ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Nordea har tjent 31,2 mia. kr. i 2022

Nordea tjente 9,4 mia. kr. i fjerde kvartal og godt 31,2 mia. kr. i hele 2022 og forventer forrentning af egenkapitalen på over 13 pct. for indeværende år

Nordea er godt på vej til at opfylde sin 2025-målsætning om mindst at skabe et afkast på bankens egenkapital på 13 pct. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Nordea er godt på vej til at opfylde sin 2025-målsætning om mindst at skabe et afkast på bankens egenkapital på 13 pct. Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 07.29– Nordea tjente i de sidste tre måneder af 2022 i alt 1,26 mia. euro, eller 9,4 mia. kr., efter skat. Det er 24 pct. mere end i fjerde kvartal 2021, og bedre end de 1,12 mia. euro, som analytikerne på forhånd havde forventet, ifølge estimater indsamlet af finanstjenesten Bloomberg.

De samlede indtægter for Nordens største bank landede i fjerde kvartal på 2,9 mia. euro, hvilket var 19 pct. mere end i fjerde kvartal 2021, og højere end de 2,7 mia. euro, som analytikerne havde regnet sig frem til.

Vi stræber efter fortsat at forbedre vores lønsomhed og regner med en forrentning af vores egenkapital, som overstiger 13 pct., allerede i 2023. Det er allerede nu på niveau med vores finansielle mål for 2025

Frank Vang-Jensen, adm. direktør, Nordea

For hele 2022 landede indtægterne på 10,33 mia. euro, mod godt 9,6 mia. euro i 2021, mens bundlinjen blev på knap 4,2 mia. euro, mod godt 3,8 mia. euro i 2021.

Pres på boliglånene

“Højere leveomkostninger og øget usikkerhed i økonomien har haft en negativ effekt på de nordiske markeder for boliglån og ført til færre transaktionsvolumener og lavere udlånsmarginaler i hele Norden. På den anden siden var efterspørgslen på lån blandt vores erhvervskunder fortsat høj. Indlånsvolumenerne fortsatte med at øge og steg med 7 pct. sammenlignet med kvartalet det foregående år,” lyder det i en kommentar fra adm. direktør, Frank Vang-Jensen, der fortsætter:

“Som konsekvens af turbulensen på finansmarkederne blev den forvaltede kapital mindsket med 13 pct. på årsbasis, men steg med 5 pct. fra det foregående kvartal. Vi fokuserede stærkt på vores interne kanaler, hvor der fortsat kom ny kapital ind.”

En bedre forretning

Forrentningen af bankens egenkapital landede på 15,9 pct. Banken har tidligere oplyst, at målsætningen er en forrentning af egenkapitalen på mere end 13 pct. i 2025. Men det forventes nu at ske i indeværende år. I 2021 forrentede banken sin egenkapital med 11,2 pct.

“Nordea har en modstandsdygtig forretningsmodel, som gør os godt rustede til at klare den øgede makroøkonomiske usikkerhed, som de nordiske lande står over for. Nordea stræber efter at forbedre lønsomheden, og for 2023 regner vi med en forrentning af egenkapitalen, som overstiger 13 pct.,” skriver banken i regnskabsmeddelelsen.

Storbanken oplyser, at aktionærerne for 2022 vil modtage et udbytte på 0,80 euro pr. aktie, hvilket er 16 pct. mere end de 0,69 euro, som aktionærerne modtog sidste år. Det svarer til 70 pct. af overskuddet, hvilket er den øvre grænse for bestyrelsens udbyttepolitik.

Fald i gebyrindtægter

Nordeas samlede nettorenteindtægter steg i fjerde kvartal med 31 pct. til 1,64 mia. euro, mens nettogebyrindtægterne, der blandt andet omfatter indtægter fra kapitalforvaltning fra kunderne, faldt med 12 pct. til 816 mio. euro. Bankens værdijusteringer af markedspositioner steg med 69 pct. til 417 mio. euro, mens personaleomkostningerne steg med 9 pct. til 732 mio. euro, og øvrige omkostninger hoppede med 34 pct. til 322 mio. euro.

