Socialdemokratiet fremlagde i januar sidste år første gang et forslag om en ret til tidlig folkepension. Tirsdag formiddag skal udspillet præsenteres på Danish Crown slagteriet i Horsens.
Her bliver 42 år på arbejdsmarkedet det centrale tal, og ATP får en afgørende rolle i regeringens model for tidlig folkepension.
Det erfarer Finans og Politiken.
De 42 års anciennitet på arbejdsmarkedet skal findes ved at tælle antal år med indbetalinger til ATP, som alle lønmodtagere betaler ind til. Perioder med fravær på grund af sygdom eller barsel tæller med, og det samme vil ledighedsperioder på dagpenge gøre. Sidstnævnte løser et problem for en del ufaglærte eller kortuddannede medlemmer af f.eks. 3F og FOA, der kan have mange ledighedsperioder igennem et arbejdsliv. Har man ikke stået i a-kasse, vil ledighedsperioder derimod ikke tælle med, så vidt Finans erfarer.
Ifølge Politikens kilder vil ordningen gælde for personer, der er fyldt 61 år.
Ole Wehlast, formand for slagteriarbejderne i NNF, vender umiddelbart tommelfingeren opad for regeringens model.
“Jeg glæder mig over, at der endelig kommer et forslag fra regeringen. Det har vi ventet længe på. Detaljerne vil jeg vente med at forholde mig til, indtil de er blevet lagt på bordet, men jeg vil tro, at langt over halvdelen af mine medlemmer vil få glæde af det,” siger Ole Wehlast til Finans.