ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Sådan reagerer private investorer på Ruslands krigshandlinger

Nordnet kan se et skift i kundernes handler, fortæller Anne Buchardt, landechef for Nordnet Danmark. Arkivfoto: Anne-Dorthe Søgaard Jensen
Nordnet kan se et skift i kundernes handler, fortæller Anne Buchardt, landechef for Nordnet Danmark. Arkivfoto: Anne-Dorthe Søgaard Jensen

Allerede dagen før Rusland trillede sine tankvogne ind i Ukraine, efter et dekret fra den russiske præsident om at det var en “fredsbevarende” handling, kunne Nordnet Danmark aflæse frygten for en reel krig i kundernes handelsadfærd.

“Vi kan simpelthen se et skift i deres handler,” siger Anne Buchardt, landechef for Nordnet Danmark, der er tæt på at runde 350.000 kunder.

Af Nordnets handelsstatistik fremgår det for det første, at 21. februar var månedens absolut svageste handelsdag målt på antal handler. Der blev gennemført ca. 28.000 handler mod hele månedens gennemsnit på 47.000, og for det andet var der næsten lige så mange salgs- som købsaktiviteter. Normalt er der netto flere køb end salg.

Da Rusland angreb Ukraine 24. februar, mere end fordobledes handelsaktiviteten til ca. 67.000, og dermed blev det månedens mest travle handelsdag med lidt over 7 pct. af månedens samlede handelsaktivitet. Desuden var der flere investorer, der solgte værdipapirer, end der købte.

Holdt sig på sidelinjen

“På den korte bane går investorerne helt klart ud på sidelinjen 24. februar, hvor antallet af salg overstiger antallet af køb. Men generelt holdt de private investorer sig lidt på sidelinjen i størstedelen af februar,” siger Anne Buchardt.

I februar havde Nordnet knapt 12 pct. lavere handelsaktivitet end i januar, hvilket er en nedgang på 16,2 pct. i forhold til januar og hele 41,5 pct. sammenlignet med februar sidste år.

Ud fra handelsstatistikken konkluderer landechefen, at de private investorer, hvoraf mange er nye på markedet, “forholder sig relativt roligt, også selvom vi ser et nettosalg på en ekstraordinær dag”.

“Dagen efter angrebet på Ukraine er der et nyt tema, der driver de private. Lige pludselig køber de op i Vestas, Ørsted og etf’en Ishares Global Clean Energy,” siger Anne Buchardt.

Siden 23. februar er Vestas f.eks. steget ca. 28,5 pct., hvilket påvirker det danske ledende aktieindeks, C25, fordi Vestas udgør lidt over 8 pct. af C25-indeksets samlede markedsværdi. I samme periode er C25 steget ca. 5 pct.

Den pludselige interesse for særligt Vestas er ifølge Jens Løgstrup, privatinvestor og adm. direktør i Lindeberg Group, drevet af private investorer.

“De ser chancen for en hurtig stigning. Jeg ser det som en boble. Man skal passe vanvittigt på, for der går lang tid, før det sætter sig i Vestas’ indtjening. Vi kan lige så godt komme ud for, at løsningen på energikrisen findes, ved at Tyskland igen åbner op for atomkraft,” siger Jens Løgstrup.

I Dansk Aktionærforening ser direktør Mikael Bak uroen på aktiemarkedet som en læringsproces for særligt de nye investorer.

Første læring

“Man skal kunne turde at kunne tåle at tabe 15-20 pct. på sine aktier, for man er i aktiemarkedet på den lange bane. Der er mange nye investorer, og for dem er dette deres første læring. Nogle fik et rap over nallerne under coronakrisen, men aktierne rettede sig hurtigt. Nu har vi en krig, og den ser ikke ud til at gå hurtigt over,” siger Mikael Bak.

Ifølge ham handler det om at repetere de klassiske råd: Gå ikke i panik, foretag ikke et panikudsalg af dine aktier, og sørg for en bred spredning i porteføljen.

I februar var de mest handlede danske aktier hos Nordnet Danmark A.P. Møller-Mærsk, Novo Nordisk, Vestas, Danske Bank, Ambu, Ørsted, DSV, Genmab, Jyske Bank og Nordea, mens de mest handlede udenlandske aktier var Tesla, Meta, Equinor, Apple, Teva, AMD, Nio, Quantafuel, Microsoft og Nvidia.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis