Det bliver nu sværere at komme ud af sin pensionsordning hos Norli Pension, der har skabt en virksomhed i at opkøbe de gamle gennemsnitsrenteprodukter fra andre selskaber.
Det skyldes, at der fra første juni er indført et såkaldt kursværn på 1,9 pct. Kursværnet er relevant at forstå for de kunder, der ønsker at flytte ordning. Det er en slags ekstra gebyr, der bliver pålagt, hvis man vil skifte pensionsselskab.
Fidusen er, at det skal sikre, at pensionsselskabet ikke bliver nødt til at frasælge investeringer i et nedadgående marked, således at man ikke får opturen med, hvis det vender.
“Visse kunder i Norli Pension (tidligere Bonuspensionkunder) er omfattet af reglerne om kursværn, der kan indføres i en kortere eller længere periode, og som sikrer, at kunder, der ønsker at forlade Norli Pension før den aftalte tid, kun kan trække deres opsparings reelle værdi ud. Det sikrer, at de øvrige kunder ikke står tilbage med et tab, der ikke er deres,” skriver Norli på sin hjemmeside.
Som Børsen tidligere har beskrevet har også det noget større pensionsselskab P+ gjort brug af muligheden for at indføre kursværn for særlige kundegrupper. Det er på noget højere 7,3 pct.
Også her lød det, at man indførte kursværn for at beskytte de resterende pensionsopsparere, når en enkelt smuttede.
I Norli beregner man kursværnet hver måned.
“Kursværnet i Norli Pension afhænger dels af udviklingen på de finansielle markeder og dels af den mængde ekstra penge, vi vurderer, der skal hensættes, for at vi kan leve op til de fremtidige forpligtelser,” lyder det.
Norli har tidligere overtaget Skandia Pension, hvor resterne senere kom under AP Pensions ejerskab. Også garantikunderne fra Alm. Brand Pension er røget med over.
Norli Pensions primære ejer er gennem selskabet Nordic I&P den tidligere Goldman Sachs-mand Thomas Vinge Hansen, viser cvr-registret.