Et svækket privatforbrug, en udhuling af reallønnen og voldsomme prisstigninger på energi har fået Sydbank til at skrue ned for forventningerne til den økonomiske vækst i 2022 og 2023.
Den tårnhøje beskæftigelse herhjemme er dog en fortrøstning og giver håb om en blød landing.
Det skriver cheføkonom Søren Kristensen i bankens økonomiske oversigt.
Der ventes nu en bnp-vækst i år på 2,4 pct., mens økonomien ventes at vokse 0,5 pct. næste år.
"Den overordnede bnp-vækst lyder høj, men dækker over, at væksten får et kunstigt løft af den tårnhøje fart, vi forlod 2021 med," skriver Søren Kristensen.
Det stærke udgangspunkt betød, at en nulvækst i alle kvartaler af 2022 ville have været ensbetydende med en samlet vækst på 3,1 pct. på årsbasis. Der er altså tale om en underliggende tilbagegang i den danske økonomi.
Økonomien trues særligt af energipriserne, der i år er steget flerfold som følge af blandt andet Ruslands krig i Ukraine.
Hvis gas- og elpriserne holder sig på årsgennemsnittet for 2022, vil der være tale om en fordobling af husholdningernes og virksomhedernes forbrug.
"Forbliver priserne derimod uændret på de aktuelle niveauer, bliver der tale om en tredobling af udgifterne til mere end 200 mia. kr. årligt."
Det vil ifølge cheføkonomen svare til over 7 pct. af bnp. Spørger man investorerne, vil det høje niveau vare ved langt ind i 2023, fortsætter han.
Boligmarkedet står foran vending
Det danske boligmarked har trods kraftigt stigende renter holdt stand i løbet af 2022. Flere nøgletal peger dog nu på, at boligpriserne vil falde, påpeger Søren Kristensen.
For mens liggetiden, nedslag i pris og udbuddet af boliger er opadgående, ses salgstallene aftage.
"Det udløste i juli et prisfald på 1 pct., og cocktailen kan meget vel udløse yderligere prisfald i de kommende måneder," skriver cheføkonomen.
På landsplan er der udbuddet af huse til salg dog stadig lavt, om end den lille stigning vidner om, at boligmarkedet er ved at vende til købers fordel. Blandt andet ses en markant stigning i antallet af lejligheder til salg i København.
Her er udbuddet øget med 40 pct. og ligger nu over gennemsnittet over de seneste tre år.
"Kombineret med oppustede priser og kraftigt stigende renter er det en cocktail, der i vores optik kan betyde tocifrede prisfald på det københavnske boligmarked," lyder vurderingen.
Tror på blød landing
Beskæftigelsen herhjemme vokser ufortrødent, og knap 3 mio. danskere er i beskæftigelse, efter at der i juni blev skabt 7000 nye job. Siden maj 2020 er der blevet skabt 240.000 nye job - en fremgang i beskæftigelsen på næsten 9 pct.
"Det er den bedste medicin mod den galoperende inflation, og det gør os fortrøstningsfulde omkring en blød landing," skriver Søren Kristensen.
Det er dog Sydbanks vurdering, at fremgangen i beskæftigelsen lakker mod enden, uden at det er alarmerende.
"Ledigheden er steget moderat i de seneste tre måneder. Hovedparten af ledighedsstigningen kan dog henføres til arbejdssøgende ukrainere, så den reelle ledighedsstigning er yderst begrænset," skriver cheføkonomen, der ser en lignende udvikling i konjunkturbarometrene.
Særligt den gunstige udvikling i beskæftigelsen giver håb om en blød landing, forklarer han videre.