Nu er det en realitet, at Tryg er Skandinaviens største skadesforsikringsselskab.
Den 1. april er nemlig datoen for, at Trygg-Hansa og Codan Norge officielt er blevet en del af Tryg-koncernen.
I praksis betyder det, at integrationen, hvor Trygg-Hansa og Moderna i Sverige samt Codan Norge og Tryg Norge lægges sammen, kan begynde.
Det skriver Tryg i en meddelelse.
- Vi har forberedt os på denne dag gennem et helt år, og nu er vi endelig her, hvor Tryg, Trygg-Hansa og Codan Norge bliver til én virksomhed og Skandinaviens største skadesforsikringsselskab.
- Vi har en fælles ambition om at tage førertrøjen på forsikringsmarkedet, hvor vi ønsker at sætte dagsordenen og vise, hvordan forsikring, tryghed og enkelhed ser ud i morgen. Det glæder jeg mig virkelig til at føre ud i livet, siger koncernchef i Tryg Morten Hübbe.
Med den officielle overtagelse på plads er Tryg nu det tredjestørste skadesforsikringsselskab i både Sverige og Norge, mens positionen som Danmarks største skadesforsikringsselskab fastholdes.
Tryg købte i juni 2021 britiske RSA Insurance Groups aktiviteter i Sverige og Norge samt et delt finansielt ejerskab af danske Codan sammen med canadiske Intact. Tryg betalte omkring 35 mia. kr. for Trygg-Hansa, Codan Norge og halvdelen af Codan Danmark.
I juni 2021 købte Alm. Brand Codan Danmark af Intact og Tryg for i alt 12,6 mia. kr. Handlen afventer fortsat konkurrencemyndighedernes godkendelse.