ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

3D-print kan hjælpe grøn omstilling på vej: "Det er jo lidt kikset at sige: “Jeg vil ikke brænde plastik af ved min egen villa, så jeg gør det ovre hos naboen.” Det er jo en global verden, hvor alt hænger sammen"

3D-print kan være en brik til en mere robust værdikæde. Men teknologien har også sine udfordringer. Bliv klogere på for og imod i denne artikel

“Hvis vi kan tage et produkt, f.eks. metal, og pulverisere det og 3D-printe det, så kan vi have en 80 pct. cirkulær økonomi,” mener adm. direktør Erick Thürmer fra Thürmer Tools. Foto: Sophie Voisin
“Hvis vi kan tage et produkt, f.eks. metal, og pulverisere det og 3D-printe det, så kan vi have en 80 pct. cirkulær økonomi,” mener adm. direktør Erick Thürmer fra Thürmer Tools. Foto: Sophie Voisin

Mange virksomheder går disse uger deres forretning igennem med en tættekam. For coronakrisen afslører sårbarheder og stiller krav om en fremtidssikret værdikæde og forretningsmodel.

Og når virksomhederne alligevel er i gang med at gennemgå værdikæden, bør de i samme ombæring også stille sig selv spørgsmålet: Hvor er mit CO2-aftryk størst? For selvom coronakrisen er genstand for akut fokus lige nu, er klimaforandringerne en vedvarende udfordring også den dag, der er opfundet en vaccine for covid-19.

Det understreger Frank Lorenzen, adm. direktør for AM Hub, en organisation støttet af Industriens Fond, der har til formål at udbrede brugen af 3D-print i danske virksomheder.

Mens 3D-print kan fremme lokal og fleksibel produktion, kan teknologien også tænkes ind i en grøn dagsorden, understreger Frank Lorenzen, der opfordrer virksomheder til at se på “det store” CO2-regnskab.

“Det kan godt være, at vi når 70 pct. målet i Danmark, men hvis resten af vores værdikæde står i udlandet med et stort CO2-aftryk, så tror jeg bare, planeten er ligeglad med, at vi har nået målet herhjemme,” siger han.

Reducér spild, lager og transport

Ifølge Frank Lorenzen er der flere gode grunde til, at 3D-print, eller additive manufacturing, som er den bredere betegnelse for 3D-printlignende teknologier, kan mindske CO2-aftrykket.

For det første bruger man med 3D-print en mindre mængde materiale. I stedet for f.eks. at hakke eller fræse et emne ud af et større stykke materiale bygger man med 3D-print et produkt op lag for lag, og det betyder langt mindre materialespild.

“Men tommelfingerreglen er, at du kun bruger 10 pct. af det materiale, du ellers ville bruge,” siger Frank Lorenzen.

3D-print betyder også, at du ikke har samme behov for at have varer på lager.

10

pct. mindre af det materiale, du ellers ville bruge, kan du nøjes med ved 3D-print

Det står i kontrast til, hvordan mange industrier i dag lægger varer på lager, for altid at kunne levere det kunden ønsker. Frank Lorenzen peger som eksempel på brilleindustrien, hvor der altid skal være et ekstra stel på lager, hvis det, som kunden har bestilt, går i stykker. Og en stor del af det lager ender i dag på lossepladsen.

Med 3D-print kan varen printes, når den bestilles, og i stedet for at have et ekstra produkt, f.eks. et brillestel, på lager, har du som producent en digital fil, der kan sættes til at printe en ny model med det samme.

I Danmark bruger f.eks. brilleproducenten Monoqool 3D-print til at fremstille briller.

Slutteligt er 3D-print en effektiv måde at drive transportomkostninger og transportrelateret CO2 ud af værdikæden f.eks. ved at printe emner lokalt, tættere på kunden eller i aftaler med lokale printhuse, understreger Frank Lorenzen.

Lav pulver og genbrug

3D-print åbner også nye muligheder for at fremstille produkter ud af genbrugsmateriale.

Det skyldes, at mange 3D-printere laver produkter ud af et pulveriseret grundmateriale, f.eks. plastik, metal eller keramik. Dermed kan det meste, der kan pulveriseres, puttes ind i en 3D-print og bruges til at fremstille noget nyt.

En af de virksomheder, der har prøvet kræfter med dette er Thürmer Tools i Gilleleje i Nordsjælland. Virksomheden har netop vundet 60.000 euro (eller godt 450.000 kr.) fra EU-initiativet C-voucher til at udvikle et koncept til at 3D-printe produkter ud af genbrugsmetal.

“Hvis vi kan tage et produkt, f.eks. metal, og pulverisere det og 3D-printe det, så kan vi have en 80 pct. cirkulær økonomi,” siger adm. direktør Erick Thürmer, der baserer tallet på sine egne beregninger.

Grundprincippet i cirkulær økonomi er at holde produkter inden for værdikæden så længe som muligt, før de kasseres. Det står i kontrast til en linær værdikæde, hvor et produkt bruges og smides ud.

Flere danske virksomheder arbejder allerede i dag med genanvendelse af udtjente produkter, f.eks. Aage Vestergaard Larsen i Mariager, der arbejder med genanvendelse af plast fra f.eks. køleskabe og vandrør; Plastix i Lemvig, som genanvender brugte fiskenet til at lave f.eks. mobilcovers, kajakker og stole.

Og 3D-print-virksomhed Damvig i Taastrup har for britiske HEXR printet en cykelhjelm af 100 pct. nedbrydeligt planteolie.

Fra brugt metal til nye varer

Med de nye midler fra C-Voucher skal Thürmer Tools investere i produktionsudstyr og teknologi, som skal bevise, at man kan nedbryde brugte metalvarer til pulver, som kan printes til nye produkter.

Det er jo lidt kikset at sige: “Jeg vil ikke brænde plastik af ved min egen villa, så jeg gør det ovre hos naboen.” Det er jo en global verden, hvor alt hænger sammen

Erick Thürmer

“Vi skal hente gamle metaldele hjem, pulverisere dem på en miljøvenlig vis for så at producere dem til, hvad der er brug for. Her går vi ind og støtter vores egen produktions- og leveringssikkerhed samtidig med, at vi virkelig passer på vores miljø,” siger Erick Thürmer, der på linje med Frank Lorenzen mener, at vi bør antage et mere globalt perspektiv, når vi beregner vores CO2-udslip.

“Det er jo lidt kikset at sige: “Jeg vil ikke brænde plastik af ved min egen villa, så jeg gør det ovre hos naboen.” Det er jo en global verden, hvor alt hænger sammen,” siger Erick Thürmer, der som næste skridt i processen med at lave cirkulær 3D-print vil anlægge en fabrik i Hillerød til formålet.

Status på projektet er, at Thürmer Tools taler med flere fonde og har hyret et firma til at styre processen. Virksomheden begynder at kigge på grunde i august, og Hillerød Kommune har ifølge Erick Thürmer vist stor interesse for projektet.

Ikke 100 pct. grønt

På trods af teknologiens muligheder i den bæredygtige dagsorden er 3D-print dog ikke kun lysegrønt, understreger Frank Lorenzen.

Særligt ligger der nogle udfordringer i efterbehandlingen, hvor der kan være både energiforbrug og materialespild.

“Vi ser forskellige aktører, der går ind i det felt for at lave noget automatisk eller robotagtigt, men det er svært,” siger han.

Derudover skal man forholde sig til spørgsmål som: Hvordan er det pulver, der kommer ind i printeren, produceret? Og: Hvor kommer den energi, man bruger til at 3D-printe, fra?

Frank Lorenzen understreger, at 3D-print ikke på den korte bane kommer til at erstatte almindelig produktion en-til-en.

“Men det kan komme til at tage større dele af almindelig produktion, og det kan komme til virkelig at være en konkurrencefordel, hvis du kan få udnyttet det, f.eks. som en nøgle i en bæredygtig model,” siger han.

Andre læser også

Børsen Job

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis