Boligkøberne kæmper med inflation og stigende renter - og for anden måned i streg falder boligpriserne, og der kommer flere udbud på hylderne. Men det værste er ikke set endnu, vurderer Sydbank.
- Dugfriske tal fra Boligsiden viser, at en ny virkelighed langsomt, men sikkert, er ved at indfinde sig på det danske boligmarked. Her kan vi nu aflæse svaghedstegn på stort set alle parametre. Antallet af salg falder, udbuddet af boliger bliver større og det samme gør de nedslag, som sælgerne ser sig nødsaget til at give. Sidst, men absolut ikke mindst, så ser vi også faldende priser, skriver Sydbanks cheføkonom, Søren Kristensen, i en kommentar.
Boligpriserne falder dog blot med 0,5 pct., mens prisen på ejerlejligheder falder med 1,6 pct. Ifølge Sydbank er priserne fortsat et nøk højere end for et år siden, og cheføkonomen påpeger, at "tiden med eksorbitante boligprisstigninger altså er et overstået kapitel for nu."
- Samtidig er vi overbeviste om, at det vil fortsætte i samme retning. Vi forventer altså, at boligkøberne vil få endnu mere at vælge imellem til endnu lavere priser. Der vil med andre ord være tale om et markant skifte i forhold til store dele af de sidste par år, skriver Søren Kristensen.
Det er de stigende renter og den høje inflationen, som spænder ben for boligkøbernes økonomi og hæmmer boligmarkedet:
- Det tager som regel adskillige kvartaler før vi ser den fulde effekt af sådan en udvikling og derfor forventer vi altså at se yderligere prisfald i den kommende tid. På landsplan kan det blive et fald omkring 5-10 pct., mens det i de dyreste områder måske snarere vil ende med fald på 10-15 pct., vurderer Søren Kristensen.