ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Mads Lebechs afløser i Tryghedsgruppen har mindfulness- og NGO-erfaring i bagagen

Rie Odsbjerg Werner er ny adm. direktør i Tryghedsgruppen. Hun har tidligere været underdirektør i gruppen, men har de seneste to år arbejdet i USA med rådgivning og bestyrelsesarbejde. Foto: Steven Achiam
Rie Odsbjerg Werner er ny adm. direktør i Tryghedsgruppen. Hun har tidligere været underdirektør i gruppen, men har de seneste to år arbejdet i USA med rådgivning og bestyrelsesarbejde. Foto: Steven Achiam

"Jeg landede om lørdagen og startede om mandagen," siger Tryghedsgruppens nye adm. direktør Rie Odsbjerg Werner med et smil.

Direktørpladsen hos Tryghedsgruppen stod tom siden maj, da Mads Lebech forlod virksomheden efter 120 dage i chefstolen, frem til 1. september, hvor Rie Odsbjerg Werner tiltrådte, mens finansdirektør Ulrik Andersson har fungeret som konstitueret adm. direktør.

"Bestyrelsen har løbende haft en dialog med Mads Lebech om hans og bestyrelsens syn på ledelsen af TryghedsGruppen fremadrettet. Vi er i enighed nået frem til den konklusion, at vi ikke deler samme opfattelse af dette. Derfor har vi aftalt, at Mads Lebech fratræder sin stilling som adm. direktør," lød det i en meddelelse fra formand i Tryghedsgruppen Ida Sofie Jensen i maj måned.

Ida Sofie Jensen tiltrådte som formand i midten af marts, hvor hun afløste Jesper Hjulmand, der valgte ikke at genopstille som formand.

Siden foråret har Tryghedsgruppen arbejdet på en ny strategi, som gruppens nye ledelseshold nu skal eksekvere.

Fra USA-NGO til dansk fond

Rie Odsbjerg Werner har tilbragt de seneste to år i USA som ledelsesrådgiver i virksomheden Monkeyminds og som formand for NGO'en Peace of Mind, der arbejder med at forbedre undervisningen for børn op til 6. klasse gennem mindfulness-baserede værktøjer.

Men selv om Rie Odsbjerg Werner har været langt væk fra Tryghedsgruppens hovedkontor i Virum nord for København, er virksomheden ikke ny for hende.

Fra 2013 til 2017 bestred hun jobbet som underdirektør i Tryghedsgruppen. Her var hun med til at udskille Nordea Liv & Pension fra Tryghedsgruppen, lægge den medlemsstrategi, som stadig bruges, ligesom hun med egne ord arbejdede "bag gardinet" med at lave den bonusordning, der bruges i dag.

Nu er hendes proklamerede ambition sammen med Ulrik Andersson at "samle Tryg-familien" og sørge for, at pengene bliver brugt så godt som muligt.

Rie Odsbjerg Werner mener, at hendes erfaring med at sidde i bestyrelsen hos Peace of Mind har givet hende en nyttig erfaring i det at sidde "på den anden side af bordet".

"Nu hvor jeg har siddet i i en lille NGO, og arbejdet op imod fondsverdenen, ved jeg, hvordan man tænker på den anden side af bordet. Det, tror jeg, har givet mig en ydmyghed i forhold til denne rolle," siger hun.

Styr på husholdningsbudgettet

Som direktør for Tryghedsgruppen vil hun måles på, om der er sammenhæng mellem de penge, der kommer ind i kassen, og hvordan de penge bliver brugt.

"Vi har 1,3 mio. medlemmer. Det betyder, at vi ikke er hvem som helst, men at der er øjne på os udefra, og det skal der også være. Så vi skal gøre det på den rigtige måde og hele tiden forholde os til: Skaber vi nok værdi af det vi laver?," siger Rie Odsbjerg Werner og fortsætter: 

"Der tror jeg også, at jeg er formet af de år, jeg arbejdede i Finansministeriet, hvor man dels skulle få husholdningsbudgettet til at gå op, men også hele tiden vurdere: Bruger vi pengene bedst muligt?" 

Rie Odsbjerg Werner var fra 2011 til 2013 kontorchef i Finansministeriet, og fra 2005-2007 specialkonsulent.

Indtægterne skal blandt andet sikres gennem en investeringsstrategi, der går væk fra "tema-baserede" investeringer, som den ejerandel Tryghedsgruppen har i Falck og SATS, og i stedet retter et behårdt fokus på afkast.

Pengene vil Rie Odsbjerg Werner bruge på at tage fat i nogle af de store samfundsmæssige problemer, en spiller som Tryghedsgruppen har mulighed for at gå ind i.

Hun nævner som eksempel, at Tryghedsgruppen i samarbejde med Kræftens Bekæmpelse bestræber sig på at udrydde rygning blandt unge inden 2030.

Tillidsfulde relationer

"Vi skal hele tiden vurdere impact, men vi skal ikke være for regnearksfokuserede, så det hele kan gøres op i nøgletal. Vi skal se det i sammenhæng med, hvad det er for nogle problemer, man vil løse derude," siger Rie Odsbjerg Werner.

"Jeg tror, det er styrke, at jeg har været med på rejse tidligere i Tryghedsgruppen. Jeg kender til historikken og strukturen. Jeg har forståelse for, at der skal være tillidsfulde relationer," siger den nyslåede direktør.  

Tryghedsgruppen ejer 60 pct. af aktierne i Tryg og forvalter desuden en formue på over 40 mia. kr. I starten af september præsenterede gruppen et resultat på 924 mio. kr. før uddelinger gennem Trygfonden og 638 mio. kr. efter uddelinger.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis