ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Mette Frederiksen udskriver folketingsvalg

Opdateret kl. 13.39 – På en dag, hvor socialdemokratiske valgannoncer er at finde i flere af landets aviser, er det måske ikke så overraskende.

Men nu er det sikkert og vist: Danskerne skal til folketingsvalg tirsdag den 1. november.

Det har statsminister Mette Frederiksen netop annonceret på Marienborg.

“Nu beder vi om et fornyet mandat tirsdag den 1. november, hvor Danmark skal til valg. Lad os passe på hinanden og på fremtiden. Lad os passe på Danmark. God valgkamp alle sammen,” afslutter Mette Frederiksen i sin fem minutter lange tale om valgudskrivelsen.

Nu beder vi om et fornyet mandat tirsdag den 1. november, hvor Danmark skal til valg

Mette Frederiksen (S), statsminister

Hidtil har Socialdemokratiet haft som førsteprioritet at fortsætte den nuværende soloregering kun med Socialdemokratiet. I juni åbnede Mette Frederiksen dog også op for, at en regering kunne dannes over midten med både røde og blå partier. Og i forbindelse med Folketingets åbning i går afviste Mette Frederiksen en regering kun bestående af Socialdemokratiet og De Radikale.

I dag, onsdag, går hun skridtet videre og siger, at hun går til valg på en bred regering – altså ikke længere med en socialdemokratisk soloregering som førsteprioritet.

“Socialdemokratiet går til valg på at danne en bred regering. En regering, som skal få os trygt igennem usikre tider. Jeres virkelighed handler om samarbejde. Og valget handler om, hvem der kan få det til at lykkes,” siger Mette Frederiksen og fortsætter:

“Vi er klar til både kompromisser og samarbejde. Med de svære tider vi lever i, og med den modgang verden står over for, så er tiden til at afprøve en ny regeringsform i Danmark. Et mere forpligtende politisk samarbejde. Det vil vi gerne stille os i spidsen for. En bred regering med partier fra begge sider af den politiske midte.”

Tale i krisens tegn

I talen indledte Mette Frederiksen med at nævne de kriser, vi står over for i Danmark og Europa for tiden:

“Danmark er et fantastisk land, men tiderne er svære. Der er krig i Europa og økonomisk usikkerhed. Priserne stiger på alt det, vi har brug for. På mad i supermarkedet, på strøm og på varmen. Den utryghed er den vigtigste politiske opgave lige nu: At få Danmark godt igennem krisen,” indledte Mette Frederiksen foran embedsboligen nord for København.

Dermed har Mette Frederiksen udskrevet valget, inden De Radikales ultimatum om at vælte regeringen i morgen, torsdag, i forbindelse med debat i Folketingssalen. Netop det faktum, at Mette Frederiksen har været tvunget til at udskrive valg, lagde hun også selv vægt på i sin tale.

“Midt i en international krise: Sikkerhedspolitisk, energipolitisk og økonomisk, så er det selvfølgelig ejendommeligt med et folketingsvalg. Det er ikke desto mindre det, der er ønsket fra et flertal i Folketinget. Derfor har jeg i dag meddelt Hendes Majestæt Dronningen, at der udskrives valg til Folketinget,” siger Mette Frederiksen.

I sin valgtale langer Mette Frederiksen også indirekte ud efter en af de andre statsministerkandidater – nemlig Søren Pape Poulsen, som går til valg på en 2030-plan, hvor der blandt meget andet lægges op til at afskaffe topskatten.

“En valgkamp betyder selvfølgelig, at de politiske forskelle vil blive tegnet op. Skal vi holde fast i vores stærke, danske velfærdssamfund? Skal vi fortsætte vores ambitiøse grønne omstilling? Eller er tiden til at kaste Danmark ud i et historisk eksperiment og afskaffe topskatten. Det er nu op til jer vælgere,” siger Mette Frederiksen.

Statsministeren fortæller også, hvad Socialdemokratiet går til valg på i den 27 dage lange valgkamp.

“Socialdemokratiet vil hjælpe jer, som krisen rammer hårdest og de dele af Danmark, som den tynger mest. Vi foreslår en helhedsplan for velfærdssamfundet, bedre løn og arbejdsvilkår, mere tid til omsorg og et opgør med bureaukratiet,” siger Mette Frederiksen og fortsætter:

“Vi vil tage det næste store skridt på klimaområdet, så Danmark går forrest i den grønne omstilling. Vi vil føre en stram udlændingepolitik, styrke vores danske værdier og sammenhængskraften. Så vil vi selvfølgelig holde fast i en ansvarlig økonomisk politik.”

Statsministeriet har kort efter valgtalen udsendt en pressemeddelelse om, at regeringen fortsætter under valgkampen.

“For en god ordens skyld bemærkes, at regeringen ikke træder tilbage i forbindelse med valgets udskrivelse,” skriver Statsministeriet.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis