ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Sådan bruger Danske Bank-kunder aktiesparekontoen

Investorer med aktiesparekonto i Danske Bank begår investeringsfejl. De satser på meget få aktier, og de holder sig i høj grad til det danske marked

Investorerne i Danske Banks aktiesparekonto har i gennemsnit 2,2 aktier. Det viser tal fra Danske Bank, som Børsen har fået indsigt i. Banken mener, investorerne har en risikabel investeringsstrategi.

"Vi har observeret, at mange kunder i aktiesparekontoen spreder deres investeringer for lidt," siger John Poulsen, investeringschef i Danske Bank.

Når investorerne køber få aktier, har de en meget lav risikospredning. Investorerne sidder med en koncentreret portefølje, så hvis en aktie får tæsk, føles det derfor ekstra hårdt.

"Den ene, ekstremt klare investeringsfejl er, at danskerne holder alt for få aktier. Man kan skrive side op og ned om ting, investorerne skal være opmærksom på, men det vigtigste er: Hold nogle flere aktier," siger Jesper Rangvid, professor i finansiering på CBS.

Danske aktier er et hit

Tallene viser også, at 80 pct. af aktierne på kontiene er danske.

"Det er ikke vanvittigt fornuftigt at koncentrerer så stor en ejendel af aktieinvesteringerne i danske aktier," siger Jesper Rangvid.

Men tallene overrasker ikke Jesper Rangvid, som i 2016 undersøgte, hvordan danskerne investerede. Her viste tallene, at 76 pct. af danskerne udelukkende havde danske aktier i deres portefølje.

"Det flugter fuldstændigt med det, vi har set før. Man opfører sig ikke anderledes på aktiesparekontoen, end danskerne gør generelt," siger han.

Hold flere aktier

Jesper Rangvids hovedbudskab er, at investorer skal huske at sprede deres investeringer.

"Hvis du vil have den perfekte risikospredning, skal du op omkring 30-50 aktier, hvis du udelukkende køber danske aktier," siger han.

Investorerne kan sprede deres aktier ved hjælp af investeringsforeninger eller ved at købe udenlandske aktier.

Danske Bank udtaler, at de også vil tage et skridt henimod at hjælpe kunderne med at fordele investeringerne, så de ikke er så risikable.

"Vi har lanceret en Facebook-side, hvor vi vil forsøge at få nogle af vores budskaber ud omkring aktiesparekontoen - Netop det her med at investere bredere," siger John Poulsen.

Aktiesparekontoen skulle gøre det lettere for mindre virksomheder at skaffe kapital. Stik imod intentionen viser tallene, at det er de store virksomheder, der er løbet med investorerne. Ét mindre selskab, Scape Technologies, som er noteret på First North, er nummer 48 ud af 50 over selskaber, der er investeret mest i.

"Aktiesparekontoen har ikke skaffet kapital til mindre virksomheder. Jeg mener, politikerne solgte den med meget store, men det har ikke virket," siger Jesper Rangvid.

Investorerne har i stedet købt de kendte aktier som Danske Bank, Ørsted, Vestas og Novo Nordisk. Især deres Danske Bank er kunderne gået ombord i. 21,7 pct. af aktierne i aktiesparekontoen er Danske Banks aktier, efterfulgt af Ørsted med 3,7 pct. af aktierne.

Ikke en succes

4140 har oprette en aktiesparekonto i Danske Bank.

"Aktiesparekontoen er slet ikke blevet den succes, som man fra politisk side havde håbet på. 4000 er nærmest ingenting," siger Jesper Rangvid.

Daværende erhvervsminister Brian Mikkelsen drømte om, at alle danskere nu skulle til at investerer.

"Vi er meget positive, men vi vil selvfølgelig ønske, der var flere, der havde oprettet en konto, og vi vil gerne gøre mere for at få endnu flere brugere," siger John Poulsen.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis