræft man kan have som leder, er evnen til at prioritere.

Prioritering giver retning og hastighed, og de færreste beslutninger kan ikke tages om lynhurtigt. Så mit bedste råd er at opbygge og konstant træne din prioriteringsmuskel, fordi evnen til at kunne gøre dette – selv når informationen, man har til rådighed, er “for lidt”, så er det så ekstremt vigtigt at kunne prioritere, både på helikopterniveau og helt ned i detaljen. Det giver retning og klarhed for både dig selv, dine medarbejder og virksomheden. Min egen superkræft trænes dagligt, og er stadig work-in-progress.

Andre læser også

Børsen Job

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis