Der kan skabes flere biotekselskaber end det danske venturemiljø kan magte. Der er brug for flere fonde, siger Hans Schambye, formand for Dansk Biotek.
Der er grøde i de nederste vækstlag i den danske bioteksektor, hvor flere og flere kandidater vil følge i sporene af hjemlige succeser som Novo Nordisk og Genmab.
Der er bare ikke tilstrækkelig risikovillig kapital til at det kan lade sig gøre, vurderer Hans Schambye, formand for brancheforeningen Dansk Biotek.
"Den danske bioteksektor har et presserende behov for en ny venturekapitalfond, der fokuserer på life science," lyder det fra Hans Schambye.
Han mener, at der er for lidt kapacitet i de hjemlige fonde til at gøde nye selskaber, der kommer ud af inkubatorer som Bioinnovation Institute, som blev skabt sidste år af Novo Nordisk Fonden med 392 mio. kr. i ryggen.
"Venturefondene må sige nej til ting, der godt kan blive til noget, og derfor mangler der kapacitet til de gode selskaber, der er at investere i," siger Hans Schambye.
Fonde som Novo Seeds, Lundbeckfond Emerge og Sunstone Capital bærer sammen byrden med at finansiere helt unge biotekselskaber og skaffe udenlandske investorer.
Hos Novo Seeds tvivler ledende partner Søren Møller på, at kapacitet er hindringen, men han synes, at det vil være godt for økosystemet, hvis der kommer flere fonde med forskelligt fokus.
"Det er ikke så meget fordi, at vi er nødt til at vælge nogle fra, vi gerne ville have investeret i, fordi vi ikke har båndbredde til at gøre det, men hvis din fond er fyldt op af onkologiselskaber, og der kommer et nyt, så kan det godt være, at du synes, at du har nok," siger Søren Møller.
Etableringen af Bioinnovation Institute er gået over forventning, og siden november 2018 har inkubatoren investeret over 100 mio. kr. og har nu ni selskaber i porteføljen.
Falder på gulvet
Uden penge til disse selskaber på næste finansieringstrin, falder det hele på gulvet.
"Hvis vi tager en masse excellent forskningsaktivitet fra universiteterne og bringer det frem, og hvis der så ikke er nogle investorer til at tage tingene videre, stopper det jo der. Det har været min bekymring, fordi vi har relativt små fonde og få af dem," siger Jens Nielsen, adm. direktør i Bioinnovation Institute.
Pengene er brugt i et hurtigere tempo end ventet, og Bioinnovation Institute vil derfor kunne føde venturefondene med investeringsmuligheder i øget tempo.
"Kvaliteten har været så høj, at vi har bedt om at få fremrykket nogle af de investeringer, vi skulle have foretaget næste år til i år," siger Jens Nielsen, der regner med at kunne bevilge yderligere 50 mio. kr. i resten af 2019.
"Alt kører efter planen, og vi skal skilles ud som en separat fond og finansieres yderligere efter 2020," siger Jens Nielsen, der samtidig betoner, at hvis halvdelen af de selskaber, der kommer ud af Bioinnovation Institute skal skaffe seriøs finansiering, kræver det, at der kommer endnu en fond, og der kan tiltrækkes yderligere udenlandsk kapital.
"Kan de ting lykkes, hvad jeg tror på lige nu, vil nok halvdelen opnå finansiering," siger Jens Nielsen.
Siden en af de første danske venturefonde i Bankinvest formøblede en stor del af investorernes penge i 00’erne har pensionskasserne herhjemme skyet at investere i venturefonde med fokus på tidlig life science.
En talsperson fra pensionskassen ATP gentager, at holdningen er, at det er for risikabelt at investere i tidlig biotek, og hos kollegaen PFA Pension vil man ikke diskutere emnet, lyder beskeden.
Hos Novo Holdings er man mere positiv.
"Vi tager vores andel. Vi har BII. Vi har Novo Seeds. Kan vi som en del af det hjælpe endnu en venturekapitalfond med at etablere sig, og hjælpe med at bygge fundamentet for et venturekapital-outfit, som vi mener, kan gøre en forskel i det lokale biotekmiljø, vil vi gøre det," siger Kasim Kutay, adm. direktør i Novo Holdings.
PKA åbner døren på klem
Pensionskassen PKA er nu af de første større pensionskasser herhjemme, der vil satse flere penge på at investere i ventureselskaber, også inden for biotek.
"I indeværende år har vi fået mandat på 2 mia. kr. fra vores bestyrelse til at gå efter venturevirksomheder, globalt set," siger Michael Nellemann Pedersen, investeringsdirektør i PKA.
PKA var en af de pensionskasser, der havde spyttet mange penge i Bankinvests biotekfonde, og derfor også led tab, men nu ti år efter er sårene ved at være helet, og sektoren modnet i en grad, så pensionskassen igen vil investere i lidt mere risikable aktiver.
"Vi mener, at vi er de naturlige risikobærere af de her typer af investeringer, fordi vi har en lang horisont, og vi har lommer til at vi kan bære nogle tab, men også tålmodigheden til at vente på, at vi får det gode rigtige afkast," siger Michael Nellemann Pedersen.
Første investering i år
Han regner med, at pensionskassen i år vil give tilsagn til de første fonde.
Hvis der kommer nogen med ønsket om en ny biotekfond, er I så interesserede?
"Vi smækker ikke bare døren, men de bliver selvfølgelig vurderet i et globalt perspektiv," siger Michael Nellemann Pedersen.
Hvordan har I det med at investere i tidlig biotek, for det er jo kapitalkrævende og med stor risiko?
"Man bliver også belønnet, hvis det lykkes at ramme øvre kvartil i de her fonde," siger investeringsdirektøren.
Han fortæller, at pensionskassen afdeling, der fokuser på alternative investeringer har fået opbygget de rette kompetencer til at identificere de rigtige venturefonde, der kan sikre PKA’s kunder et godt afkast i fremtiden.
"Når man ser rundt og kigger på de samlede porteføljer inden for denne aktivklasse, så kan man opnå et noget bedre afkast i forhold til almindelige kapitalfondsvirksomheder, som vi har mange af," siger Michael Nellemann Pedersen.