ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

S vil løsne regler for boligudlån i København

Flere stramninger af lånereglerne i de store byer har gjort det for svært for almindelige danskere at købe bolig i København eller Aarhus.

Det mener Socialdemokratiet, der stik imod anbefalinger fra blandt andet Nationalbanken vil have rullet en del af stramningerne tilbage.

"Reglerne er alt for rigide og alt for hårde. Finanstilsynet bør løsne grebet, sådan at almindelige mennesker kan få mulighed for at komme ind på boligmarkedet igen," siger Socialdemokratiets gruppeformand, Henrik Sass Larsen, der mener, at de skærpede låneregler har været med til at få boligmarkedet til at gå i stå.

"Vi er kommet dertil, hvor unge mennesker, der vil ind på boligmarkedet i København, selvom de har to sunde indkomster, strengt taget ikke kan få en toværelseslejlighed. Det kan ikke være meningen," siger han.

"Ment som et signal"

Lånereglerne er over de seneste år blevet strammet ad flere omgange for at undgå en boligboble i de områder, hvor priserne er steget mest – det vil især sige København og Aarhus. I de områder er der nu skærpede krav til kreditvurderingen samt begrænsninger på muligheden for frit at vælge variabelt forrentede og afdragsfrie lån for højtbelånte boligejere.

Det er især Finanstilsynets vækstvejledning fra 2016, som Socialdemokratiet mener, er for hård, og som de vil have Finanstilsynet til at bløde op for.

Trods den kradse kritik af Finanstilsynet er Henrik Sass Larsen dog ikke klar til at pege på, hvordan han konkret mener, at reglerne skal ændres:

"Det er i første omgang ment som et signal. Vi er helst fri for, at vi skal sidde og formulere alle betingelserne i detaljen. Men hvis man ikke lytter til signalet, så må vi jo gøre det. Vi synes ikke, at der er nogen grund til at ødelægge et helt boligmarked, når der ingen problemer er," siger han.

De strammere låneregler er blevet indført for at undgå en gentagelse af boligboblen op til finanskrisen. Men Henrik Sass Larsen affejer bekymringen for, at det kan få boligpriserne i de store byer til at stige uholdbart, hvis lånereglerne løsnes igen.

"Det er ikke forbudt, at der er fremgang på boligmarkedet," siger han.

Henrik Sass Larsen mener heller ikke, at der er grund til at bekymre sig for, at det kan skabe tab i den finansielle sektor, hvis man lemper lånereglerne, og boligmarkedet senere bliver ramt af større prisfald:

"Det tror jeg simpelthen ikke på. Det er en overforsigtighed. Jeg mener ikke, at det kommer til at give nogen som helst udfordringer for branchen," siger han.

Finanstilsynets direktør, Jesper Berg, vil ikke kommentere kritikken fra Socialdemokratiet. Han henviser til erhvervsminister Rasmus Jarlov (K) og Det Systemiske Risikoråd, som har anbefalet flere af indgrebene, og som har nationalbankdirektør Lars Rohde for bordenden.

Nationalbanken har ikke ønsket at kommentere den nye melding fra Socialdemokratiet. For en måned siden glædede Lars Rohde sig dog over, at priserne i de store byer er begyndt at stagnere.

"Vi ser en opbremsning, og det gør bestemt ikke noget," sagde Lars Rohde 21. marts.

Ministeren er tavs

Erhvervsminister Rasmus Jarlov har pga. påskeferie heller ikke nogen kommentarer.

Bankerne og realkreditinstitutternes interesseorganisation Finans Danmark glæder sig over signalet fra Socialdemokratiet, som de mener, vil lægge et pres på Finanstilsynet for at være mere fleksible.

"Der er indarbejdet fleksibilitet i reglerne, f.eks. i forhold til unge, der har udsigt til at få gode og faste job. Det er hypervigtigt, at myndighederne fremadrettet tillader den fleksibilitet," siger Ulrik Nødgaard, direktør for Finans Danmark.

Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom i Nordea, mener ikke, at de skærpede låneregler er den største udfordring for at komme ind på boligmarkedet i København: "Man kan altid diskutere, om man kan gøre reglerne mere fleksible. Men den største hindring for, at man kan købe bolig, er ikke lånereglerne, men at priserne er kommet så højt op, at færre kan være med."

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis