Efter de seneste år at have ført en ganske succesfuld kamp om at kapre danske boligkunder kaster Nordea sig over indlånskunderne og relancerer nu et indlånstilbud, der pt. kan give en rente på op til halvanden procent.
Banken oplyste kort efter Nationalbankens renteforhøjelse til 0,65 pct. torsdag, at man nu helt fjerner negative indlånsrenter og tilbyder en rente på mellem 0,4 og 0,75 pct. på opsparings- og pensionskonti. Og fredag fulgte Danske Bank trop og vil tilbyde privatkunder en rente på mellem 0,4 og 0,8 pct. på opsparingskonti afhængig af indlånets størrelse.
Men Nordea har et es i ærmet og relancerer nu aftaleindskud til privatkunder. Det var tidligere en almindelig opsparingsform, hvor kunderne får en højere rente mod at acceptere en binding på deres indskud, oftest mellem tre og tolv måneder.
På grund af det negative renteniveau er aftaleindskud til privatkunder stort set forsvundet. I slutningen af 2013 havde danske privatkunder aftaleindskud for over 18 mia. kr., mens der ifølge Nationalbanken i juli var placeret under 200 mio. kr. i private aftaleindskud.
"Der er to grunde til, at vi relancerer aftaleindskud. Den første er, at det er et produkt, som vi grundlæggende godt kan lide og synes har en naturlig plads i mange kunders økonomi, men som de seneste ti år har været dødt på grund af de negative renter," siger Nordeas chef i Danmark, Mads Skovlund, og fortsætter:
"Den anden grund er, at det lige nu er et spændende produkt, fordi vi nok for tiden har den mest inddiskonterede rentekurve i mange år."
Med det sidste refererer Mads Skovlund til, at der er brede markedsforventninger om, at Den Europæiske Centralbank, og dermed også Nationalbanken, vil fortsætte med at hæve de officielle rentesatser et pænt stykke ind i 2023 for at bekæmpe den alt for høje inflation.
Det betyder, at man ved at låse sine penge i en periode kan få en markedsrente, der er betydeligt over den nuværende officielle indlånsrente i Nationalbanken på 0,65 pct.
Den markedsrente flytter sig hele tiden, men kl. 17.05 torsdag ville Nordea være i stand til at tilbyde kunderne en årlig rente svarende til 1,08 pct. for et aftaleindskud på seks måneder, en rente på 1,35 pct. for en binding på ni måneder og 1,50 pct. for en binding på tolv måneder.
"Vi vil løbende ændre den rente, vi kan tilbyde kunderne i forhold til markedsudviklingen," siger Mads Skovlund.
Mens aftaleindskud især er udbredt blandt større erhvervskunder, så er det få banker, der tilbyder det aktivt til privatkunder. I Jyske Bank skal der placeres mindst 100.000, mens L'Easy-stifter Niels Thorborgs Facit Bank tilbyder et aftaleindskud med 12 måneder binding, men til en rente på p.t. blot 0,1 pct. Nyetablerede Kompas Bank tilbyder 0,1 pct. i rente for seks måneders binding og 1 pct. for binding i 12 måneder.
Danske Bank oplyser, at man i øjeblikket ikke tilbyder aftaleindskud til privatkunder, men samtidig, at "vi vurderer altid løbende, hvilke produkter og services vi skal tilbyde kunderne, bl.a. ud fra hvad de efterspørger."
I Nordea vil kunderne fra begyndelsen af næste uge kunne indsætte mellem 1000 kr. og 3,5 mio. kr., og om ca. en måned vil det også være muligt for kunder i andre banker at oprette sig som kunde i Nordeas mobilbank og placere penge i aftaleindskuddet.
Det er muligt at trække pengene ud, før bindingen udløber, men så skal man betale et såkaldt "dekort".
"Hvis man vil trække pengene ud, så skal man betale den aktuelle rente i markedet for restløbetiden, dog mindst 250 kr.," siger Mads Skovlund.
Også Arbejdernes Landsbank oplyser, at man vil lancere en opsparingskonto med en bindingsperiode. Ordførende direktør Gert Jonassen oplyser til erhvervsmediet Finanswatch, at man endnu ikke har lagt sig fast på vilkår og renter, men at renten "lander på omkring 0,5 pct.".