Samlet set udgjorde omkostningerne 44,7 pct. af indtægterne i fjerde kvartal, mod 47,5 pct. i fjerde kvartal 2021, og for hele 2022 faldt omkostningerne til 47,5 pct. af indtægterne, mod 48,3 pct. i 2021.

Banken fik en fremgang i basisresultatet før nedskrivninger på 12 pct. til 1,23 mia. euro. Nedskrivningerne på udlånet landede i fjerde kvartal på 59 mio. euro, mod 56 mio. euro i fjerde kvartal 2021, og for hele 2022 kunne banken nøjes med netto at nedskrive 49 mio. euro, svarende til 0,01 pct. af udlånet, der ved udgangen af 2022 var på 345,7 mia. euro, mod 345 mia. euro året før.

“Vores kreditkvalitet er fortsat stærk, og vi står godt rustede i forhold til en fortsat usikker økonomisk situation,” lyder det fra topchef Frank Vang-Jensen.

“Efter en bedømmelse af, hvordan et højere omkostningsniveau og reduceret købekraft kan komme til at påvirke vores kunder, har vi øget vores ledelsesbuffer (til mulige tab,red.) med 20 mio. euro til 585 mio. euro.”

Øgede markedsandele

Ifølge Frank Vang-Jensen oplevede Nordea i 2022 en fremgang på alle sine centrale forretningsområder.

“I Personal Banking fortsatte vi med at øge vores markedsandele i hele Norden. Boligudlånet steg med 2 pct. trods opbremsningen på boligmarkederne. Centralbankernes rentestigninger fortsatte med at forbedre vores indlånsmarginaler. Kundernes efterspørgsel på indlånsprodukter blev øget, mens interessen for investeringer blev mindsket. Som svar på dette øgede vi vores udbud af opsparingsprodukter,” skriver Frank Vang-Jensen.

Inden for erhvervsområdet, business banking, steg udlånet med 5 pct., og Nordeas indtægter steg, først og fremmest i Sverige og Finland. I storkundeafdelingen steg udlånet med 12 pct., blandt andet fordi de store virksomheders muligheder for at hente kapital på obligations- og aktiemarkederne var udfordret i flere brancher, på grund af den generelle uro på finansmarkederne, oplyser Frank Vang-Jensen.

“I Asset & Wealth Management fortsatte Private Banking-virksomheden med at vokse, især med stærke resultater i Sverige. Vi fortsatte med at tiltrække nye kunder, og ind- og udlånsvolumenerne voksede. Den forvaltede kapital steg med 5 pct. sammenlignet med det foregående kvartal, til 359 mia. euro. Stigningen var baseret på en stærk tilgang af ny kapital i Private Banking, forbedrede markedsniveauer og en tilgang på 11 mia. euro fra opkøbet af Topdanmark Livsforsikring,” skriver Frank Vang-Jensen.

Fortsatte udfordringer

“Når vi nu går ind i 2023, er der fortsat stor usikkerhed om verdensøkonomien. Vi forventer fortsatte udfordringer i de kommende kvartaler. Nordea har en modstandsdygtig forretningsmodel, og de nordiske samfund står godt rustede til at klare de udfordrende forhold,” lyder det fra Frank Vang-Jensen, der fortsætter:

“Vi er fast besluttede på at levere på vores hovedprioriteringer og vores finansielle mål for 2025. Vi stræber efter fortsat at forbedre vores lønsomhed og regner med en forrentning af vores egenkapital som overstiger 13 pct., allerede i 2023. Det er allerede nu på niveau med vores finansielle mål for 2025, og vi forventer at opdatere vores målsætning i slutningen af 2023, hvis udviklingen bliver mere forudsigelig.”

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis