ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Jyske Bank-boss forventer udskiftning i toppen inden et år: "Banken kan godt tåle, at vi alle fire stopper samtidigt"

I løbet af et år vil Lars Mørch være i stand til at indtræde i direktionen. Det var meldingen fra Jyske Banks nuværende direktør Anders Dam på årets Folkemøde. Foto: Walther Bølge
I løbet af et år vil Lars Mørch være i stand til at indtræde i direktionen. Det var meldingen fra Jyske Banks nuværende direktør Anders Dam på årets Folkemøde. Foto: Walther Bølge

Med en koncernledelse bestående af tre medlemmer på over 60 år og en på 58 år, trænger Jyske Bank til at få yngre kræfter i front.

Det ved ved Jyske Banks nuværende topchef, Anders Dam, godt, og han har en plan klar.

"Jeg forventer, at vi inden for det næste år kan få en udskiftning på plads," siger han.

Først og fremmest er det Lars Mørch, der skal indkøres i direktionen. Det var en proces, som Jyske Bank forsøgte at iværksætte i sommeren 2021, men arbejdet satte Finanstilsynet en stopper for, da de ikke ville fit and proper-godkende Jyske Banks potentielle kronprins.

Afvisningen skyldtes, at Lars Mørch tidligere var chef for Danske Banks business banking-enhed og bankdirektør i koncerndirektionen - han havde derfor det ledelsesmæssige ansvar for Danske Banks filial i Estland, der dannede rammerne om den store hvidsvaskskandale i banken.

Til trods for, at politiet frafaldt sigtelsen mod Lars Mørch vurderede Finanstilsynet, at sagen skulle være dampet mere af, før Lars Mørch kunne indtræde i direktionen i Jyske Bank.

Men ifølge Anders Dam er det nu ved at være tid.

"Jeg tror, at han bliver godkendt til direktionen allerede næste år," siger han.

Nyt hold

Men Lars Mørch alene er ikke nok til at ændre på aldersgennemsnittet i toppen af Jyske Bank.

"Vi skal have flere yngre kræfter til," understreger Anders Dam.

Og Jyske Bank-direktøren ser ikke noget større problem i at udskifte hele direktionen samtidigt.

"Banken kan godt tåle, at vi alle fire stopper samtidigt. Vi har dupletter for alle direktionsmedlemmer, så selvfølgelig kan den det," siger han.

Betyder det, at i allerede nu har tre kommende direktionsmedlemmer klar udover Lars Mørch?

"Vi har ikke ansat nogen, men man har altid en liste over dem, man gerne vil have."

Hvem vil I gerne have?

"Det er noget bestyrelsen kigger på, så det kan jeg ikke udtale mig om. Men vi skal have Lars Mørch på først. Det er førsteprioritet."

Er de andre kandidater i banken på nuværende tidspunkt?

"Det vil jeg helst ikke svare på."

Er de i Danmark?

"Det er de."

Flere kvinder

Når Jyske Bank skal sætte en nyt koncernledelseshold, så skaber det også muligheden for mere diversitet.

Det er Anders Dam opmærksom på.

"Der skal være diversitet på alle parametre. Der er vi bagud på point i vores ledergruppe, og det skal vi gøre noget ved," siger han.

Derfor vil Jyske Bank-direktøren appellere til, at flere kvinder bliver en del af bankens ledelse.

"Vi har mange dygtige kvindelige kandidater i Jyske Bank," siger han.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis