Det er ikke korrekt, når TV 2 og Politiken skriver, at Danske Banks næstformand Jan Thorsgaard Nielsen forsøgte at slippe udenom at betale skat i TDC-ejeren NTC. Det skriverJan Thorsgaard Nielsen i et forsvarsskrift på Linkedin.
"Først og fremmest er det væsentligt for mig at understrege, at jeg tager – og altid har taget - klart afstand fra enhver form for skatteunddragelse," skriver han.
Problemet består ifølge Jan Thorsgaard Nielsen i, at skattelovgivningen blev ændret i 2007. Det førte til diskussioner mellem NTC og Skat, der endte med at NTC måtte betale et større beløb end først antaget. Herefter fulgte retssager, og sagen er nu nået til Højesteret.
"Skat har fået medhold i en del af sagerne, men de har også tabt nogle. Skattelovgivning er kompliceret, ikke mindst når reglerne bliver ændret, og de sager, der vedrører NTC, behandles nu i Højesteret. Jeg forlod i øvrigt selv NTC, før sagen om de danske skatteforhold blev anlagt ved domstolene," skriver Jan Thorsgaard Nielsen.
Og her opstår et problem ifølge Jan Thorsgaard Nielsen. For dækningen i TV 2 giver indtrykket af, at der udelukkende er betalt en skat i Luxembourg, hvor NTC var skattepligtig. Men der blev også betalt skat i Danmark.
"Det er vigtigt for mig at understrege, at NTC/TDC på intet tidspunkt har forsøgt at løbe fra en skatteregning, men har indbetalt de skattekrav SKAT har krævet. TV2 og Politikens dækning er derfor ikke korrekt," skriver han.
Det fremgår ikke, om han vil klage til Pressenævnet over dækningen.
"Der er ingen tvivl om, at kapitalfondes opkøb, ejerskab og salg tidligere var præget af et stort fokus på skatteindbetaling såvel som alle andre typer af omkostninger. Og NTC’s ejerskab er ingen undtagelse. Men det er – og har hele tiden været – helt afgørende for mig, at alting foregik inden for gældende lovgivning," fortsætter han.
Han afslutter med en kommentar om, at han bifalder selskabers udvikling og tilpasning til samfundets ændringer.
Robert Uggla, adm. direktør i A.P. Møller Holding, ejerselskabet til Danske Banks største aktionær, skriver i en kommentar:
"Det er dybt beklageligt, at flere medier forsøger at underminere et meget kompetent og hæderligt bestyrelsesmedlem i Danske Bank på tvivlsomt grundlag og uden at beskrive fuldstændige fakta."
Hos TV2 har man ikke hørt fra Jan thorsgaard Nielsen, før han gik på Linkedin, ligesom mediet ikke havde held med at få en forklaring før den oprindelige artikel udkom i starten af februar.
“TV 2 står fuldstændigt inde for vores dækning af sagen om NTC og Jan Thorsgaard Nielsen. Artiklen om skattemisbrug kom ud den 9. februar. Vi retter gerne fejl i vores artikler, men Jan Thorsgaard Nielsen har ikke kontaktet TV 2 om nogen ukorrekte oplysninger i artiklen, men han er selvfølgelig stadig velkommen til at henvende sig,” skriver TV2.
“Hverken Mærsk-familien eller Jan Thorsgaard Nielsen har ønsket at stille op til interview og bidrage med fakta og nuancer, på trods af flere henvendelser fra både TV 2 og Politiken,” skriver TV2.
Politiken skrev d. 9. februar i år, at Jan Thorsgaard Nielsen spillede en aktiv rolle i de fem kapitalfondes overtagelse af TDC. Ifølge Politiken har domme fra Østre Landsret slået fast, at de fem kapitalfonde gjorde sig skyldige i det, der bliver betegnet som retsmisbrug, dvs. misbrug af reglerne. Det skete ifølge mediet, da kapitalfondene kanaliserede milliarder fra TDC ud af Danmark og til lande i skattely uden at betale skat af pengene.