ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Nyt boliglån på hylden: Boligejere kan nu få fast rente og fleksibel afdragsfrihed i 30 år

Boligmarkedet er fortsat rødglødende, trods corona-pandemi. Arkivfoto: Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix
Boligmarkedet er fortsat rødglødende, trods corona-pandemi. Arkivfoto: Oscar Scott Carl/Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Danske Bank-ejede Realkredit Danmark lancerer endnu en nyskabelse på det danske realkreditmarked.

Realkredit Danmark udviklede for tre år siden produktet Flexlife, hvor boligejere løbende kunne ændre, hvorvidt de ønskede at betale afdrag på deres realkreditlån eller ej. Og såfremt realkreditlånet var under 60 pct. af boligens værdi, kunne man vælge afdragsfrihed i 30 år. Der var dog den begrænsning, at Flexlife alene blev tilbudt med variabelt forrentede realkreditobligationer.

Den begrænsning fjerner Realkredit Danmark fra i dag torsdag. I morges meddelte realkreditinstituttet til Fondsbørsen, at man vil udstede en ny 30-årig realkreditobligation med en fast kuponrente på 1 pct., men hvor det er muligt løbende et tilpasse, om låntagerne vil betale afdrag eller ej.

"Vi har i længere tid set, at kunderne foretrækker fastforrentede lån. Og vi har også hørt fra kunderne, at de gerne vil have den fleksibilitet, der ligger i Flexlife, men baseret på muligheden for at vælge fast rente i 30 år. Så det har vi lyttet til, og derfor har vi udviklet Flexlife Fast," siger Realkredit Danmarks adm. direktør, Carsten Nøddebo, til Børsen.

Det nye produkt afviger dog på visse punkter fra de traditionelle fastforrentede 30-årige lån. For det første tilbydes de kun til finansiering af helårsboliger og ikke sommerhuse, og for det andet er den maksimale belåning på 75 pct. af boligens værdi og ikke 80 pct.

Fleksibilitet koster ekstra på bidragssatsen

Lånet prissættes som et traditionelt 30-årigt fastforrentet lån med et tillæg på 0,15 procentpoint. Det betyder, at låntagere vil betale mere for lånet, såfremt de betaler afdrag. Omvendt kan de, lige som det hidtidige Flexlife-produkt, vælge at få afdragsfrihed i hele lånets løbetid, såfremt lånet ligger inden for 60 pct. af boligens værdi.

Til sammenligning koster afdragsfrihed i op til 10 år på traditionelle 30-årige fastforrentede lån et tillæg i bidragssatsen på 0,1 procentpoint for den del af lånet, der er under 60 pct., og 0,3252 procentpoint for den del af lånet, der ligger over 60 pct.

Låntagerne kan slå afdragsfrihed til og fra fire gange årligt. Det vil koste et gebyr på 1000 kr., men Realkredit Danmark påpeger dog, at det er betydeligt billigere end at refinansiere sit realkreditlån.

Realkreditinstituttet vil i øvrigt også tilbyde lånet til finansiering af udlejningsejendomme og til andelsboligforeninger.

Renten en anelse højere på ny obligationstype

Ud over at bidragssatsen vil være højere, vurderer Realkredit Danmark også, at kursen på den nye Flexlife Fast-obligation vil være lidt lavere, og den effektive rente derfor højere end for en 30-årig obligation med fast rente og ti års afdragsfrihed.

"Investorerne vil have en lidt anderledes og mere uforudsigelig afdragsprofil, så vi vurderer, at kursen vil blive en anelse lavere. Men ifølge vores beregninger vil det medføre en ekstra renteudgift på 50 kr. pr. år pr. lånt million," fortæller Carsten Nøddebo.

Men lånets øvrige karakteristika vil være de samme som for det helt traditionelle 30-årige fastforrentede lån, herunder muligheden for løbende at førtidsindfri lånet, enten til markedskursen eller til kurs 100, så også Flexlife Fast-kunderne kan konvertere op eller ned i takt med ændringer i markedsrenten.

Tradition for innovation

Siden Realkredit Danmark lancerede Flexlife i august 2017, er der optaget lån for over 40 mia. kr. i produktet.

Med Flexlife Fast fortsætter Realkredit Danmark traditionen med at innovere det danske realkreditmarked.

Det var Realkredit Danmark der i 1996 opfandt det variabelt forrentede lån, Flexlånet, og det var også Realkredit Danmark, der i 2003 introducerede muligheden for afdragsfrihed på realkreditlån. Instituttet opfandt også det variabelt forrentede lån med et renteloft, Flexgaranti, og en variant, hvor renteloftet løbende kunne sænkes, men ikke hæves, som blev kaldt Rentedyk.

De tre andre dominerende realkreditinstitutter, Nykredit/Totalkredit, Nordea Kredit og Jyske Realkredit, har dog typisk været hurtige til at kopiere produkterne.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis