Det var tilsyneladende, hvad der skete for minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn, efter regeringen havde landet en bred politisk aftale om landbruget første mandag i oktober.
Efter op imod 100 forhandlingsmøder, der strakte sig over mere end et halvt år, havde regeringen sendt finansminister Nicolai Wammen på banen for at lukke en aftale inden Folketingets åbning.
Resultatet blev efter en højdramatisk weekend en aftale om landbrugets udledning af kvælstof og klimagasser med opbakning fra alle Folketingets partier undtagen Alternativet.
Prehns finke stod at finde iDagbladet Politikens spalteren dag senere:
“Det er klart, at når der kommer penge på bordet, så er det nemmere at lave en aftale,” lød det fra Rasmus Prehn, der over for avisens udsendte fortsatte:
“Det er den måde, man har valgt at arbejde på i regeringen. At når der skal flere penge på bordet, så foregår det hos finansministeren. Det er klart, at finansministeren har gode forhandlingsevner og andet, men det er også klart, at det hjalp rigtig meget, da der kom penge på bordet.”
Det kan synes som en banal konstatering, men på Christiansborg, hvor alle udtalelser vejes på en særlig vægt, gav udtalelserne efterdønninger.
Der var løftede øjenbryn fra Statsministeriet, der ikke mente, at en af regeringens ministre burde omtale regeringen som “man”, og i Finansministeriet var der udtalt utilfredshed med Prehns udtalelser, der ikke stillede finansminister Wammens forhandlingsevner i det bedste lys.
For var Wammens hemmelige opskrift blot at fodre Folketingets partier med penge fra statskassen, så regeringen ikke blev upopulær i det landbrugserhverv, der ikke var regeringen mildt stemt efter aflivningen af alle mink? Og er det hemmeligheden bag de talrige brede aftaler, som er indgået i Finansministeriets røde bygning siden valget?
Stiller man de spørgsmål til centrale kilder i regeringen og Folketingets partier, får man lidt forskellige svar. Men der tegner sig samtidig et billede af finansminister Nicolai Wammens arbejdsmetode.
En arbejdsmetode, der kan blive udfordret af, at der ikke skal hældes mere benzin på økonomien i finansloven for næste år, og som rejser spørgsmål forud for en kommende økonomisk 2030-plan, der skal løse udfordringer med et længere sigte.
Fetich for brede aftaler
Siden valget i 2019 er der i Finansministeriet lukket 20 aftaler med Folketingets partier, der peger i retning af, at det kan blive en udfordring.
Helt traditionelt er de årlige finanslove lavet med støttepartierne – eller de såkaldte BØF-partier, der dækker over De Radikale (B), Enhedslisten (Ø) og Socialistisk Folkeparti (F). I disse dage forhandler Wammen de sidste stræk af finansloven for 2022 med netop dem. Den forventes at lande i weekenden eller i begyndelsen af næste uge. Her er flere penge til velfærd kodeordet og opskriften.
Broderparten af aftalerne har været brede. Det vil sige, at et eller flere partier fra oppositionen har været en del af aftalen.
Ud af samlet 20 aftaler indgået i Finansministeriet er de 13 brede politiske aftaler om alt fra økonomisk udligning mellem kommunerne, hjælpepakker under corona over en grøn skattereform, en aftale om infrastruktur til en aftale om landbruget.
Det er en del af den socialdemokratiske etpartiregerings strategi, at man skal samarbejde med alle Folketingets partier. Socialdemokratiet harkørt kampagner om det.
Som en kilde i et af støttepartierne formulerer det, så har regeringen “en fetich for brede aftaler”.
Men ønsket om brede aftaler kommer med en pris, viser en række forhandlingsforløb hos Wammen i Finansministeriet.
De væsentlige aftaler om covid-19 og hjælpepakker i marts og april 2020 blev dyrere, fordi finansministeren ønskede, at samtlige partier stod bag regeringen i en afgørende tid.
Enaftale om økonomisk udligningi foråret 2020 øgede den statslige finansiering til kommunerne markant efter et kaotisk forløb, hvor regeringen åbnede statskassen for at få Venstre med i en aftale.
Ogkompensationen til landets minkavlereblev markant dyrere, end man i regeringskontorerne havde regnet med. Regningen til skatteyderne bliver op imod 19 mia. kr. Denne aftale blev dog lukket, mens Wammen var på barselsorlov.
Selvom man kan argumentere for, at der i de tre eksempler var tale om helt særlige forløb, så kan man finde samme udfald i andre aftaler.
Eksempelvis endte engrøn skattereformi december 2020 med “erhvervspolitiske lempelser for samlet ca. knap 6 mia.”, ogaftalen om den grønne omstilling af landbrugendte med at tilføre omkring “3,8 mia. kr. i statslige midler” til sektoren, da forhandlingerne var afsluttet i Finansministeriet.
Det er langtfra et nyt fænomen, at centrale forhandlinger rykker over til finansministeren – over på “det store bord”, som det bliver kaldt.
Her er det oftere tungere repræsentanter for partierne, der forhandler. Det er finansordførere og partiledere, der nemmere kan træffe beslutninger og indgå kompromiser.
Ifølge flere kilder udstikker denne regering dog særligt smalle mandater til sine ressortministre.
Det var for eksempel tilfældet i landbrugsforhandlingerne. Fødevare- og landbrugsminister Rasmus Prehn fik som opdrag at lande en bred aftale, hvor den økonomiske ramme ikke kunne udvides – i første omgang. Prehn forsøgte flere gange at bede om flere penge på møder med regeringstoppen.
Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen, satte det på spidsen i augustover for Jyllands-Posten:
“Problemet er, at ministeren ikke har mandat til at forhandle. Hver gang der kommer konkrete idéer på bordet, skal han vende den økonomiske ramme med resten af regeringen.”
“Og så siger jeg bare: Jeg gider ikke forhandle med en stikirenddreng, hvis han skal vende hver en øre med Mette Frederiksen,” lød det fra Troels Lund Poulsen om Prehn.
Først da forhandlingerne rykkede til Finansministeriet, og Wammen kunne true med en smal aftale med støttepartierne og åbnede for statskassen, kom der en aftale.
Ny ministerpost
Det var slet ikke meningen, at Nicolai Wammen skulle være finansminister i Frederiksens regering.
Denne centrale og magtfulde post skulle tidligere erhvervsminister og gruppeformand Henrik Sass Larsen indtage. Men under forhandlingerne om det såkaldte forståelsespapir mellem S og de kommende støttepartier meldte han forfald.
Wammen havde længe udset sig Udenrigsministeriet. Men i sidste øjeblik blev Jeppe Kofod hentet til den stilling, og Wammen fik tildelt Finansministeriet af Frederiksen. Nu var han rykket fra tredje- til andenpladsen i det socialdemokratiske ministerhierarki. Det kom også med en pris.
Kabalen blev lagt så sent, at Wammen end ikke nåede at købe en anden overdragelsesgave til tidligere finansminister Kristian Jensen.
Jensen fik i Finansministeriets rentekammer overdraget en stige og en medfølgende forklaring om, at man skulle være varsom med at klatre i træer. En gave som reelt kun gav mening at give til daværende udenrigsminister Anders Samuelsen fra Liberal Alliance, der havde excelleret i netop den disciplin.
Længe har der været spekuleret i, om Wammen egentlig hellere vil være udenrigsminister, men han synes at have accepteret og fundet tilfredshed i sin nuværende rolle, der magtmæssig er langt mere central end en plads i ministeriet på Asiatisk Plads og trods alt bedre for familielivet.
Wammen, der blev valgt til Folketinget ved valget i november 2001 – ligesom Mette Frederiksen – var fra 2006 til 2011 borgmester i Aarhus. Og den erfaring har formet ham som finansminister, lyder det fra flere.
Som borgmester havde han ry for at være konsensussøgende, og allerede i Wammens tid som borgmester havde han hang til brede politiske aftaler. Det gjaldt både i budgetforlig og kontroversielle aftaler om eksempelvis nedrivning af boliger i Gellerupparken.
Alle skulle helst være glade og tilfredse.
Ekstremt forudsigelig
Skudsmålet fra kilder i støttepartierne og oppositionen er da også, at Wammen er en “ordentlig” og “seriøs” forhandler, der ikke søger konflikter.
Men samtidig betragter dele af oppositionen regeringens forhandlingsstrategi som “amatøristisk” og “ekstremt forudsigelig”, som en kilde formulerer det.
Her lyder det, at regeringen i en række forhandlinger har skabt store problemer for sig selv og ender med at måtte betale store regninger for at sikre sig flertal.
For det første fordi mange af de centrale forhandlinger trækker i langdrag, fordi ressortministrene ikke får tilstrækkeligt manøvrerum. Det øger presset for at give indrømmelser, når mållinjen nærmer sig for regeringen.
For det andet fordi partierne ved, at forhandlingerne skal forbi Wammen, hvis der skal gives markante indrømmelser. Og fordi den hårde forhandlingsvaluta i Finansministeriet især er flere penge.
De borgerlige partier har efterhånden lært regeringens forhandlingssti at kende, lyder det. Lange indledende og tekniske forhandlinger i ressortministerierne med alle partierne, så et forhandlingsforløb hos Wammen med partierne enkeltvis og herefter et tovtrækkeri, hvor den mest tålmodige bliver belønnet med økonomiske indrømmelser.
Venstre og De Konservative, der er den centrale akse, når regeringen forhandler med blå blok, overspillede i december 2020 deres kort. Dermed endte de uden for enaftale om en grøn omstilling af vejtransporten, der skulle sikre 750.000 grønne biler og gav milliarder til transportsektoren. Og Venstre fik store klø for at stå uden for et politiforlig sidste vinter. Det fik især Venstre til at rekalibrere partiets forhandlingsstrategi.
Siden har de borgerlige partier samlet sig og været med i centrale aftaler om både 160 mia. kr. til infrastruktur frem mod 2035 og aftalen for landbruget.
Samlingen i blå blok har eksempelvis betydet, at regeringen har måttet opgive at lande en hurtig aftale om sin reform “Danmark kan mere 1”, der skal øge beskæftigelsen på sigt i en tid med kapacitetspres på arbejdsmarkedet.
Her står de borgerlige partier med De Radikale sammen om at kræve større ambitioner, end de godt 10.000 personer i øget strukturel beskæftigelse, som regeringen har spillet ud med. Her vil man forsøge at udnytte samling og tålmodighed til at presse regeringen til markante indrømmelser.
Det betyder også, at forhandlingerne først kan genoptages efter en aftale om finansloven for 2022. Og kilder i både regeringen og oppositionen forventer først, det bliver i det nye år.
Her forventer regeringens modparter i forhandlingerne til gengæld, at Wammen igen kommer til at betale en markant pris for en bred aftale.
Både De Radikale og de borgerlige partier har sat næsen op efter en forhøjelse af topskattegrænsen. Det vil på den ene side øge den strukturelle beskæftigelse og på den anden side udfordre regeringen og finansminister Nicolai Wammens indtil videre tillidsfulde relation til Enhedslisten.
Hidtil har Wammen ikke for alvor lagt sig ud med Enhedslisten, der ellers ofte har spillet den forsmåede parts parti.
Midlertidige penge
Regeringskilder ser anderledes på de mange forhandlinger, som Wammen har hevet hjem. Her anerkender man, at der er givet markante pekuniære indrømmelser til Folketingets partier. Nicolai Wammen har ikke ønsket at udtale sig.
Men kilderne fremhæver, at langt størstedelen af de penge, der er givet for at få aftalerne i hus, er midlertidige penge.
Det er således ikke penge, der dræner det såkaldte økonomiske råderum. Som de mange milliarder, der eksempelvis blev aktiveret på grund af corona, belaster midlertidige udgifter ikke de strukturelle statsfinanser.
