Når pengeinstitutter i lopi-segmentet, små og mellemstore, har brug for hjælp til en fusion, bliver partner i advokatfirmaet Gorrissen Federspiel Bo Holse først tilkaldt, når ledelsen hos de involverede pengeinstitutter har drukket de første kopper kaffe sammen.
“Sådan noget bliver aldrig til noget, medmindre der er en god kemi mellem formandskaberne og direktørerne,” fortæller han.
I mindre sammenlægninger som i tilfældet Sparekassen Djurslands sammenlægning med Langå Sparekasse var der ingen modpart på. Det var, fordi der ikke var nogen ejere, da en sparekasse pr. definition er selvejende. Det, det handler om, når man taler sammenlægninger i den størrelse, er bevarelse af filialer og det fortsættende navn.
“Her er håndværket i virkeligheden, at man kommer rundt om alle problemstillinger, og den gode stemning opretholdes hele vejen igennem,” siger Bo Holse om en kultur, man gør klogt i at kende.
Han fremhæver her direktør Vagn Hansen i Sparekassen Danmark, der har været med i mange fusioner gennem tiden, som et menneske med en unik evne til at fornemme, hvad der er vigtigt for modparten i en fusion.
Så er der også store sammenlægninger, som tilfældet var med Vestjysk Bank og Den Jyske Sparekasse. Her havde Gorrissen Federspiel tæt relation til begge parter, men der skulle forhandles en hardcore pris. Så her blev Vestjysk Bank hjulpet af Accura.
Få der spekulerer
Bo Holse forklarer, at der er meget få ejerinteresser i den danske sektor for pengeinstitutter.
“Der er nogle få investorer, der har købt sig ind, men det er i princippet, fordi de ønsker en eksponering mod den danske pengeinstitutsektor. Der er relativt få med den klassiske aktionærinteresse, hvor man spekulerer i, at aktien stiger,” vurderer han.
Når man ikke har de stærke ejerinteresser, så bliver motoren i en sammenlægningsproces, at der er nogen – grundlæggende set ledelsen – der kan se det fornuftige i det. Det kan være begyndende udfordringer i det ene eller begge pengeinstitutter eller pressede markedsområder. Det med, at man kan lave en god handel, det findes nærmest ingen steder, lyder det fra advokaten.
Danske Bank er reelt kontrolleret af Mærsk Fonden, men flere investorer ligger også og spekulerer i aktien, som man tidligere har set med den svenske aktivistfond Cevian. Bo Holse vurderer, man bare skal ned til banker som Sydbank og Jyske Bank, før det begynder at blive fundamentalt anderledes, hvor hovedparten af aktionærerne er godt tilfredse med at være der.
Vestjyder er undtaget
Der findes dog en undtagelse for dette på det danske bankmarked, Ringkjøbing Landbobank. Den er med en værdi på to gange egenkapitalen også væsentligt højere prissat end alle de øvrige danske bankaktier.
“Det er de facto den eneste bank, der taler klassisk aktionærpleje og prøver at holde egenkapitalen nede for at kunne holde en høj forrentning af egenkapitalen,” siger Bo Holse.
Han har været med inde over en del af de opkøb, som Ringkjøbing Landbobank har lavet, og understreger, at de altid har skullet kunne regne opkøbet hjem.
Ringkjøbing Landbobank købte for et par år siden Nordjyske Bank, som Spar Nord ellers tidligere var voldsomt interesseret i.
“John Fisker (topchef i Ringkjøbing Landbobank,red.) siger, at Nordjyske Bank er en veldrevet bank, men vi skal gøre dette og dette ved den, for at den kommer til at tjene det samme som Ringkjøbing Landbobank,” forklarer advokaten.