Nordea var i andet kvartal under pres i sin danske privatkunde- og erhvervsforretning.
Efter Nordens største bank i 2017 omdannede sin danske datterbank til en filial, har banken ophørt med at give et samlet overblik over den danske forretning. Men koncernregnskabet viser, at indtægterne i både privatkunde- og erhvervsforretningen var under pres i andet kvartal.
I Nordea Business Banking Denmark faldt nettorenteindtægterne i andet kvartal med 8 pct., hvilket ifølge Nordea skyldes en kombination af lavere udlånsmarginaler og lavere indtægter fra Nordea Kredit.
Banken oplyser dog også, at det danske erhvervsudlån faldt med 2 pct. i forhold til juni sidste år, mens erhvervsindlånet steg med 8 pct.
"Mange erhvervskunder har endnu ikke udnyttet deres nye covid-19 relaterede lånefaciliteter og lidt overraskende oplever Business Banking markant stigning i indlån," oplyser Nordea.
Nettogebyrindtægterne fra danske erhvervskunder var uændret, fordi højere aktivitet på finansmarkederne kompenserede for den lavere økonomiske aktivitet i Danmark, på grund af corona-pandemien.
Presset privatkundeforretning
I den danske erhvervskundeforretning landede nettorenteindtægterne på 72 mio. euro, eller knap 540 mio. kr., i andet kvartal, mens nettogebyrindtægterne blev på 20 mio. euro. Nedskrivningerne landede på 28 mio. euro, og udlånet faldt til 21,3 mia. euro.
Det betyder, at Nordeas svenske erhvervsforretning nu er større end den danske.
I den danske privatkundeforretning faldt nettorenteindtægterne i andet kvartal med 5 pct. i forhold til andet kvartal sidste år, hvilket Nordea primært forklarer med stigende pres på marginalerne, men også et fald i bankudlånet.
Nordeas bankudlån til danske privatkunder faldt fra juni sidste år til juni i år med 8 pct. til 9,6 mia. euro, eller 71,6 mia. kr., mens realkreditudlånet, der måles til dagsværdi og dermed er påvirket af renteudviklingen, steg med 5 pct. til 32,3 mia. euro. Nordeas privatindlån steg med 2 pct. til 22,0 mia. euro.
Banken oplyser, at man i andet kvartal har haft en nettotilgang at privatkunder inden for bankens premium-segment og blandt boligejere.
Nettogebyrindtægterne på privatkunder faldt med 6 pct. i forhold til andet kvartal sidste år, og med 11 pct. i forhold til første kvartal, hvilket skyldes lavere konverteringsaktivitet på realkreditmarkedet i andet kvartal i år, samt at Nordea bogførte indtægter fra formidling af privatforsikringer i første kvartal.
Samlet set havde Nordea 137 mio. euro, eller godt 1 mia. kr., i nettorenteindtægter fra danske privatkunder i andet kvartal, mens nettogebyrindtægterne landede på 68 mio. euro, hvilket betyder at Danmark fortsat er det næststørste land for Nordeas privatforretning.
Blandt de mest formuende kunder, i private banking segmentet, steg Nordeas nettogebyrindtægter med 7 pct. til 45 mio. euro, selv om den kapital som Nordea forvaltede på kundernes vegne uændret var på 27,9 mia. euro.