Det gælder for eksempel både den grønne skattereform og aftalen for landbruget. I landbrugsaftalen er der eksempelvis afsat 2 mia. kr. til udtagning af lavbundsjorde, men kun fordelt i årene 2023 og 2024.
Her lyder det i stedet, at Venstre har bundet sig til nogle meget kontante begrænsninger i landbrugets udledninger af kvælstof, som de færreste troede muligt.
Det lyder også, at det langtfra blot var flere penge, der fik en bred aftale i hus. Der blev givet substantielle indrømmelser til alle de blå partier i den sidste fase. Og samtidig aktiverede finansministeren stærke kræfter i centrale interesseorganisationer for at lægge pres på især Venstre. Også internt pres fra partier i blå blok på især Venstre blev ifølge kilder aktiveret.
Blandt kilder i regeringen er synspunktet nærmere, at Wammen er sluppet billigt fra de politiske aftaler, der er indgået i den røde bygning. Det er blandt andet lykkedes, fordi Wammen ofte holder forhandlingerne bilateralt meget længe og først samler alle partier i den afgørende fase af forhandlingerne. Det giver ofte Wammen en taktisk fordel, lyder det.
Flere kilder fremhæver også, at Wammen med sin forhandlingsstrategi og konsensussøgende facon sikrer “parlamentarisk holdbarhed”. Det gælder både for de konkrete politiske aftaler og for en smal etpartiregerings manøvredygtighed.
Samtidig hører det med til billedet, at Nicolai Wammen i sin tid i Finansministeriet har landet flere aftaler, som tidligere regeringer har måttet opgive eller lave smalt.
For eksempel måtte den tidligere Løkke-regering opgive en nødvendig reform af den økonomiske udligning mellem kommuner, og VLAK-regeringens infrastrukturaftale blev ikke bredt forankret.
Tæl ikke pengene
I disse dage sidder Wammen og forhandler om en finanslov med BØF-partierne. Her er han igen under pres for at bruge flere penge på velfærd og grøn omstilling. Alt fra gratis tandpleje, flere penge til sygeplejersker til mere vedvarende energi er på ønskesedlen.
Landets vigtigste økonomer har advaret om, at finanspolitikken bør strammes op. Arbejdsmarkedet er rødglødende.
I etinterview med Børsen i augustlød det fra Wammen, at tiden var til at være varsom.
“Sidste år var der brug for, at vi gav fuld gas for at få Danmark sikkert gennem coronakrisen. Nu, hvor det går så godt, skal man lette foden fra speederen,” sagde han.
Men både kilder i regeringen, i støttepartierne og oppositionen stiller spørgsmålet, om kassemester Wammen overhovedet formår at bremse op og sige nej til de mange ønsker? Med fare for at blive upopulær.
Enkelte bekymrer sig om, hvorvidt borgmestermodellen, hvor alle skal være tilfredse, er den bedste, når der efter nytår skal tages beslutninger, der rækker videre.
Eksempelvis i forhandlingerne om øget arbejdsudbud i regi af udspillet “Danmark kan mere 1”. Og på længere sigt når det bliver tid til en økonomisk 2030-plan og svære beslutninger, der adresserer manglen på den rette arbejdskraft, stadig flere plejekrævende ældre og et uundgåeligt behov for at få den offentlige sektor til at køre længere på literen.
Det er åbne spørgsmål, som de hidtil 20 politiske aftaler indgået i Finansministeriet siden valget ikke giver svar på.
Svarene kommer måske, når Nicolai Wammen igen kan afspilleKenny Rogers “The Gambler”i ministerbilen, som det angiveligt sker, hver gang han har lukket aftale.
Et par af stroferne lyder:
You’ve got to know when to fold them,
know when to hold them,
know when to walk away,
and know when to run.
Sangen fortsætter:
You never count your money,
when you are sitting at the table,
there will be time enough for counting,
when the dealin’s done.
