“At blive blind er som at blive levende begravet i sig selv,” siger han.

Øjnene er røde, som om han har grædt, men det har han ikke. Ikke i år. Han har ellers grædt meget. Knud Romer kniber øjnene sammen. Det er grøn stær. Synsnerverne er væk og kommer ikke tilbage.

“Jeg har under 10 pct. af synet tilbage. Jeg kigger gennem et nøglehul.”

De sidste par år har jeg været bekymret for Knud Romer. Ikke fordi vi kender hinanden, men fordi jeg og alle andre offentligt har kunnet følge med, mens han er blevet ramt af ulykker af gammeltestamentlige dimensioner. På én gang: Skilsmisse, blindhed, psykisk sammenbrud, indlæggelse, økonomisk ruin. Jeg er bekymret for et menneske, der selv siger, han brænder sit lys i begge ender og altid har gjort det, og jeg er bekymret, fordi Knud Romer har lydt skiftevis desperat og opgivende i interview, sagt at han er “et spøgelse”, “færdig”, at “det hele er gået under, og der ikke er noget håb”. Så sent som i efteråret i Kristeligt Dagblad, da hans nye roman “Pigen i violinen” udkom: “Det, som jeg har levet for, er væk, og at alt, hvad jeg gør, er derfor forgæves.”

“Ja, tak, det har jeg sgu også.”

Knud Romer giver ved dørene i sin lejlighed i Toldbodgade, mellem de antikke, tyske mahognimøbler fra barndomshjemmet i Nykøbing Falster.

“Vil du have kaffe, vil du ikke have et glas vin, jeg har også spansk konfekt,” råber han fra køkkenet.

På sofaen ligger et slidt oplæsningseksemplar af “Den som blinker er bange for døden” – forfatterens atombombe af et selvbiografisk gennembrud fra 2006. Forsidens fotografi er identisk med møblementet i Knud Romers spisestue, helt ned til den hvide dug på bordet – det er den levende (litteratur)historie, man står i, midt i stuen, hvor to meterhøje, pink lysetræer blinker og skriger om opmærksomhed, selv om vi er langt inde i januar. Liv og værk er i sjælden grad det samme, når vi taler om og med Knud Romer.

“Jeg har mistet alt. Min kone er væk, jeg sidder alene og forladt i et tomt hjem med tomme børneværelser, nu har jeg tilbragt den anden jul alene. Jeg har mistet min bil, min båd, mit hus på landet, min identitet, mit syn, min fremtid, jeg kan ikke forsørge mig selv. Jeg er fucked, jeg har mistet alt, jeg kommer aldrig over det her. Jeg har lagt to af mine gode venner i graven det sidste år, og jeg er selv 61, vores dage er talte. Så jeg er der, hvor… I don’t… give… a… shit! Jeg kommer lige ude fra jeres fotograf, som syntes, jeg skulle tage tøjet af på billedet. Jeg tog tøjet af. For ved du, hvad jeg er? Jeg er ligeglad. Og ved du, hvad jeg er? Jeg er glad!”

Forleden var han ude at holde foredrag i en kommune, hvor alt var gule mursten.

“Trappen, parkeringspladsen, alt er gult, så når jeg går ud, går jeg bare lige ud, og så falder jeg ti trappetrin ned, for jeg kan ikke se trappen. Jeg løber ned efter cola hos min købmand lige før lukketid og banker direkte ind i en lygtepæl, så jeg får en kæmpe flænge i hovedet og ligger der og må sys. Jeg stoppede 20 cm fra kanalen foran DOK 1 i Aarhus, for jeg troede, fortovet bare skiftede farve. Hvis du skvatter ned i den kanal i november… jeg dør nok ikke, for jeg er ret god til at svømme, men det ville da være irriterende.”

Da Knud Romers anden roman “Kort over Paradis” udkom i 2018, ramlede hans liv. Han havde i årevis skrevet hele natten “på hvidvin og marihuana” for at blive færdig med bogen, og samtidig med udgivelsen blev han “skilt og blind samtidig”, som han siger.

“Jeg skreg af angst. Jeg sad i et fly, der styrter direkte mod afgrunden.”

Han lod sig indlægge på et privat psykiatrisk hospital, hvor han blev behandlet med medicin og samtaler af en psykiater, som ifølge Romer selv reddede hans forstand.

“Jeg har knyttet mig til ham. Han blev mit anker. Han har en uendelig ro. Vi er blevet venner, og jeg besøgte ham i går. Han har fået akut blodkræft og skal dø inden for få måneder. Men han er fuldstændig afklaret og rolig. Han er stoiker. Døden skræmmer ham ikke. Han ser den i øjnene. Det er fantastisk.”

Den næste, der reddede Knud Romers forstand, var overlægen, der hjalp ham på øjenafdelingen. De blev venner. Han er også blevet venner med en diakon på et hospice, fortæller han. Det er vigtigt, at det er netop de tre mennesker, han er blevet venner med, understreger han.

“Når du er ude at skide, smider du ankre ud i omgivelserne. Jeg fandt ud af i forgårs, hvad fanden det er, jeg laver. Jeg bliver venner med det, jeg er bange for. Hvorfor fanden er jeg blevet venner med lige nøjagtig de tre mennesker? Det er, fordi jeg er bange for at blive sindssyg, bange for at blive blind og bange for at dø. Jeg bliver venner med det, jeg frygter allermest. Man skal konfrontere frygten, se den i øjnene. Bliv venner med din frygt! For så er der ikke noget at være bange for. Det er jo en desperation, som er helt vild, men samtidig er det at omfavne det.”

“Prøv at høre her: Jeg sagde hele tiden til psykiateren, min ven: “Jeg er så ulykkelig, for jeg har mistet alt. Et helt livsværk er fucking gone. Det er ikke min skyld. Så siger den idiot, der er stoiker: “Det er din skyld. Hvis du er bange, er det, fordi du vil være bange. De følelser kommer ingen andre steder fra end dig selv. Hvis du vil være ulykkelig, så bliver du ulykkelig, og så er du ulykkelig. Jeg gider ikke at høre på det. Og det lyder umiddelbart som noget amerikansk “du kan, hvad du vil, succes er et spørgsmål om at tænke det”, og jeg har altid være afvisende over for det, fordi du er ikke ulykkelig uden grund. Problemet er bare, at grunden forsvinder jo ikke. Så hvad vil du gøre?” Min ven psykiateren sagde til mig, “Knud, måske skal du acceptere dig selv, som du er. Så hvis du er ulykkelig, så er det, fordi du vil være det.”

Knud Romers musikalsk-falsterske talestrøm sætter sjældent farten ned, men skruer ofte op for volumen, og nu råber han psykiaterens gode råd:

“Så DYRK DET! SÅ OMFAVN DET, KNUD! SIG: JEG ER EN DEPRIMERET, ULYKKELIG FORFATTER, DER HAR BRUG FOR AT VÆRE ULYKKELIG. MEN SÅ LAD VÆRE MED AT VÆRE ULYKKELIG OVER AT VÆRE ULYKKELIG!!”

“Jeg har fundet ud af, at hvis du bliver venner med det, så vender det sig om. Hvis du accepterer det og anerkender det som dig selv. Psykiateren sagde til mig, “Knud, hør her: Der er ingen mennesker, der er perfekte. Du er en liderlig, drukfældig, lille svindler, du er en blærerøv, du higer efter anerkendelse og ditten og datten, Knud, i stedet for at gøre et problem ud af det, så vend dig om og giv dig selv et knus og anerkend dig for det, du er! Et røvhul, en blærerøv, en drukfældig svagpisser, giv dig et knus!””

“Det kan man ikke bare. Det har taget tre år. Siden jeg blev blind og skilt, har det taget mig tre år at finde fred med, at det ikke blev, som jeg ville. Men nu vil jeg gerne have det, som det er. Nu sidder du her. Vi snakker. Det er da meget hyggeligt.”

“Nej. Du må regne med, at det her er på mange måder accept af død, af endelighed, fravær, at det hele er divideret med nul fra starten. Du kan jo ikke få noget med herfra, du kan højest give noget. Det skægge er, at det her gør, at du bliver mere gavmild, nænsom og omsorgsfuld og værdsætter tingene meget mere. For du skal ikke have noget ud af det. Du har tabt på forhånd. Løbet er kørt, okay? Du er færdig. Slut med dig! Men måske begynder man at interessere sig for andre mennesker og synes, at alt er fascinerende og vidunderligt og værd at tage sig af – fordi jeg skal jo ikke have noget ud af det.

Det handler om synsvinkel. Man sidder og graver i sit sår: Jeg sidder alene og forladt og bliver blind, og hvor er mine børn, jeg ser dem aldrig og åhåhåh. Men mine børn har jo et perfekt liv med venner og alt muligt. Alle fædre føler sig forladt af deres pubertære døtre (Knud Romers børn er 13 og 15, red.), indtil man finder ud af, at deres liv ikke handler om mig. Giv slip! I Amerika siger man: “An open hand is the tightest grasp.” Giv slip!”

