Nationalbankdirektør Lars Rohde starter med at indrømme, at selv ikke Nationalbanken helt havde forudset rækkevidden af det, da beslutningen først blev annonceret.

Torsdag formiddag 9. september 1982 udgik en kortfattet meddelelse på bare én sætning fra den tiltrædende Schlüter-regering.

“I anledning af den uro, der er opstået på valutamarkederne i forbindelse med regeringens tiltræden, ønsker vi at oplyse, at en devaluering ikke indgår eller vil indgå i udformningen af den økonomiske politik, der vil blive fremlagt af den nye regering,” stod der i meddelelsen, der var underskrevet af tiltrædende statsminister Poul Schlüter (K) og finansminister Henning Christophersen (V).

Det kan lyde som ingenting, men det er de 41 ord, der blev begyndelsen på fire årtier med fastkurspolitik.

Altså den valutapolitik, der betyder, at de danske politikere ikke længere kan nedskrive værdien af den danske krone, og som har betydet, at Nationalbanken i nu fire årtier har haft som sin hovedopgave at holde den danske kronekurs forudsigeligt stabil over for først den tyske D-mark og siden euroen.

Og nu sidder de så her stol om stol i et konferencelokale i Eigtved Pakhus på Christianshavn for at fejre den runde fødselsdag:

Den svenske centralbankchef Stefan Ingves, den norske centralbankchef Ida Wolden Bache, hele direktionen i Danmarks Nationalbank, tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen og så godt som hele den politisk-økonomiske elite i Danmark – fra pensionsdirektører, departementschefer, professorer, cheføkonomer til et væld af topfigurer i den finansielle sektor.

Selv Den Europæiske Centralbanks (ECB) cheføkonom Phillp Lane er fløjet ind fra Frankfurt for at holde en tale om, at Danmark på grund af fastkurspolitikken faktisk betyder noget, når ECB fastsætter sin pengepolitik, selvom vi jo ikke rigtig er med i euroen.

Skulder ved skulder

Fra scenen byder Lars Rohde velkommen og fortæller, hvordan han selv som ung og næsten nyuddannet økonom startede i Nationalbanken i netop 1982. Han siger, at “vi står skulder ved skulder i vores forpligtelse til fastkurspolitikken,” og at den stabile danske valutakurs er et hovedinstrument i forvandlingen af dansk økonomi fra skrantende i 80’erne til kernesund i dag.

Salen klapper, stemningen er god, alle mindes fødselaren.

Turen ned ad mindernes vej fortsætter, da tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen bagefter fortæller anekdoter fra 90’erne om frokoster med daværende nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen, og fortæller om hvordan fastkurspolitikken gav politikerne arbejdsro til reformer, fordi regeringen for en gang skyld ikke behøvede at bekymre sig om devalueringer hele tiden.

Det hele lyder godt. Men der er også noget lidt mærkeligt ved fejringen. Der er ikke nogen, der siger det højt, men hvem har også lyst til at ødelægge den gode stemning?

Fastkurspolitikken blev opfundet lidt ved et tilfælde og presset af omstændighederne, dansk økonomi stod ved kanten til afgrunden og udlandet var ved at miste tilliden. Der var behov for at gøre noget.

På den måde er fastkurspolitikken ikke rigtig et planlagt barn, og barndommen var ovenikøbet besværlig, både i 1986 og 1987 blev kronen devalueret. Men vi klarede den, vi har lært at holde af fastkurspolitikken, og i dag er det svært at forestille sig livet uden.

Også selvom fastkurspolitikken aldrig rigtig har været førstevalget. Ad flere omgange har de danske politikere forsøgt at bytte den ud med et rigtigt medlemskab af euroen. Som Bodil Nyboe Andersen formulerer det i sin tale:

“Jeg ved, at både Poul Nyrup og jeg gerne havde set, at Danmark var gået med i euroen som en naturlig forlængelse af den økonomiske politik, vi havde begyndt på i 1980’erne. Men sådan skulle det ikke være, og i stedet kan vi markere 40-året for ikke at have brugt devalueringer som et aktivt politikværktøj.”

Det danske problem

Så sker det pludselig alligevel. Den amerikanske professor Berry Eichengreen, der er en af verdens førende forskere inden for valutapolitik, spolerer feststemningen.

Han er fløjet ind fra det californiske universitet Berkeley for at tale om “det danske problem” eller “sit intellektuelle problem”, som han lidt på skift kalder den danske fastkurspolitik. At føre en så stram fastkurspolitik over for euroen er akademisk uforklarligt, siger han. I teorien burde det ikke fungere, men det har det jo tydeligvis gjort i praksis.

Han oplister en stribe hypoteser for, hvorfor det mon fungerer. Det handler bl.a. om, at Danmark har en stor valutareserve, et fleksibelt arbejdsmarked, sunde offentlige finanser men også, at vi nu har haft fastkurspolitik så længe, at troværdigheden om den bliver selvforstærkende.

Det er alt sammen gode og fine forklaringer, og alligevel tror professoren ikke rigtig selv på dem. Faktisk har han mindst én gang forudset den danske fastkurspolitiks sammenbrud, indrømmer han.

I starten af 2015 droppede den schweiziske centralbank sin valutabinding til euroen. Det førte til et stort pres på den danske krone, som markedet spekulerede i kunne blive den næste til at droppe sin fastkurspolitik. På en måned måtte Nationalbanken sætte renten ned fire gange og lave valutaintervention for 275 mia. kr. for at svække kronekursen.

“Jeg vil gerne indrømme, at da jeg kiggede på det danske tilfælde i 2015 og diskuterede det med kollegaer, var jeg aldeles overbevist om, at den danske krone ville følge efter den schweiziske,” siger Berry Eichengreen.

Altså at kronen ville kappe sit bånd til euroen. Men sådan gik det som bekendt ikke.

Da bl.a. CBS-professor Jesper Rangvid spørger, om Danmark er bedre tjent med at droppe fastkurspolitikken, giver Berry Eichengreen det pragmatiske svar, der på mange måder indkapsler essensen af den danske pengepolitik:

“Jeg er en stor fan af princippet om ikke at reparere noget, der ikke er i stykker. Det har vist sig at være succesfuldt, og derfor er der ikke nogen oplagt grund til at genoverveje det.”

Chokbølger

I en kaffepause spørger jeg Lars Rohde, om fastkurspolitikken egentlig ikke er et lidt besynderligt arrangement? Og at det mere er noget, vi har lært at holde af, end noget vi egentlig ønskede os?

Han griner, og så siger han det eneste, en nationalbankdirektør kan sige:

“Det synes jeg jo ikke, det er. Det er ikke noget besynderligt arrangement for Danmark.”

Lars Rohde mener, at fastkurspolitikken har haft en opdragende effekt, fordi ubalancer i økonomien hurtigt slår ud i kronekursen og gør, at Nationalbanken enten må intervenere eller ændre rentesatsen, “men det er også et signal til det politiske system om enten strukturelle eller finanspolitiske tiltag,” siger han:

“Det signalerer, at det er tid til at gøre noget andet. Jeg tror, at det er den mekanisme, der alt i alt har gjort, at vi har kunnet holde fastkurspolitikken i 40 år.”

Jeg spørger Lars Rohde, om man ikke kunne have fået samme økonomiske udvikling ved enten af være med i euroen eller have flydende valutakurs som Sverige og Norge, hvor centralbankens eneste opgave er at holde prisstigningerne stabile.

“Det korte svar er “jo”,” siger han.

Men vi har nu engang valgt et fastkursregime, og det er meget kostbart pludselig at lave om på. Hele økonomien er indrettet efter, at en euro som udgangspunkt koster 7,04638 danske kroner. Det vil sende chokbølger i alle retninger, hvis vi pludselig gør noget andet.

“Det er et glimrende eksempel på sti-afhængighed. Altså at det du gør i morgen eller for den sags skyld om 40 år, afhænger af, hvad du gjorde i går,” siger Lars Rohde.

I de 40 år Danmark har haft fastkurspolitik, har makroøkonomien været præget af lav inflation og faldende renter. Nu er inflationen høj og fremtiden usikker. Kan Lars Rohde se noget i den økonomiske udvikling de næste årtier, der kan gøre, at fastkurspolitikken fremover ikke vil fungere lige så godt? Er der noget, der kan spolere, at vi også skal fejre fastkurspolitikkens 80-års fødselsdag?

“Ja, sagtens,” svarer han.

“Fastkurspolitikken, som vi har implementeret, kræver meget af finanspolitikken og strukturpolitikken. Og det har der været leveret på. Hvis man får en økonomisk-politisk situation, hvor det ikke er muligt at føre en stabilitetsorienteret økonomisk politik, så er der meget af det her, der ikke kan lade sig gøre.”

Lidt senere spørger jeg Signe Krogstrup, der er favoritten til at afløse Lars Rohde som kongeligt udpeget nationalbankdirektør, når han går på pension i januar, hvordan hun ser på det. Hun svarer, at hun faktisk næsten har lært at elske fastkurspolitikken pga. den disciplin og stabilitet, den giver. Da hun senere holder tale, er det også hendes vigtigste budskab:

“Fastkursregimet har fordele og ulemper. Men jeg mener, at balancen af det er sådan, at regimet vil fortsætte med at tjene os godt.”

Kan ikke diskuteres

Nu står den sidste af de tre danske nationalbankdirektører, Per Callesen, på scenen sammen med chefen for den norske og svenske centralbank og diskuterer erfaringerne med de nordiske valutakursregimer.

I Sverige og Norge flyder valutaen frit, Danmark har fastkurspolitik, mens Finland er med i euroen. Alligevel har den økonomiske udvikling i de fire lande været forholdsvis ens.

“Det fortæller os, at der er andre ting, der er lige så vigtige. Det er ikke kun valutakursregimet. Hvis du opfører dig ordentligt, skal tingene nok gå godt. Men intet valutakursregime kan redde dig, hvis du ikke opfører dig ordentligt,” siger den svenske Riksbank-chef Stefan Ingves.

Mens Danmark fejrer 40 år med fastkurspolitik, kan Sverige i år fejre 30 år med flydende valutakurs, og de er lige så stolte af deres flydende valutakurs, som vi er af fastkurspolitikken.

Selvom den er kernen i den økonomiske politik, fylder diskussionen af fastkurspolitikken meget lidt i den økonomiske debat. Og den fyldte slet ikke noget i den netop overståede valgkamp. Men det er med god grund, forklarer Per Callesen. Hvis først der opstår tvivl om, hvor fast besluttet Danmark er på at føre fastkurspolitik, falder det hele fra hinanden af sig selv.

“Det er ikke noget, man kan debattere. Hvis vi begynder at have en transparent debat om at ændre regime, så sker det af sig selv, så at sige. Og det forstår alle politikere godt. Derfor bliver det ikke debatteret. Det bliver cirkulært: Det kan ikke ændre sig, for du kan ikke debattere det.”

At skifte valutaregime er ikke noget, man gør, medmindre man er nødt til det, siger Per Callesen, ligesom Danmark var i 1982, og Sverige var i 1992, da svenskerne var ude i en stor økonomisk krise.

“At skifte et valutakursregime er meget omkostningsfuldt, og det er meget usandsynligt, at man gør det frivilligt. Af to oplagte grunde: Hvis økonomien fungerer godt, hvor skulle ønsket og presset for at skifte regime så opstå? Hvis økonomien omvendt fungerer dårligt, er det utrolig vigtigt, at man fastholder sit regime, for hvis man skifter det, mister man troværdighed.”

Og så kan det godt være, at fastkurspolitikken på nogle måder er et lidt specielt arrangement, der også har nogle omkostninger, erkender Per Callesen. Det koster noget at veksle fra kroner til euro, og virksomhederne har udgifter til valutaafdækning. Vi er også uden for døren i Den Europæiske Centralbank. Men alt det er til at leve med:

“Er det store omkostninger? Nej. Er de permanente? Ja. Men økonomisk fungerer det.”