Tirsdag tager Københavns Byret hul på et af de store retsopgør efter hvidvasksagen i Danske Bank.
Her er en litauisk mand og en dansk-russisk kvinde på anklagebænken tiltalt for at have hvidvasket 29,5 mia. kr. gennem en række danske kommanditselskaber, der havde konti i Danske Banke estiske filial.
â‹De nægter sig begge skyldige, men kan se frem til domme på flere års fængsel, hvis de dømmes i overensstemmelse med anklageskriftet.
Manden var såkaldt købedirektør i flere end 100 virksomheder og arbejdede for den dansk-russiske kvinde og det firma, hun stod bag, i København, som stiftede danske virksomheder for primært russiske og østeuropæiske kunder og skaffede dem konti i blandt andet Danske Banks estiske filial.
â‹Manden er tiltalt for at have muliggjort den påståede hvidvask ved at lade sig indsætte som købedirektør i 38 af de 40 kommanditselskaber, som de mange milliarder er flydt igennem.
Ifølge mandens forsvarer, Henrik Stagetorn, har han tænkt sig at afgive forklaring i sagen.
“Vi glæder os til at få en afklaring i sagen, for den har været længe undervejs. Hans påstand er fortsat frifindelse, og han ser frem til at få sagen afgjort,” siger Henrik Stagetorn.
Udleveret af briterne
Den dansk-russiske kvinde er beskyttet af et navneforbud og har siddet varetægtsfængslet i Jyderup, siden hun blev udleveret fra Storbritannien i 2021. Hun går også efter en frifindelse, men hendes forsvarer, Christian Kirk Zøllner, ønsker ikke at kommentere sagen.
â‹“Jeg har aldrig nogen kommentarer til mine klienters sager, som jeg er blevet valgt til at føre,” siger han.
I forvejen er en anden litauisk kvinde blevet dømt for forsøg på hvidvask af de mange milliarder. Hun erkendte sig skyldig og fik en samlet straf på otte år, som inkluderede en tidligere dom for hvidvask af 140 mio. kr.
Tilståelse central
Ifølge specialanklageren på sagen, Rasmus Maar Hansen, fra National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) vil hendes tilståelse kunne bruges aktivt i sagen mod de to, der starter tirsdag.
“Hun har jo erkendt, at der er foregået forsøg på hvidvask i tidsperioden og for beløbet og forklaret, hvordan det foregik, og hvem der var med. Så det øger alt andet lige sandsynligheden for, at vi også kommer frem til et tilfredsstillende resultat der,” sagde Rasmus Maar Hansen, da kvinden blev dømt – med henvisning til sagen mod de to yderligere tiltalte.
Det afgørende for ham bliver at sandsynliggøre, at de mange milliarder stammede fra ulovlige aktiviteter, og at de to tiltalte vidste, det.