ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Sjællandsk kapitalforvalter jagter guldgrube i jysk jord: Forventer afkast på op mod 30 pct

Jan Severin Sølbæk (t.v.) og Brian Kudsk (t.h.) skabte Artha Kapitalforvaltning for 13 år siden – nu forvalter de over 17 mia. kr. for 750 velhaverkunder. Arkivfoto: Jonas Pryner Andersen
Jan Severin Sølbæk (t.v.) og Brian Kudsk (t.h.) skabte Artha Kapitalforvaltning for 13 år siden – nu forvalter de over 17 mia. kr. for 750 velhaverkunder. Arkivfoto: Jonas Pryner Andersen Jonas Pryner Andersen

Jan Severin Sølbæk, adm. direktør i kapitalforvalteren Artha, kalder sig selv købmand. Den mentalitet gav ham idéen til Arthas nye investeringsaktiv: Jord. For et regnestykke viste ham, at størstedelen af afkastet i ejendomshandler ligger i mulden.

Pengestærke investorer har de seneste år ligget i skarp konkurrence om at hente de mest attraktive ejendomme ind til porteføljen. Når konkurrencen bliver større, og det bliver sværere at få fingrene i de mest ombejlede ejendomme, må man investere i jorden, før der står en ejendom.

Selskabet fra Hellerup har etableret Danmarks første jordbank, som skal investere i arealer, der endnu ikke er gjort klar til ejendomsudvikling. Dermed kan Artha få fat i efterstræbte byggegrunde tidligt i processen, få et forspring til konkurrenterne og forhåbentligt et større afkast, lyder idéen.

“Vi skal på et tidligt stadie købe arealer, som vi udvikler til byggegrunde. Ved at eje et område fra begyndelsen, inden både lokalplaner og byggetilladelser bliver vedtaget, tror vi på en stor indtjening,” siger Jan Severin Sølbæk og forventer, at jordbanken kan levere et afkast på 15-30 pct. i løbet af fem år.

Planen var, at der skulle investeres 60 mio. kr. i jordbanken. Men overvældende investorinteresse fik Artha til, efter 1 time og 20 min., at skrue partnerselskabets kapital op til 80 mio. kr.

Artha forvalter i alt 17 mia. kr. og har 750 velhaverfamilier som kunder. Ca. 5 mia. kr. af de samlede aktiver er investeret i ejendomme.

Ikke uden risici

Ifølge Peter Winther, direktør hos erhvervsmægleren Colliers, kan det være en god idé at træde tidligere ind i investeringerne i det nuværende marked. Priserne på ejendomme og lokalplanlagt byggejord er de seneste år steget kraftigt. Derfor kan man hente ejendomsinvesteringer til en lavere pris ved at købe byggegrunde så tidligt i processen. Men det kommer også med en noget større risiko, advarer han.

“Når man køber et stykke jord, er der ingen garanti for, at man får en lokalplan, og man kan risikere at ende med en lavere bebyggelsesprocent, end man ønsker. Andre gange kan det også tage lang tid at få plangrundlaget på plads, så det er meget mere usikkert. Hvis du køber en grund med lokalplan, så ved du, hvad du har lov til at bygge, og du kan finansiere grundkøbet. Uden lokalplan er ‘worst case’, at det aldrig lykkes,” siger han.

Den usikkerhed erkender Jan Severin Sølbæk fra Artha, men han har sikret sig, at han ikke står med store arealer, der aldrig bliver bebygget.

Konkret vil Artha købe arealer direkte fra landmænd eller lodsejere. Kapitalforvalteren vil give en gevinst på mellem 1 og 2 mio. kr. til ejeren for retten til at købe jorden. Efterfølgende går arbejdet med at skaffe en lokalplan i gang, og først når den ligger klar, køber Artha grunden.

Jysk jord

“Vi er dygtige til at skaffe kapital, men vi kender vores begrænsninger. Derfor får vi hjælp af ejendomsfirmaet Futurum til at finde og købe jorden. Det er også dem, som driver vores ejendomsportefølje,” siger Jan Severin Sølbæk og fortæller, at Artha købte 55 pct. af Futurum for halvandet år siden.

Lykkes det ikke at få en lokalplan, er det kun gevinsten på 1 til 2 mio. kr., som gået tabt, og det har Artha taget højde for i forventningerne til afkast, fortæller direktøren.

Det er den jyske muld, som Artha i første omgang kigger mod. Tidligere på foråret skrev Børsen, at Artha har massive vækstplaner på boligområdet, og her kigger Jan Severin Sølbæk især mod boligejendomme i Trekantområdet. Her har Artha ejendomme for 1,2 mia. kr., men porteføljen skal vokse til 3 mia. kr. inden for de kommende år.

“Trekantområdet er rigtig spændende. Vi kigger generelt efter byer i Jylland med befolkningstilvækst. Men jeg er påpasselig med at sige hvor, for det skal konkurrenterne ikke vide.”

Planerne er i første omgang at købe grunden, for med stigende materialepriser og renter gør det ikke Jan Severin Sølbæk noget, at der går et par år, inden første spadestik tages.

“Jord er et godt aktiv, for det er inflationssikkert. Ved at købe nu kigger vi på projekter tre til fem år ud i fremtiden, og her kan priserne på materialer se helt anderledes ud. Så i det lys mener vi, det giver god mening at tænke jord som investering,” siger han.

Artha forventer, at de 80 mio. kr. er vekslet til jord i løbet af et til to år.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis