ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Fintech-panel: Skattelettelser skal smede Danmark om til fremtidens fintech-magnet

Lars Frelle-Petersen tror på, at Danmark kan blive et decideret hub for fintech-firmaer, hvis man begynder at rykke i de politiske snore, der kan skabe bedre forhold for branchen. Arkivfoto: Linda Kastrup/ Ritzau Scanpix
Lars Frelle-Petersen tror på, at Danmark kan blive et decideret hub for fintech-firmaer, hvis man begynder at rykke i de politiske snore, der kan skabe bedre forhold for branchen. Arkivfoto: Linda Kastrup/ Ritzau Scanpix Ritzau Scanpix

Danmark har med 230 virksomheder i december 2018 aldrig huset så mange fintechs som nu. Branchen er et trækplaster for udenlandske it-eksperter, men der er mange lande om buddet, når de eftertragtede talenter skal udvælge sig en bejler.

Og danske fintechs løber ofte panden mod muren, når der skal hentes skarpe hoveder til landet, lyder det fra et nyt panel nedsat af Copenhagen FinTech og Dansk Industri.

"Der er ingen tvivl om, at jagten på talent er hovedudfordringen, og det rummer nogle enorme perspektiver. Det handler i sidste ende om, hvordan vi skaber flere holdbare virksomheder herhjemme, så Danmark har noget at leve af," siger direktør med ansvar for det digitale område i DI, Lars Frelle-Petersen.

Det er især skattetrykket, der volder virksomhederne problemer, mener panelet.

"Vi skal være mere konkurrencedygtige på de økonomiske forhold. Vi har fået et rigtig spændende fintech-miljø i København, der er hjulpet godt på vej af Finansforbundet. Vi er kommet på landkortet, fordi Danmark er et attraktivt samfund, men det er en tæt global konkurrence. De her techvirksomheder placerer sig, hvor de har de bedste muligheder for at udvikle sig," forklarer DI direktøren.

En analyse af blandt andet Oxford research, vurderer, at fintech-sektoren har skabt 1500 nye job i Danmark, og at 500 af de jobs er skabt fra 2016 til 2017 alene. Analysen peger på, at branchen har potentialet til at skabe op mod 2000 job yderligere til 2020.

Forskerordning og medarbejderaktier

Fintech-Panelets anbefalinger til politikerne omfatter en justering af bruttoskatteordningen, også kendt som forskerordningen, som første prioritet.

Ordningen går i korte træk ud på, at udenlandske nøglemedarbejdere kan opnå gunstige skatteforhold, når de arbejder i Danmark, såfremt de modtager en samlet årlig lån over 799.200 kr.

I den løn tæller værdien af medarbejderaktier eller udbetalt kryptovaluta ikke med, og det bør politikerne ændre, da den type aflønning er udbredt i fintech-branchen, lyder det fra en af Fintech-Panelets medlemmer.

"Som ny fintech er du måske vant til at tilbyde en løn på omkring 45-50.000 kr. Men hvis du er en dygtig nøglearbejder, der skal komme til Danmark, rækker det ikke langt. Næsten halvdelen ryger i skat, og så skal du have en lejlighed, og hvis du vil ud og spise, er det superdyrt. Skattetryk og leveomkostninger er simpelthen for høje i forhold til den løn, man kan tilbyde," siger Mikael Nielsson, der er direktør i fintech-firmaet November First, som siden 2015 har tilbudt billige betalingsløsninger til virksomheder.

"Man kan ikke forvente, at dygtige it-folk vil vælge Danmark kun fordi, det er et dejligt sted at bo. Hvis vi vil have de rigtige ressourcer, må vi konkurrere med de andre lande i EU. Ellers går Danmark glip af en rigtig god forretning samt en masse indstrømning af viden til landet," fortsætter han.

Kniben rammer de store

November First har selv 14 fuldtidsansatte og forventer at gennemføre sin A-investerings runde i løbet af 2019, hvorefter virksomheden forhåbentlig skal gennemgå en vækstfase.

"To af mine medarbejdere sidder i Indien allerede nu. Hvis skattestrykket så anderledes ud, havde jeg haft dem i Danmark, hvor stort set alle vores ansatte også er fra udlandet," siger Mikael Nielsson og fortsætter:

"Problemet kommer, når fintech-virksomheder som vores skal gå fra startups til scaleups, hvor der er behov for at ansætte mange flere folk. Der bliver lovgivningen meget kompleks, og jagten på medarbejdere mere omfattende, og det er en kæmpe udfordring," siger direktøren.

På trods af at han selv sidder i spidsen for en virksomhed på vej mod en opskalering, fastholder han, at der er tale om en udfordring, som skal løses på vegne af hele Danmark.

"Fintech-virksomhederne skal nok klare sig. Ender de op i en størrelse, hvor lovgivningen gør, at de ikke kan outsource deres medarbejdere, flytter de bare hovedkontoret til udlandet. Så står Danmark tilbage som taberen. Det er vigtigt at man får sikret alle de andre brancher, hvor IT kompetencer får stigende betydning. Hvis man tror på, at IT folk er fremtidens håndværkere, er det håbløst, at man ikke danner de rigtige rammer for, at vi får viden på området ind i landet," lyder det fra fintech-chefen.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis