Topdanmarks IR- og kommunikationsdirektør, Steffen Heegaard, har efter en periode på 31 år valgt at opsige sin stilling. Det fremgår af en pressemeddelelse.
Steffen Heegaard har udover ansvaret for kommunikation/presse og IR også haft ansvaret for CSR og Topdanmarks aktieadministration.
”Jeg har haft 31 utroligt spændende år i Topdanmark. Jeg blev en del af et nyt ledelsesteam, som i midten af 1990’erne udarbejdede en ny fokuseret strategi samt restrukturerede og refinansierede selskabet. En strategi, som siden hen har skabt værdi til kunder, medarbejdere og aktionærer. Jeg ønsker fremover at bruge mere tid på at forfølge andre erhvervsmæssige interesser, herunder at bruge min erfaring indenfor værdiskabelse som investor i mindre og mellemstore virksomheder. Topdanmark har en stærk kultur, og jeg er overbevist om, at Topdanmark vil fortsætte den positive udvikling,” udtaler Steffen Heegaard.
Steffen Heegaard vil i en overgangsfase hjælpe med fortsat at varetage kommunikationen med investorer og analytikere, lyder det i meddelelse.
Topdanmarks topchef, Peter Herman ærgrer sig over, at Steffen Heegaard har valgt at sige sit job op.
"Jeg er ked af, at Steffen Heegaard har valgt at forlade Topdanmark. Det kan han imidlertid gøre med god samvittighed. Som ansvarlig for investor relations funktionen siden 1989 og som kommunikations- og IR- direktør fra 1994 har Steffen været medvirkende til, at Topdanmark igennem de sidste mange år har været en af de mest værdiskabede forsikringsaktier på globalt plan. Jeg vil gerne takke Stefen Heegaard for hans store indsats og altid smittende engagement og ønsker ham held og lykke fremover," udtaler den adm. direktør.
Topdanmark vil nu gå igang med at se på at få genbesat ansvaret for Steffen Heegaards jobfunktioner indenfor kommunikation/presse, investor relations og CSR, udtaler han videre.