Det Radikale Venstre vil lægge Nets ind under lovgivningen om aflønning i den finansielle sektor for at lægge loft over betalingsselskabets rekordstore incitamentsprogram.
Det siger partiets finansordfører Martin Lidegaard til Børsen Pro.
"Der er vitale samfundsmæssige interesser i Nets, og derfor er det en enkelt og logisk tanke at tage Nets ind under Lov om finansiel virksomhed i forhold til aflønningsforhold," siger Lidegaard.
Loven regulerer bonusser i bankerne, og sætter et loft over variabel aflønning som bonusser og optionsprogrammer, så den maksimalt kan udgøre det samme som medarbejdernes faste løn.
Den blev vedtaget efter finanskrisen af bredt flertal i Folketinget for at forhindre at bankansatte og ledere blev fristet til at risikable beslutninger for at udløse attraktive lønpakker. Det er den samme logik, som Lidegaard vil have overført til betalingsformidlere som Nets.
Børsen beskrev i sidste uge, hvordan Nets har tilrettelagt et nyt incitamentsprogram, der kan sikre selskabets øverste 60-70 chefer op mod 7 mia. kr. i gevinster på almindelige medarbejderaktier og særlige aktier, der først får værdi, hvis selskabet værdi øges betragteligt.
"Jeg forstår godt bekymringen og forargelsen (omkring Nets lønpakke, red)," siger Lidegaard, der mener at Nets har samme "vitale rolle" for den finansielle infrastruktur som de store banker og realkreditinstitutter.
"Vi har en interesse i stabilitet, og derfor synes jeg det er rigtigt at lægge dem ind under samme lov, så incitamentsaflønningen ikke kan blive større end den almindelige årlige løn," siger Lidegaard, der fortsætter:
"Det som bankerne og Nets har til fælles er, at det danske samfund ville lide meget stor skade, hvis det ubehagelige skulle ske, at virksomhederne gik ned eller fik andre vitale problemer. Derfor synes jeg også det giver mening, at man gør hvad man kan for at stabilisere virksomhedens virke."