ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Udlånskrav tvinger bankfilialer til at lukke

Krav til bankerne om sikkerhed ved udlån betyder, at Sparekassen Sjælland-Fyn må lukke filialer i København. Socialdemokratiet har tidligere kritiseret kravene til bankers udlån 

Sparekassen Sjælland-Fyn vil være tæt på sine kunder. Men da den sjællandsk-fynske bank i fredags fremlagde regnskab, var nøgletallene flankeret af meddelelsen om, at otte filialer i København snart bliver til fem. 

Årsagen er ifølge adm. direktør Lars Petersson, at strammere bankkrav, som sætter grænser for, hvornår bankerne må låne penge ud til eksempelvis studerende, har gjort, at der simpelthen er mindre realkreditforretning at lave i hovedstadsområdet. 

"Vækstvejledningen gør, at folk, der før kunne låne penge til bolig i København, må søge hen i lejebolig i stedet. Præmissen for at drive bank for privatkunder er simpelthen en anden, end den var før vækstvejledningen – og det er den hos alle banker," siger Lars Petersson.

Udfordringerne med bankkravene giver genlyd hos adm. direktør i Jutlander Bank Per Sønderup.

"Jeg kan godt følge Lars (Petersson, red.). Der er mange, der ikke kan være med på boligmarkedet i Aarhus og København," siger Per Sønderup og understreger, at banken ikke har nogen intention om at lukke sin filial i København.

Hos Sparekassen Kronjylland vil alle de københavnske afdelinger også bestå, men vækstvejledningens retningslinjer kan mærkes.

"Vi har sagt nej til nogle kunder. Og vi har også benyttet nogle af de undtagelsesmuligheder, der er i vejledningen," siger Klaus Skjødt, der er adm. direktør i Sparekassen Kronjylland. 

Reglerne, som forhindrer bankerne i at låne penge til boligkøbere, dikterer eksempelvis, at bankkunder skal have mere formue, hvis kunden skal låne med en højere gældsfaktor. Og det har konsekvenser for både bankerne og befolkningen.

LÆS OGSÅ: Bankekspert: Vækstvejledningen skaber ulighed

"Djøfisering"

"Bankernes risikotagning er direkte hæmmet af vækstvejledningen. Det er ren djøfisering af bankernes mulighed for at tage risiko. Og det er med til at dele folk op i to kasser – én med dem, der får lov at være ejere og én med dem, der må nøjes med at være lejere," siger Lars Krull, bankekspert og seniorrådgiver ved Aalborg Universitet.

Hos Finanstilsynet, der har været med til at få vækstvejledningen indført hos bankerne, har reglerne betydet, at bankerne får stillet ordentlige krav til de mere risikable kunder som f.eks. førstegangskøbere.

"Vækstvejledningen er bygget på, hvad de fornuftige institutter allerede gjorde i 2015, og den gør, at bankerne får stillet de nødvendige krav til kunder med negativ formue eller høj gældsfaktor," skriver Kristian Vie Madsen, vicedirektør i Finanstilsynet, i en mail til Børsen.

Ministeren svarer ikke

Op til valget i foråret var Socialdemokratiets daværende gruppeformand, Henrik Sass Larsen, meget klar i mælet og understregede, at socialdemokraterne ville løsne reglerne for udlån. 

"Vi er kommet dertil, hvor unge mennesker, der vil ind på boligmarkedet i København, selvom de har to sunde indkomster, strengt taget ikke kan få en toværelseslejlighed. Det kan ikke være meningen," sagde han i april til Børsen.

Her understregede han, at det især var Finanstilsynets vækstvejledning fra 2016, som Socialdemokratiet mener er for hård.

Børsen prøvede adskillige gange tirsdag eftermiddag at få en kommentar fra nuværende erhvervsminister, Simon Kollerup (S). Det lykkedes dog ikke.


Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis