ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Tysk kapitalforvalter klar til at kaste sine 5200 mia. kr. efter bæredygtige investeringer

DWS, der er en af Europas største kapitalforvaltere, satser på at sikre flere økonomisk, sociale og miljømæssigt bæredygtige investeringer. For det er der, kunderne får det største afkast.

DWS, der tidligere hed Deutsche Asset & Wealth Management og udspringer af Deutsche Bank, forvalter i dag investeringer, der på den ene eller anden måde kan karakteriseres bæredygtige for omkring 30 mia. euro. Det er under 5 pct. af porteføljen på 700 mia. euro, ca. 5200 mia. kr., men andelen skal op, efter at såkaldte ESG-investeringer i 2018 gav bedre afkast end konventionelle porteføljer i de fleste markeder i 2018, siger porteføljemanager Paul Buchwitz i et interview med Børsen Pro.

Dermed kobler en af Europas største forvaltere sig op på en trend, der allerede er slået igennem i Norden og Danmark, hvor blandt andre Jyske Bank, Industriens Pension og Nykredit er ved at implementere ESG-kriterier i deres forretningsmodel, mens Danske Bank i denne uge har lanceret et grønt obligationsprogram.

"Vi har allerede ekspertisen fra grønne investeringer og andre områder, fordi vi er et stort firma, så vi ser det her som en meget god mulighed, og efterspørgslen bliver større og større," siger Buchwitz, der har arbejdet med bæredygtige investeringer i mere end et årti, og oplevet hvordan rollerne er byttet om.

For tidligere satsede investorer, der ville slå markedet, på knapt så bæredygtige selskaber, der producerede ting som cigaretter, klyngebomber eller atomkraftværker.

"I starten var den generelle holdning i offentligheden, at man var nødt til at ofre afkast for at være ESG-compliant. Senere blev holdningen, at det ikke behøver at påvirke performance neutral, og nu er det så ret interessant, at vi er der, hvor det er en driver for at klare sig bedst," siger porteføljemanageren.

Vækst i Europa

Syd for grænsen lader det store gennembrud for bæredygtige investeringer imidlertid vente på sig, selv om virksomheder i stor stil er ved at indarbejde bæredygtighedskriterier.

DWS er ved at kalibrere sin forretning til en fremtid, hvor der placeres langt flere penge i bæredygtige selskaber. Forvalteren har i dag en Chief Investment Officer, investeringsdirektør, med ansvar for området, og er i fuld gang med at ansætte flere medarbejdere bl.a. til at markedsføre på område. Samtidig skal alle fund managers screene investeringer for ESG og oplyse ESG-ratinger i deres investeringsanbefalinger.

Bæredygtige investeringer klarer sig typisk bedre end markedet over tid på samme måde som traditionelle kontra-cykliske aktier. Det skyldes ifølge Buchwitz, at de har orden i butikken takket være corporate governance og compliance i top-klasse, hvilket også giver investorerne bedre sikkerhed for, at selskaberne ikke leverer ubehagelige overraskelser.

Dermed bliver bæredygtige investeringer særligt attraktive for institutionelle investorer som pensionsselskaber, hvor DWS håber at kapre flere kunder. Blandt andet fordi markedet er meget langt fra at være modent udenfor Norden. Alene i Tyskland, der har op mod 160 mia. euro i pensionsopsparinger, er der i dag kun taget højde for bæredygtighed i en eller anden grad i mindre end 10 pct. af porteføljerne, vurderer Buchwitz.

Ifølge de data, som DWS anvender, nåede omfanget af ESG-investeringer næsten 23 trillioner dollars i 2016, mens antallet af investorer, der har underskrevet principper for bæredygtige investeringer, er 15-doblet i de sidste 10 år i takt med at konsekvenserne af klimaforandringer såvel som muligheden for at investere bæredygtigt er blevet mere synlige.

Fælles forståelse

Et af de største problemer for at skabe et bæredygtigt investeringsmarked har været, at begrebet betyder forskellige ting i forskellige lande.

I nogle lande er sukkerproducenter ikke en bæredygtig investering, mens andre lande gerne vil give det prædikat til selskaber, der køber sukker fra fattige bønder i ulande. I Sverige har mange investorer haft svært ved at acceptere bryggerier og alkoholproducenter, mens de færreste danskere ville have et problem med at købe Carlsberg eller Royal Unibrew-aktier af den grund.

Det problem bliver nu løst med Paris-aftalen og FN's 17 bæredygtighedsmål, de såkaldte sustainable development goals eller SDG'er.

"SDG'er indrammer fremtidens risici og sandsynligvis vil fremtidig regulering fokusere på SDG'er. Så fra et risikoperspektiv, kan du bruge SDG'er til at isolere din porteføljerisici, fordi du kan være sikker på, at der ikke er nogle regulatorisk risici, hvis du er på linje med SDG'erne," siger Buchwitz.

Den stigende interesse for ESG-investeringer og de muligheder, som social ansvarlighed og FN's bæredygtighedsmål udstikker, viser sig allerede tydeligt i de 1800 virksomhedspræsentationer, som DWS' forvaltere deltager i hvert år, hvor specielt europæerne er fremme I skoene.

"Selskaberne er meget bevidste om ESG, og de er også meget bevidste om, hvilke muligheder de skaber. For regulering er jo ikke kun et spørgsmål om at forbyde ting. Det handler også om, at der er stærke politiske viljer og støtte til ren og billig energi, der blandt andet har udløst investeringer for 130 mia. dollar alene i Kina," siger Paul Buchwitz.

Skal det være med eller uden tobak?

Den næste milepæl for DWS bliver lanceringen af fælles EU-regulering og kategorisering af bæredygtige investeringer, så markedet og investorerne ved, hvad der er grønne investeringer, og hvad der er brune.

"Hvis det bliver målt, bliver det forvaltet," siger Buchwitz.

Han heviser til, at fælles standarder vil gøre det langt lettere at sælge bæredygtige investeringsprodukter, samtidig med at flere – både private og professionelle – vil blive bedt om aktivt at tage stilling til, om de vil placere deres penge bæredygtigt, lyder meldingen fra DWS.

Blandt andet har EU-Kommissionen foreslået at rådgivere altid skal spørge investeringskunder, om de vil investere traditionelt eller ekskludere ikke-bæredygtige investeringer som våben, olie, eller tobaks-aktier.

"Det er et vigtigt aspekt. Vi er der ikke endnu, men hvis det sker, vil det skabe en enorm opmærksomhed, der vil skubbe industrien fremad, for de fleste investorer er sjældent klar over hvilke aktier eller fonde, de er investeret i."

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis