En energikrise med galoperende energipriser truer aktiemarkedet og risikerer også at ramme de danske aktier – både direkte og indirekte.
“Der er selskaber, der bliver ramt direkte af, at elektricitetspriserne ryger op, fordi det øger deres produktionsomkostninger. I C25 har du Carlsberg, Rockwool og FLSmidth, der har relativt tung industriel produktion og bruger meget elektricitet, så de er nok ikke særligt glade for de her prisstigninger,” siger Peter Garnry, chefstrateg i Saxo Bank.
En global mangel på naturgas har medført prishop på alle energiformer, heriblandt olieprisen.
“Og derfor bliver det dyrere for sådan nogle som DSV og Mærsk, der bliver ramt af højere inputomkostninger. Jeg er sikker på, at de mærker det allerede,” fortsætter Peter Garnry, der møder opbakning fra Nina Movin, adm. direktør i Otto Mønsteds Fond.
“Rockwool, Mærsk og FLS vil umiddelbart være dem, der bliver ramt. Mærsk bliver ramt på olieforbruget; til gengæld er de i et marked, hvor der er stor efterspørgsel, så de kan nok vælte det hele over. FLSmidth bruger også en hel del energi og har nok sværere ved at vælte det over på kunden. Ølproducenterne bruger også lidt,” siger Nina Movin, som forvalter 750 mio. kr.
Janne Vincent Kjær, aktieanalytiker i Jyske Bank, følger Rockwool tæt og estimerer, at elektricitet udgør omkring 7 pct. af Rockwools samlede driftsomkostninger.
“Rockwool har en energiintensiv produktion, så selvfølgelig bliver de påvirket af priseksplosionen på el og naturgas her i Europa. De afdækker dog inputomkostninger tre måneder frem, så derfor forventer jeg ikke, at de for alvor bliver ramt i 2021. Men i 2022 kan det lægge pres på marginen, hvis ellers priserne forbliver høje,” siger Janne Vincent Kjær, som dog tror på, at Rockwool kan sende prisstigningerne videre til kunderne:
“Efterspørgslen efter byggematerialer er stor, så forudsætningerne for at kunne hæve priserne ser ud til at være ret gode. Derfor forventer jeg, at de vil kunne overvælde priserne. Men selvfølgelig jo hurtigere el- og naturgaspriserne stiger, des sværere bliver det.”
Aktie er styrtdykket
Mikkel Emil Jensen, analytiker i Sydbank, er mindre overbevist om, at Rockwool kan sende regningen videre.
“I de seneste regnskaber fremhæver de, at de kan sende regningen videre til kunderne i form af prisstigninger. Men situationen er blevet værre på det seneste. Alle deres inputomkostninger stiger ret kraftigt på nuværende tidspunkt, og der kan være udfordringer med at sende det videre til kunderne. Det er nok en af årsagerne til, at vi ser et ret kraftigt fald i aktien,” siger han.
Rockwool-aktien er siden 14. september nede med 20 pct. Mikkel Emil Jensen er mere optimistisk ift. FLSmidth:
“De har stadigt stigende udgifter på energi, men samlet set står FLSmidth positivt stillet, fordi de samtidig nyder godt af stigende råvarepriser,” siger analytikeren, der er enig i, at Mærsk bliver ramt qua deres høje brændstofforbrug.
“De er storforbrugere af brændstof til deres skibe, så den store stigning i olieprisen har en kraftig indvirkning på udgifterne. Dog nyder de også godt af stigende fragtrater, der nærmest camouflerer de stigende brændstofpriser, og de kan til en vis grad sende regningen videre til kunderne,” siger Mikkel Emil Jensen.
Han holder ligesom Janne Vincent Kjær skarpt øje med, hvordan prisstigningerne påvirker de kommende kvartalsregnskaber.
Dræber momentum
Men der er også afledte effekter fra energikrisen, som kan tynge stort set alle virksomheder, påpeger Peter Garnry:
“Energikrisen trækker vækst ud af økonomierne, og vækstforventninger i både Kina, USA og Europa er allerede kommet betragteligt ned. Det rammer alle virksomheder, fordi de dermed også får lavere vækst. Mærsk har redet på en kæmpe bølge af efterspørgsel, og kommer væksten ned, kan det også dræbe momentum i Mærsk,” siger Peter Garnry, før han tilføjer:
“I virkeligheden er det meget få selskaber, der kan slippe fri af en energikrise. Måske lige onlineselskaber, fordi de genererer meget omsætning med et relativt lavt energiinput.”
Derudover kan de rekordhøje energipriser føre til inflation, som risikerer at blive vedvarende, hvilket kan udløse rentestigninger. Hvis det bliver tilfældet, kan det gå hårdt ud over de danske aktier, fordi de er højt prisfastsat, pointerer Peter Garnry:
“Hvis der kommer mere inflation, handler det som investor om at få en bedre balance mellem vækst og value. Man skal have eksponering til selskaber inden for eksempelvis logistik og råvarer, hvor FLSmidth formentlig kommer til at nyde godt af, at vi får brug for flere råvarer,” siger han.