Investeringsselskabet Merian Global Investors UK har øget sit sats på kursfald i Sydbank yderligere, rapporterer Bloomberg News.
Merian Global Investors holder nu 0,70 pct. af aktiekapitalen i Sydbank mod en tidligere shortposition på 0,60 pct.
Også Worldquant LLC, der er et globalt investeringsfirma, har endnu engang øget sit sats på kursfald i Sydbank-aktien. Investeringsfirmaet har nu en short-position på 0,81 pct. mod før 0,70 pct., som Worldquant øgede til for 14 dage siden.
Ændringen fremgår af en meddelelse til Finanstilsynet mandag.
Når man shorter - eller går kort i - en aktie, låner man den af en anden investor for at sælge den på markedet i håb om at kunne købe den billigere tilbage senere og levere den tilbage.
På den måde kan man tjene differencen - minus et gebyr for at låne aktierne samt eventuel kurtage ved handlerne.
Sydbanks aktiekurs er tirsdag eftermiddag nede med 0,79 pct. og handler i kurs 126,3.
Ritzau Finans