“Nej… Nej. Men vi lever vores liv i de historier, vi fortæller om det. I princippet er alt jo bare år og år og år. Det har ingen retning, ingen udvikling, det har ikke noget mål. Men vi giver det retning, du har et mål, du kommer et sted fra, du vil et sted hen, du har sejre og nederlag, venner og fjender. Du laver en historie ud af det. Der er ingen fucking historie! Du laver den selv. Vi lever vores liv i de historier, vi fortæller om det, dvs. vi er alle sammen omvandrende romaner. Mit princip er, at der er ingen forskel på bøger og mennesker. Og det at blive blind og forladt og hvad nu end, det skal være… Jamen, det kan jeg jo gøre til en historie. Når jeg bliver ramt af ulykke eller hvad som helst, er det første, jeg gør, at sætte mig ned ved mit lille bogstavklaver (hamrer i bordpladen med fingrene som i et tastatur, red.), og så begynder jeg at skrive. Jeg græder hvert eneste ord ud. Min måde at bearbejde det på, stå imod og lave fremtid på, at lave penge på, er at skrive (hamrer fortsat i bordpladen med fingrene, red). Og det første, jeg gjorde, var, at jeg skrev et lille digt: Den grønne stær har bygget rede i det, som var mit blik engang/ Den tager alt, som var til stede, og gør det til sin aftensang/ Den synger om de lyse dage, himlen blå og marken gul/ Der er kun skyggerne tilbage i sangen fra den blinde fugl/ Den lagde sorte æg i blikket og ruger sine unger ud/ Om lidt er midnatsfugle klækket og letter i et stjerneskud.”

Indtil nu har Knud Romer talt, som en Uzi-gun skyder, men da han reciterer sit eget digt, er det med en blid stemme i et roligt tempo. Han holder en kort kunstpause, inden han fortsætter.

“Og så tænkte jeg, “nej hvor er det fint”. Så har jeg forvandlet et tab til sang. Det er min måde. Nogen tager benzodiazepam, eller hvad fanden det hedder.”

“Nej. Jeg fik akut angstdæmpende i 14 dage, da jeg var indlagt for tre år siden.”

“Om jeg drikker? You betcha! Men jeg kan ikke ryge marihuana længere, fordi jeg er bange for, at jeg bliver sindssyg. Jeg har røget hver eneste dag, siden jeg var 15. Lige nu kan jeg holde styr på angsten ved at være nøgtern. Hvis jeg ryger mig skæv og kigger på, at om et år eller to kan jeg ikke se noget som helst, så skriger jeg af rædsel. Så det må ikke ske. Marihuana gjorde mig til digter, det gjorde mig liderlig, det er en velsignelse, jeg fucking elsker det. Men jeg kan ikke, jeg må ikke.”

“Jeg får storhedsvanvid og bliver deprimeret. Min kone sagde altid: “Du har et alkoholproblem”, så sagde jeg: “Nej, det er dig, der har et problem med alkohol.” Jeg elsker alkohol og stoffer. Jeg elsker høj musik. Jeg elsker sex. Men jeg er så glad for, at mine børn er af en anden tid. De rører ikke alkohol og smøger, de lever så sundt, de er ekstremt målrettede, fornuftige og ambitiøse.”

“Ja. Hvad skulle der ellers være? Det vigtigste for mig er, at jeg ikke mistede mit hjem. Jeg var så tæt på. Min største angst er at blive hjemløs, ende på gaden. Og at blive blind OG hjemløs, så begynder det ikke at være sjovt. Da det lykkedes mig med det yderste af neglene at beholde denne lejlighed og blive godkendt til realkredit, sagde jeg: “O.k., nu kan I bare komme an.””

Knud Romer spænder højre biceps og knytter næven.

“Hvis jeg stræber efter at genoprette det uoprettelige, så er der ingen lyspunkter. Du kan enten bruge resten at dit liv på at sørge over det, du har mistet, eller du kan glæde dig over, at du rent faktisk er i live.”

“Næh, for jeg skal ikke længere nogen steder hen. Det er den stoiske erkendelse af, at alt er divideret med nul. Du har tabt på forhånd. Det gør, at du ikke stræber. Jeg trækker vejret. Jeg har fundet ro med, at det er, som det er. Pludselig finder du af, at der er simpelthen ikke noget at komme efter. Det er ikke noget tab. Det er en gevinst. Folk tror altid, at nihilismen er negativ. Den er glad, fordi du lige pludselig er befriet for at fordømme. Jeg elsker simpelthen stort set alt, alle slags mennesker, musik, mad, genrer. Efter nogle år tænkte jeg, nu gider jeg simpelthen ikke det her mere. Min kone har fundet en ny. Jeg har fundet mig en kæreste på Amager, hun er pissesød, hende kan jeg godt lide.”

“Nej. Min glæde er ikke lagt over i hende. Snarere tværtimod er jeg i stand til at være glad for hende, fordi jeg har set det hele i øjnene?

“Ikke noget. Ich bin restlos zufrieden.”

“Jamen, hvad skal jeg ønske mig? Hvis du har lagt tingene bag dig, er du bare glad og tilfreds. Jeg er glad, hvis jeg kan betale min husleje. Det er det, jeg ønsker mig mest. At kunne forsørge mig selv i fred og ro uden at være bange. Om jeg kan det? Det er sådan, som jeg altid har vidst, at selv om du har betalt din skat; hvis du ikke kan passe på dig selv, så er det ikke nogen andre, der gør det. Myndigheder og institutioner er nul og niks. Samtidig har jeg fundet ud af, at jeg er omgivet af ekstremt søde og hjælpsomme mennesker. Jeg har altid troet, at hvis du falder omkuld, så tager de dine sko. Men når jeg beder om hjælp, så får jeg hjælp, og jeg har fundet ud af, hvorfor det hedder “når nøden er størst, er hjælpen nærmest.” Det er, fordi nøden skal være rigtig stor, før du beder om hjælp. Folk er flinke.”

“Men hvem er jeg? Hvem mig? Hvem dig? Det er ret overvurderet, ikke? Et navn er en knappenål, som man sætter ned med et personnummer for at holde lortet fast.”

“Jeg skal prøve at acceptere, at der er nogen, der kan lide mig. Det er svært. Kender du dét?”

“Ja, og der er nok et stykke vej endnu. Altså, det er sådan her: “Jeg hader mig. Du må være idiot, at du kan lide mig”. Men jeg tror også, en vis portion selvhad skal til for at være nogenlunde værd at omgås. Fordi de der folk, der sidder og selvfeder den, ikke...”

Knud Romer fortæller, at han har skrevet et digt til sin kæreste. Igen bliver hans stemme blid og langsom, når han reciterer, endnu blidere end første gang.

“Du gav mig sommeren på en dag/Og alle mine sommerdage er det, som du er lavet af/Og gav mig sommeren tilbage”

Hvordan ser han sin fremtid og udsigterne, spørger jeg. Vil du blive og spise med, svarer han.

Døren til Knud Romers lejlighed bliver låst op. En smilende, lyshåret kvinde kommer ind og sætter sig ved siden af Knud Romer i stuen, hvor januareftermiddagen er mørk som mahognimøblerne. De kysser hinanden.

“Det er min kæreste,” siger han, og bliver for første gang bragt lidt ud af kurs i sin skarpe og ustoppelige talestrøm. Nærmest genert. Som om han er meget yngre end 61 år.

“Jeg kan altså ikke sidde her og tale frit fra leveren, når du er her,” smiler han. Kæresten går ud i køkkenet og laver kaffe. Da hun er gået, fortsætter Knud Romer:

“Vores hjerner fungerer ved, at vi hele tiden lægger mærke til afvigelser. Vi er ude efter forudsigelighed, kontrol, så vi lægger altid mærke til, når ting afviger. Det er derfor, børn hele tiden løber rundt og bliver overraskede, for deres spådomme i hjernen bliver hele tiden brudt. Langsomt har vi så lavet så mange realitetstjek, at vores forudsigelser i hjernen stemmer nogenlunde overens med det, der sker, og så keder vi os ihjel. For stor forudsigelighed giver kedsomhed, for lidt giver angst. Men det fede er, at når du så ikke kan se mere, bliver du barn igen, for livet er fuld af overraskelser. Det er blevet uforudsigeligt og ukontrollabelt, og who knows what’s gonna happen?”

“Ja.”

På sofaen ligger Knud Romers mesterværk, hans historie og liv, “Den som blinker er bange for døden”.

Hvad så med de røde øjne, kan jeg høre nogen spørge. Dem, vi startede med. Knud Romer har grædt et vandfald de seneste år. Knud har grædt ud. Han kniber det ene øje sammen, men ser lige ind i øjnene på den, der spørger, og fastholder blikket i timevis, til sidste sekund. Han blinker ikke.