Tilbage i september 2000 så en ny og anderledes bank dagens lys. Under stor opmærksomhed åbnede Basisbank, en moderne bank skabt til fremtiden. En internetbank, ingen fysiske filialer, filialnettet var allestedsnærværende og hed www. En digital bank skabt til fremtiden.
I dag lidt mere snart 20 år senere er banken under afvikling, ejeren kan ikke få forretningsmodellen til at hænge sammen.
Basisbank venter at aflevere deres banklicens i andet kvartal. Alle udlån er nu solgt, og indlånene i gang med at blive opsagt eller overført til andre pengeinstitutter.
Den seneste ejer – gennem snart ti år - rigmanden, Lars Thuesen, kendt fra rejse- og luftfartsbranchen købte sig ind i den på daværende tidspunkt nødlidende Basisbank tilbage i februar 2012.
Han fortæller her historien om, hvorfor han så sig nødsaget til at dreje nøglen om, efter først at have indleveret banklicensen til Finanstilsynet i juni og endelig at sælge udlånsforretningen fra i slutningen af oktober.
”Efter finanskrisen var alle klar over, at der ville komme stramninger, men slet ikke af denne kaliber. Det tror jeg ærligt talt ikke der var nogen der havde fantasi til at forestille sig,” siger Lars Thuesen.
Summen af stramninger kvæler
Han fortæller, at det ikke er den enkelte stramning der er problemet, men mere summen af dem.
Han taler om de tre faktorer der slog Basisbank ihjel. Kapitalregler, hvor bankerne siden finanskrisen er pålagt den ene stramning efter den anden med et hav af kapitalbuffere, som skal polstre bankerne mod kriser. Så er der havet af nye regnskabsregler og endelig en besværlig og dyr kreditværdighedsvurdering af kunderne
”Havde det været den ene af tingene, yes det havde vi kunnet håndtere. To muligvis, tre out of question,” forklarer Lars Thuesen, der I 2012 ikke tænkte tanken, at der ville skylle en flodbølge af reguleringer ned over sektoren de kommende år, men troede at myndighedernes første prioritet var at holde kreditformidlingen flydende.
Kan det overhovedet betale sig at være i Jeres del af finansverdenen med alle kravene?
”Vi er nået til den konklusion at det kan det ikke,” siger ejeren af Basisbank, Lars Thuesen.
For lav forrentning
Han fortæller, at hvis der er nogen der er tilfredse med en forrentning af egenkapitalen på 6-8 pct. kan man godt få det til at spille i Danmark, og henviser her til professor på Aarhus Universitet, Carsten Tanggaard, der tidligere har udtalt, at en bankaktie bare er en statsobligation med et lille merafkast.
Ejeren fortæller, at hvis de relativt dårlige afkast bare var for en periode, og man kunne se lyset i horisonten ville det være noget andet at drive bank.
”Men opgiver man håbet om, at det nogensinde blive en god forretning, hvorfor skulle man så lave den,” siger Lars Thuesen og henviser til, at det var derfor han besluttede at trække stikket for driften af Basisbank i foråret.
”En rimelig forrentning af en bank af vores størrelse og risikoprofil ligger mellem 15-20 pct. Det er vel kun Ringkjøbing Landbobank der gør det,” fortæller han.
For en håndfuld år siden formåede Basisbank at forrente egenkapitalen med 32 pct., men så sent som i 2020 var forrentningen negativ. Bestyrelsen sad i Påsken og så på en bank med en egenkapital på 450 mio. kr.
Om afviklingen af Basisbank efter det siger han.
”I hvert fald er det en betydelig sikrere forretning at tjene nogle hundrede mio. kr.nu på at afvikle, end at prøve at drive den videre og tjenemåske50 mio. kr. om året og det endda kun når man har heldet og konjunkturerne med sig.”
I det store billede fra du trådte ind i ejerkredsen i februar 2012 til du lukker ti år efter, hvilken forretning har du så lavet?
”Det bliver ikke 15-20 pct. årlig forrentning af det som jeg har investeret,” siger Lars Thuesen, der dog venter et positivt afkast af de flere store investeringer han har foretaget i banken siden 2012.
Lukning er rettidig omhu
Han fortæller, at Basisbank var bygget op så de nåede et udlån på 2,5 mia. kr. på toppen. En mia. kr. mere i udlån på det tidspunkt havde været rigtigt godt for boniteten i forretningen.
”Men sandheden var at vores udlån faldt måned for måned. Derfor kunne man lægge en lineal og se hvornår dette her gik galt. At lukke nu er rettidig omhu,” understreger Lars Thuesen.
Hvad var din drøm da du købte dig ind i Basisbank fire år efter finanskrisen?
”Det var at opbygge den lette digitale adgang til udlån. Basisbank var attraktiv, da den ikke havde hele fortiden med sig, som eks. Et filialnet,” siger han om den digitale kommunikation med kunderne og at man ikke forlangte helkundeforhold for at hjælpe låntagerne.
”Her må jeg bare sig at den drøm bristede”
Er det slut med bank for dig?
”Ja det er det. Man skal aldrig sige aldrig her i tilværelsen, men det tør jeg godt sige her. Reguleret virksomhed inden for det finansielle system, det tiltrækker mig ikke”
Topchefen i Finanstilsynet, Jesper Berg har følgende replik til Lars Thuesen.
”Det er Lars Thuesens kapital og han må selvfølgelig selv bestemme, hvad han bruger den til. På tilsvarende vis er det et politisk valg, hvilke rammebetingelser, der gælder for at drive bank. Man har - fornuftigt synes jeg - valgt, at risikoen for skatteyderne ved bankdrift skal være mindre end finanskrisen viste den var. Derudover vil man ikke acceptere, at kunder, der
ikke er kreditværdige, lokkes i uføre. Det har selvfølgelig konsekvenser for nogle forretningsmodeller, men de kan ikke kaldes utilsigtede,” svarer Jesper Berg.