Nets' ejerskab af dankortet var noget af det, der gjorde den danske betalingsformidler attraktiv for italienske Nets.
Det fortalte Nexis adm. direktør, Paolo Bertoluzzo, på en telefonkonference for analytikere mandag.
"Dankortet var noget af det, der var attraktivt for os ved Nets, for vi tror, at den næste generation af lokale betalingsløsninger er vigtige, og derfor er Nets' viden interessant for os," sagde Bertoluzzo.
Han forklarede, at attraktionen ved dankortet er, at Nets sidder på hele værdikæden, fra udstedelse af kort over kortterminalerne hos handlende og indløsningsaftaler med online-butikker til betalingsoverførslerne.
"I Italien har vi ikke længere en lokal kortløsning, men der arbejdes på at lave en næste-generations lokal kortløsning, og i den forbindelse er der meget, som vi kan lære af Nets. Og der arbejdes også med, hvorvidt der skal indføres en paneuropæisk løsning for debet-kort," sagde Paolo Bertoluzzo.
Dankortet blev indført som et papirkort for godt 37 år siden, men er de senere år i stigende grad blevet presset af internationale betalingskort fra blandt andet Mastercard, der er teknisk mere avancerede end dankortet.