Nykredit havde igen i 2019 den største udlånsforretning i Danmark, og Danmarks største realkreditudbyder udbyggede føringen over Danske Bank.
Det viser Finanstilsynets årlige udpegning af systemisk vigtige institutter, SIFI’er, hvor tilsynet har opgjort institutternes balancer i forhold til bruttonationalproduktet og deres andel af realkredit og bankudlånet.
Nykredits andel af det samlede bank- og realkreditudlån steg til 31,7 pct. fra 31,2 pct. sidste år, mens selskabets andel af indlånet steg 0,2 pct. til 5,6 pct. Omvendt faldt Danske Banks andel af det samlede udlån til 29,1 pct. fra 29,6 pct., mens Danmarks største banks andel af indlånet steg fra 35,2 pct. til 36 pct.
Dermed har den historisk store konverteringsbølge, hvor danskerne skiftede realkreditlån for 500 mia. kr., i 2019 styrket Nykredits position overfor konkurrenterne.
Oveni konverteringerne hjemtog danskerne også en del nye realkreditlån, der blandt andet blev brugt til at indfri banklån, så realkreditudlånet voksede med 95 mia. kr. flere til 2.775 mia. kr. sidste år, mens bankudlånet til virksomheder og husholdninger faldt 13,5 mia. kr. til 829 mia. kr., viser tal fra Nationalbankens statistikbank.
Danmarks tredjestørste bankkoncern, Jyske Bank, vandt sidste år terræn på realkreditten, men tabte markedsandele på bankforretningen. Jyske Banks markedsandel af det samlede bank- og realkreditmarked faldt til 10,9 pct. fra 11,1 pct. i 2018, mens bankens andel af indlånet faldt fra 8,3 pct. til 7,5 pct., viser Finanstilsynets tal.
Danske Bank er stadig det klart største og vigtigste finansielle institut med en balance på 140,2 pct. af BNP mod 140,1 pct. i 2018. Det er dobbelt så meget som Nykredits balance, der ellers har oplevet den største vækst i balancesummen med 4,1 pct. af BNP, så den nu svarer til 69,4 pct. af den samlede værdiskabelse i Danmark.
For at blive udpeget til SIFI skal et institut i to år i streg have en balance på over 6,5 pct. af BNP, en andel af det samlede bank- og realkreditudlån over 5 pct. eller en markedsandel af bankindlånet på over 3 pct.
Danske Bank, Nykredit og Jyske Bank er de eneste institutter, der opfylder alle tre krav, mens de Sydbank og Spar Nord Bank klarer SIFI-kravet ved at have en markedsandel på indlån på henholdsvis 5,5 pct. og 3,9 pct.
De to sidste danske SIFI’er er Nordeas realkreditselskab, Nordea Kredit der ikke er en del af bankforretningen i Nordens største bank, og DLR Kredit. Nordea Kredit står for 9,2 pct. af det samlede udlån i Danmark, og har en balance på 20,4 pct. af BNP. Det relativt lille realkreditselskab DLR Kredit kommer med i det fine selskab, fordi balancen er 7,5 pct. af BNP.