ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Pas­si­ve fon­de for­stær­ker ned­t­ur med ud­salg i de­fen­si­ve ak­tier

En faktor, der bliver stærkere og stærkere på aktiemarkedet, har været med til at forstærke den seneste måneds nedtur, så den også har ramt hårdt på aktiekurserne tilhørende defensive selskaber, der ellers ikke umiddelbart står til at blive hårdt ramt af coronakrisen.

Passive aktiefonde, også kendt som ETF’ere, har deltaget i det massive aktieudsalg uden skelen til de enkelte selskabers formåen. I modsætning til aktive aktiefonde, hvor en porteføljeforvalter sidder og håndplukker de enkelte aktier, så spejler en passiv fond eksempelvis C25-indekset 1:1. Og når investorer sælger ud af den slags fonde i krisetid, rammer udsalget derfor bredt i markedet.

“ETF-relateret flow har været med til at presse markedet ekstra hårdt den seneste periode. Og hvis der er udsalg i de forskellige ETF’ere så rammer det hele markedet og derved falder de defensive aktier som Novo Nordisk, Lundbeck og Genmab også,” lyder det fra Mads H. Zink, der er chefaktiehandler i Danske Markets.

Selvom de tre aktier indenfor medicinalsektoren ikke står til at blive ramt særligt på indtjeningen af coronavirussens hærgen ind i økonomien, så er de tre aktier siden aktietoppen 19. februar faldet 19, 30 og 29 pct. Danske aktier er totalt set faldet 27,5 pct.

Fonde i fremmarch

De seneste år er passive aktiefonde kommet til at fylde mere og mere i investorbilledet både herhjemme og globalt.

Tal fra Finans Danmark viser, at 15 pct. af alle investeringer, der er foretaget i danske aktier gennem fonde, nu er placeret i passive aktiefonde.

En anden børsmægler, som har bemærket tendensen med passive aktiefonde, er Peter Bækgaard. I USA, hvor han tidligere har arbejdet for Danske Markets og Carnegie udgjorde passive aktieinvesteringer allerede i 2016 42 pct. Det viste tal fra Morningstar dengang.

Peter Bækgaard er i dag privatinvestor og er investeret i både Lundbeck og Novo Nordisk.

“De passive aktiefonde spiller helt klart ind på kursudviklingen i de aktier,” siger Peter Bækgaard.

Tidligere under nedturen har han sagt:

“Det har jo ingen indvirkning på deres indtjening. Så jeg prøver at holde mig til det fundamentale, og jeg gør min analyse ud fra det. Men på et eller andet tidspunkt, så får man jo nogle fænomenale købsmuligheder.”

Pensionsselskabet Vellivs chefstrateg, Henrik Henriksen, har også over de seneste år iagttaget, hvordan passive aktiefonde fylder en større og større del på aktiemarkedet.

“Alt bliver solgt i øjeblikket. Og jeg tror indeksfondene spiller en rolle i nedturen. Der er ingen tvivl om, at gik man ud og tog en temperaturmåling, ville man finde nogle selskaber, som kører stort set uændret,” siger han og fortæller, at Vellivs kunder også efterspørger passive investeringer i stor stil:

“Vi kan se det hos os selv. Vi er gået fra, at det udgjorde 0 pct. hos vores kunder i 2012, til at nu er det mellem 15-20 pct. af de nye kunder, der kigger i den retning. Det betyder også, at når sådan noget som det her sker, og folk så vil nedbringe deres risiko, så sker det bredt og på hele markedet.”

Brugt til finansiering

Mads H. Zink ser også en anden årsagsforklaring på, at de defensive aktier, som ikke bør blive ramt hårdt ved økonomiske stød, alligevel er blevet trukket med ned:

“En anden årsag, til at mange defensive aktier er faldet, skyldes, at mange investorer har købt op i nogle af de aktier, der er faldet mere end markedet generelt og så har finansieret disse køb med salg i aktier, der trods alt ikke er faldet helt så meget. Og her er aktier som Novo, Lundbeck, Genmab m.v. blevet brugt som finansieringskilde for disse køb,” siger han.

Det mener Henrik Henriksen også er en medvirkende årsag:

“Folk ønsker at nedbringe risiko, og det gør man bredt. Og det kan man godt have en tendens til at gøre, der hvor det er faldet mindst,” siger han, om effekten der så alligevel i sidste ende er med til at trække de defensive aktier med ned.

Både Saxo Bank og Nordnet meldte i februar ud, at de mærker en stigende interesse for passive fonde. Det skete i forbindelse med, at Finans Danmark offentliggjorde tallene for passive aktiefondes markedsandel i Danmark.

Her forklarede Philip Frijs, der er global chef for investorprodukter i Saxo Bank:

“I Saxo Bank oplevede vi, at interessen steg rigtig meget i 2019, fordi kendskabet til dem er blevet større. De vinder i stor grad ind på de aktivt forvaltede investeringsforeninger, fordi kunderne er blevet yderst prisbevidste, og det er væsentligt billigere at agere i passive fonde frem for aktive.”



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis