Mens udbruddet af coronavirussen har fået adskillige flyselskaber til at aflyse sine afgange til og fra Kina, har virusudbruddet også sat sit aftryk på olieprisen.
Kina er nemlig verdens største olieimportør, og derfor kan det mærkes på efterspørgslen, at virusudbruddet har fået Kina til at lukke ned for fabrikker og storbyer, mens også luftfartsselskaber verden rundt har aflyst afgange til og fra Kina.
Prisen på en tønde Brent-olie er i øjeblikket faldet 17,5
pct. i 2020, mens prisen på den amerikanske WTI-olie er faldet med 18 pct. i år.
Og de prisfald er med til at holde hånden under de pressede luftfartsaktier, som også er faldet tilbage i år.
"For mig at se er der ingen tvivl om, at den faldende oliepris holder hånden lidt under luftfartsaktierne," siger Jacob Pedersen, aktieanalysechef i Sydbank, hvor han blandt andet dækker SAS-aktien.
Mere end 70 luftfartsselskaber har aflyst sine afgange til og fra Kina i februar på grund af coronavirussen, og det har medført kursfald til en lang række luftfartsaktier.
Eksempelvis er SAS-aktien faldet 9 pct., mens tyske Lufthansa er nede med 10 pct. i år.
Aktiefaldene fortæller dog Jacob Pedersen, at olieprisfaldet ikke fuldt ud kan kompensere for de aflyste flyafgange til og fra Kina.
"Indtil videre har investorerne taget bestik af situationen, og her må man sige, at de klart har vurderet, de ikke forventer, at faldet i olieprisen kan kompensere fuldt ud for det indtægtstab, luftfartsselskaberne oplever," siger han.
Vender man i stedet blikket mod Nordnets investeringsøkonom Per Hansen, mener han ikke, at den faldende olie
pris har haft en så afbødende effekt, som man kunne have forventet.
Coronafrygt trumfer alt
"Hovedparten af luftfartsaktierne er faldet, fordi coronavirussen generelt er en skidt ting for luftfartsindustrien. Men der burde være en meget stor forskel på udviklingen for de selskaber, som har afgange til og fra Kina, og de selskaber, som slet ikke har afgange til og fra Kina," siger Per Hansen med henvisning til eksempelvis Norwegian, som han selv har investeret i.
Den aktie er siden begyndelsen af januar faldet mere
end 5 pct., på trods af de ikke har afgange til eller fra Kina, og selvom olieprisen i samme periode er faldet.
"Olieprisen er faldet omkring 20 pct. siden toppunktet i januar, hvor USA dræbte den iranske generalmajor, Qasem Soleimani. Men der bliver ikke for alvor reageret på det fra luftfartsinvestorerne," siger Per Hansen og fortsætter:
"Frygten for coronavirussen overtrumfer alt andet, og fornemmelsen for risiko kommer helt op i det røde felt hos luftfartsinvestorer, når man ser ting som eksempelvis en coronavirus," siger han.