Fintech-selskabet Pleo, der tilbyder intelligente firmakort og en platform til udgiftshåndtering, er overbevist om, at de på et tidspunkt overhaler de største danske finansinstitutioner som Danske Bank og Tryg i markedsværdi.
Pleo er netop debuteret som en unicorn - på dansk enhjørning – med en værdi på 1,7 mia. dollar eller 10,6 mia. kr., og medstifter og topchef Jeppe Rimdom mener, at det ligger i kortene, at Pleo en dag bliver det dyreste danske finansselskab.
"Jeg tror, at Pleo kan blive den største finansielle institution i Danmark – også større end Danske Bank,” fortæller Jeppe Rindom i forbindelse med nyheden om, at to store amerikanske venturefonde Bain Capital Ventures og Thrive Capital sammen med de allerede eksisterende investorer har skudt 940 mio. kr. i virksomheden i det, som kaldes en serie-c investering.
Der er dog et stykke endnu for Pleo, før selskabet når Danske Banks markedsværdi på 97,8 mia. kr. og Trygs på 104 mia. kr.
To veje forbi Danske Bank
Men måden at gå forbi de danske finansgiganter går ad to veje. Dels har Pleo 80 pct. af sin forretning uden for Danmark og giver den gas med de nye penge, hvilket giver store muligheder for vækst. Dels har både Tryg og Danske Bank langt størstedelen af deres forretning i Danmark med de mere begrænsede muligheder for at vokse.
Jeppe Rindom tror, at den etablerede finansielle sektor skal transformere sig til at blive langt mere kundecentriske og tech-centriske både på deres egen infrastruktur og brugeroplevelse. Samtidigt gør han opmærksom på, at den finansielle sektor overordnet har en lav grad af tilfredshed fra kundernes side.
”Jeg tror, det er helt andre virksomheder end de etablerede, der kommer til at vinde, og på den led mener jeg, vi er godt positioneret,” forklarer Jeppe Rindom og fortsætter:
”Jeg er ret sikker på, at vi har potentialet til at give det et skud til at blive de største. Jeg tror nærmere, at retningen for de finansielle aktører i Danmark går sydpå, og fortsætter vi med den succes, som vi har nu, vil vi ende med at blive den største,” siger han om Pleo, der har femdoblet værdiansættelsen de seneste to år.
Klarna er casen
Han kigger blandt andet mod Sverige og Klarna, der netop har etableret sig i Danmark i fortællingen om, at selv en fintech, der er meget specialiseret, kan være blive værdifuld end de etablerede spillere på finansmarkederne.
Eksempelvis har Klarna allerede en værdi på over 190 mia. kr., hvilket ville gøre den til den mest værdifulde finansielle spiller i Danmark, hvis den var dansk.
Klarna er aktiv i 17 lande, mens Pleo er etableret i de seks europæiske lande Danmark, Storbritannien, Sverige, Tyskland, Irland og Spanien.