ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

PFA tabte tre mia kr: Detroniseret dansk flykomet taber 725 mio kr på 183 dage

Martin Møller Nielsen har gennem tiden tjent milliarder på at sælge aktier i sit livsværk NAC, som han nu er helt ude af. Arkivfoto: Astrid Dalum
Martin Møller Nielsen har gennem tiden tjent milliarder på at sælge aktier i sit livsværk NAC, som han nu er helt ude af. Arkivfoto: Astrid Dalum

725 mio. kr. på 183 dage, svarende til lige under 4 mio. kr. om dagen eller 165.000 kr. hver eneste time døgnet rundt.

Så mange penge (102 mio. dollar) tabte Nordic Aviation Capital (NAC) i andet halvår 2021, afslører flyvirksomhedens netop offentliggjorte regnskab.

Underskuddet understreger ganske tydeligt, hvilken deroute selskabet har været på, siden coronapandemien ramte og sendte hele flyindustrien ud i en kæmpe krise med NAC som et af de tydeligste eksempler.

Nordic Aviation Capital afværgede dog lige netop en konkurs i begyndelsen af denne måned, men Martin Møller Nielsen, der stiftede selskabet, har i løbet af krisen set sin virksomhed smuldre imellem fingrene på ham.

Stifter er ude

Det kulminerede for to uger siden, da det på cvr kom frem, at han nu ikke længere er en del af ejerkredsen i Nordic Aviation Capital.

Nordic Aviation Capital har i en længere periode været under rekonstruktion i USA – i en såkaldt kapitel 11-ordning – men virksomheden blev officielt reddet den 1. juni. Til gengæld måtte Martin Møller Nielsen vinke farvel til sin ejerandel på 26 pct.

I stedet består ejerkredsen nu primært af tidligere kreditorer, der undervejs har mistet milliarder af kroner på krisen i Nordic Aviation Capital, og de tror på, at selskabet har en fremtid.

Men den tegner usikker, fremgår det af regnskabet.

“De fremtidsplaner, ledelsen har for virksomheden som helhed, er fortsat på et tidligt stadie. Det er ikke på nuværende tidspunkt muligt at forudsige rimelige estimater for virksomhedens resultater. Derfor er den forventede omsætning og indtjening for 2022 heller ikke medtaget,” skriver ledelsen, der dog kan konstatere, at omsætningen er på vej i den rigtige retning.

Selskabet offentliggjorde i tirsdags, at det har sikret sig nye kreditfaciliteter på 400 mio. dollar, svarende til ca. 2,8 mia. kr., som bl.a. er blevet stillet til rådighed af Deutsche Bank, Royal Bank of Canada og Citi.

“Denne facilitet vil give den kapital og fleksibilitet, der kræves for at eksekvere vores strategiske vækstplan og understøtte NAC’s mål om at forblive den globale leder inden for regional flyleasing,” lød det fra fra Gareth Halpin, executive vice president i Nordic Aviation Capital, der i løbet af restruktureringsprocessen løbende er blevet tilført nye penge, mens man forhandlede med sine kreditorer om at sløjfe gælden.

Gæld for 38 mia kr

Der var på et tidspunkt en gæld på 38 mia. kr., efter den store kapitalfond EQT havde smidt nøglerne til selskabet i foråret 2021.

På det tidspunkt var Martin Møller Nielsen ifølge Forbes Danmarks syvenderigeste person, der frygtede, at hans selskab ville gå konkurs.

“Hvis vi ikke får en løsning, og hvis der ikke sker et mirakel, og det gør der jo nok ikke, så er næste skridt en formel rekonstruktion, og hvis den fejler fuldstændigt, så er der endnu sværere ting i horisonten,” siger Martin Møller Nielsen, der heller ikke længere sidder i bestyrelsen og dermed intet formelt har at gøre med NAC, som han stiftede i 1990.

Da det gik bedst for NAC, der ejer knap 500 leasingfly, ejede Martin Møller Nielsen et af de mest succesfulde selskaber i Danmark.

Investeringen tegnede undervejs også til at blive lidt af et guldæg for EQT, der mente, at NAC var oplagt at børsnotere.

Nedturen har også kostet danske pensionsopsparere penge. Pensionskassen PFA Pension investerede i 2018 3 mia. kr. i NAC på vegne af sine kunder, og de penge er nu blevet bogført som et tab.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis