Det er sjældent, at ledere på højt niveau i danske banker udtrykker sig klart og selvkritisk om bankernes strategiske udfordringer.
De udtaler sig ofte om hverdagens forretning, om indlån og udlån, om renter, om tilgang af kunder og om konjunkturerne.
Det går op og ned, javel, men hvordan ser fremtidens forretningsmodel for en lønsom bank ud? Bankernes ledelser er forbløffende tavse om dette ellers ret vigtige tema.
Nu giver Danske Banks nye bestyrelsesmedlem Jacob Dahl sit bud.
Jacob Dahl fortæller til Børsen Pro Finans om sit syn på moderne banker og deres udfordringer.
“Hvis vi ser på fremtiden, så er faren for de traditionelle banker ikke, at de kommer til at miste deres kerneforretning. Altså deres traditionelle indlån og udlån. Men problemet er, at det er en forretning, som i bedste fald kan forrente egenkapitalen med seks-otte pct.,” siger Jacob Dahl, og fortsætter:
“Det sjove, også indtjeningsmæssigt, er alt det, der ikke er specifikt bundet til bankens balance. Det kan være struktureret projektfinansiering, investeringsrådgivning, forbrugslån og national og international betalingsformidling. Her kan man måske forrente egenkapitalen med 20-25 pct."
Det er ikke muligt, at referere alle Jacob Dahls synspunkter fra interviewet her, men man kan sammenfatte hans mange iagttagelser sådan:
Bankvirksomhed går ud på at forstå sine kunders behov og på at transformere risiko.
Opgaven er at styrke kerneforretningen, men også at skabe nye produkter på kanten af kerneforretningen, fordi de giver en højere indtjening.
Det kræver, at man skaber en innovativ kultur, at man evner at gøre sig relevant for kunderne på nye måder, at man forstår, at man konkurrerer med Facebook, Amazon og Twitter, og at man forstår, at disse platforme tænker med udgangspunkt i kundens behov og ikke kun i at gøre et eksisterende produkt til et digitalt produkt. Endelig kræver det, at bankerne udnytter, at kunderne har tillid til dem.
Så vidt Jacob Dahl.
Det er beundringsværdigt klart udtrykt. Det er nemmere at forstå den strategiske retning i Jacob Dahls udtalelser i Børsen Pro Finans end at orientere sig i Danske Banks strategi, ”Better Bank”.
Jacob Dahl er tidligere McKinsey-partner, og det er måske forklaringen på, at han har et køligt syn på tingene frem for at vride hænder og mumle.
Jacob Dahls synspunkter kalder imidlertid på et nærliggende spørgsmål:
Når nu det er så enkelt at se, hvad bankernes opgave er, og også at se, hvad bankerne bør gøre, hvorfor sker det så ikke? Hvorfor er bankernes indtjening ikke højere? Hvorfor har danske banker ikke udviklet et innovativt produkt siden Mobilepay i 2013?
Der er to mulige svar: Enten er reguleringen så stram, at den forhindrer bankerne i at udvikle sig, eller også er konkurrencen så svag, at bankerne ikke behøver at udvikle sig.
Nu får Jacob Dahl i Danske Banks bestyrelse mulighed for at vise, hvad svaret er, og hvis svar nummer to er det rigtige svar, så får han også handlefrihed til at vise, hvordan man gør.
Han bør som tidligere McKinsey-partner have eksekvering blandt sine spidskompetencer.