Men midt i mismodet er der opmuntring på vej til især danske investorer og flere af C25-aktierne, som kan se frem til et gevaldigt rygstød fra valutamarkedet.
For mens stigende renter, inflation og krig i Europas baghave har sendt aktiekurserne i knæ i 2022, er den amerikanske dollar kravlet den modsatte vej og er styrket 13,3 pct. overfor danske kroner. Og det gavner altså flere selskaber i C25-indekset, som er faldet 16,6 pct. i 2022.
Hos Sydbank venter aktieanalysechef, Jacob Pedersen, at valutamedvinden i alt løfter resultatet før skat i de danske selskaber med 8-9 pct. hen over de kommende 12-18 måneder, i takt med selskabernes valutaafdækning udløber.
“Det er guld værd for danske aktier. Det er kæmpe tal, og det flyver under radaren, fordi der er sker så mange andre ting. Vi glemmer lidt den voldsomme positive effekt, det har på flere af de danske aktiers regnskaber,” siger Jacob Pedersen og påpeger, at rentestigningerne i USA kombineret med den amerikanske dollars ry for at være en sikker havn i usikre tider har bidraget til valutaens styrkelse overfor den danske krone og euroen.
Medvind til darlings
Jacob Pedersen fremhæver A.P. Møller-Mærsk og Novo Nordisk som selskaberne, der kan prale af den kraftigste dollarmedvind.
“Mærsks indtægter er stort set alle sammen i dollar, og selskabets overskud rapporteres i dollar. Omregningen til danske kroner og dermed den danske aktiekurs er direkte proportional med udviklingen i dollarkursen. Og Novo Nordisk har en kæmpe del af sin omsætning i USA,” siger aktieanalysechefen, som generelt fremhæver danske medicinalaktier som Ambu, Bavarian Nordic, Genmab og Lundbeck som selskaber, der nyder godt af den styrkede dollar. Omvendt er SAS en aktie, som påvirkes negativt.
I en analyse fra sidste uge vurderede Jacob Pedersen, at dollarstyrkelsen siden 2021 har bidraget med en indtjeningsmedvind på 34 mia. kr. til de danske selskaber. Og dollarens himmelflugt kan redde meget for danske børsselskaber, som lige nu står foran en regnskabssæson og et efterfølgende efterår, hvor vækstopbremsningen truer:
“Dollarstyrkelsen overfor danske kroner bidrager med 8-9 pct. til indtjeningen, og i et scenarie, hvor økonomierne kommer i bakgear, der vil 8-9 pct. i positiv retning redde rigtig meget,” siger Jacob Pedersen.
Det møder opbakning hos Henrik Henriksen, chefstrateg hos Petersen & Partners. Han ser allerede, hvordan valutamarkedet har skubbet bag på danske aktier den seneste måned:
“For danske investorer, som er eksponeret mod danske aktier, er dollaren en god ting, for hele sundhedssektoren har en stor afsætning i dollar. Samtidig kan vi se, at C25-indekset er steget 4 pct. i løbet af den seneste måned, hvor dollaren er styrket yderligere, mens det europæiske Stoxx 600 har handlet fladt. Så vores eksponering mod defensive sektorer og mod dollaren har gavnet den seneste tid,” siger han.
Overvurderet valuta
Også på dollarbaserede investeringer har dollarens styrkelse bidraget for danske investorer. For mens S&P 500 er faldet 19,5 pct. i 2022 målt i lokal valuta, så er indekset blot faldet 9,1 pct. efter omregningen til danske kroner. Og for MSCI Worlds vedkommende er indekset dykket 20,3 pct. i lokal valuta, mens det i danske kroner er faldet 9,9 pct.
“Det er en kæmpe medvind, du har fået fra dollaren, hvis du har investeret i globale aktier. Du har stadig tabt penge, men det er en kæmpe forskel,” siger Henrik Henriksen, som påpeger, at investorer i øjeblikket bør være opmærksomme på, at den amerikanske dollar formentligt er overvurderet på de aktuelle niveauer på længere sigt:
“Dollaren er på det højeste i 20 år nu. Køber man op i amerikanske aktier, skal man være opmærksom på, at man køber op i en dollar, som formentligt er overvurderet,” siger chefstrategen, som pointerer at det må tre-fem års sigt kan skabe modvind.
Hos Sydbank understreger Jacob Pedersen, at han forventer at se dollaren bevare sin aktuelle styrke i måneder frem:
“Her og nu er Sydbanks forventninger, at dollaren vil hænge omkring det nuværende punkt. Så vi skal ikke forvente, at medvinden fortsætter for de danske selskaber, men vi skal heller ikke vente, det forandres til noget modsat, som danske selskaber taber stort på,” siger han.