Danmarks Nationalbank valgte torsdag eftermiddag at følge i fodsporet på Den Europæiske Centralbank ved at løfte renten for indskudsbeviser med 75 basispoint til en plusrente på 0,65 pct. Det er første gang siden 2014, at denne rente er positiv.
Derudover forhøjes diskontoen med 0,65 procentpoint.
Dermed bevæger vi os ind i et renteterritorie, som mange har sukket efter, hvor private i Danmark siden 2019 har måttet betale for deres indskud i banken. Da Nationalbanken den 21. juli valgte at følge ECB med en renteforhøjelse på 50 basispoint til minus 0,1 pct. point, valgte flere danske banker at lukke ned for at private skule betale minusrenter på indlån.
Dagens rentestigning fra Nationalbanken må formodes at få de sidste danske banker, der kører med minusrenter på indlån, til at opgive dette.
Startede i 2012
Danmark fylder ikke meget i de pengepolitiske historiebøger, men kapitlet om negative renter startede i Danmark 5. juli 2012, da Nationalbanken som den første centralbank i verden valgte at sænke sin vigtigste pengepolitiske rente under nul.
Det kapitel startede efter at ECB havde sænket renten, og det slutter nu, hvor Den Europæiske Centralbank løfter renten. I mellemtiden har Danmark haft negative renter længere end noget andet land i verdenshistorien, takket være forsvaret af fastkurspolitikken. For Nationalbanken bruger rentespændet til eurozonen til at styre kronekursen.
De ti år med negativ renter i Nationalbanken matcher med få måneders mellemrum Lars Rohdes tid i chefstolen. Indtil nu har indskudsbevisrenten kun været over nul i lidt over en måned, mens han har siddet. 24. april 2014 måtte Rohde hæve rentesatsen over nul, da der var et nedadgående pres på den danske valuta, men kun syv uger senere, 11. juni blev den sat ned til nul, da ECB's indskudsbevisrente blev negativ.
I september 2014 sænkede ECB atter, og så genindførte Nationalbanken negativ rente. Det har den været siden, og både i 2015 og 2016, efter den såkaldte kronekrise, og i 2019, nåede den danske rente ned på minus 0,75 pct.. Det er det laveste niveau en pengepolitisk rente nogensinde har været.