De store bølgeskvulp på rentemarkederne har gjort hverdagen udfordrende i landets realkreditinstitutter, der i øjeblikket åbner op for lån med højere renter med raketfart.
Allerede inden de fastforrentede lån med 6 pct. i rente har set dagens lys, er der i kulissen hos Totalkredit gjort klar til endnu et rentesmæld for boligejerne. Landets største realkreditinstitut har nemlig forberedt låntypen med 7 pct. i rente og ti års afdragsfrihed.
“I sidste uge gjorde vi klar til, at lån med 6 pct. i rente kunne åbne. Vi gjorde i samme ombæring også klar til 7-procentslånet med ti års afdragsfrihed, fordi der var så meget usikkerhed. Når vi nu skulle i gang, så kunne vi lige så godt tage den med, hvis vi skulle få brug for den senere,” siger Sune Malthe-Thagaard, der er chefanalytiker i Totalkredit.
Renterne er dog faldet tilbage, siden landets realkreditinstitutter varslede de nye lån. Det betyder, at lånene med 6 pct. i rente endnu ikke er åbnet. Det er dog ikke langt fra, fortæller Totalkredit-analytikeren.
“I går (onsdag, ) vurderede vi, at 6-procentslånet med ti års afdragsfrihed stadigvæk ville ligge lidt over 100. Vi må lige se tiden an, hvordan det går. Om det sker i dag (torsdag, ), eller om det sker i næste uge, er svært at sige, men vi er relativt tæt på at kunne åbne,” siger Sune Malthe-Thagaard, der forklarer at lånet med 7 pct. i rente og ti års afdragsfrihed ligger længere ude i fremtiden.
“Der vil i hvert fald skulle nogle kurspoint til når 6-procentslånet åbner, før vi begynder at overveje lån med 7 pct. i rente,” siger han.
I øjeblikket er det toneangivende fastforrentede lån med afdrag med 5 pct. i rente. Her lyder tilbudskursen i øjeblikket på omkring 97,5. Lånene med afdrag generelt handler til højere kurser end lån med afdragsfrihed, og derfor går der formentlig længere tid, før den låntype åbner med højere rente, fortæller Sune Malthe-Thagaard.
Selv hvis det skulle ske, at låntyperne dykker under kurs 100 og i princippet kunne åbne, er det ikke sikkert, at de bliver tilbudt til landets boligejere, forklarer Totalkredit-analytikeren.
Renternes hastige himmelflugt har nemlig betydet, at de nuværende obligationsserier har haft meget lidt tid i markedet. Eksempelvis nåede Totalkredit kun akkurat at åbne lån med 10 års afdragsfrihed og 5 pct. i rente i løbet af juni, inden man igen måtte lukke for tilbudsgivningen, da kursen steg til over 100. I slutningen af august kom det atter i spil, da renterne i løbet af august strøg i vejret.
Derfor er man i Totalkredit også påpasselige med bare at åbne for låntyperne, så snart kurserne krydser 100.
“Det handler om at være klar, men vi skal selvfølgelig ikke bare åbne for et lån, hvis det kun er åbent i et splitsekund,” siger Sune Malthe-Thagaard.
Der findes ikke en soleklar opskrift på, hvornår et lån kommer i handel eller ej. Ifølge Sune Malthe-Thagaard er et vigtigt parameter, at man i realkreditinstitutterne føler sig sikre på, at der er likviditet nok i serierne.
I praksis betyder det, at der skal udstedes tilstrækkeligt mange penge i obligationen, for at de bedste priser kan stilles. Ellers risikerer boligejerne ikke at få gavn af et eventuelt kursfald, hvis renterne skulle stige, fordi prisdannelsen bliver skæv.
“Vi skal have en forventning om, at der skal kunne komme en god likviditet i serien. Det sker nogle gange, at der ikke når at komme god likviditet i serierne, og det er hverken en fordel for dem, der tager lånet eller investorerne,” siger Sune Malthe-Thagaard.
Hastigheden har betydet, at likviditeten har været en udfordring i hjørner af det danske realkreditmarked.
“Selv for os som landets største realkreditinstitut har det været en udfordring i nogle af serierne,” fortæller Sune Malthe-Thagaard.