Torsdag aften den 20. januar satte Per Christensen sig til tasterne og gjorde det, han havde mestret i 3F: Han kommunikerede. Han kom med et modsvar til den sag om et påstået dobbeltliv, som B.T. ville bringe. Selvom han “angrede sagen dybt,” var der ingen tvivl: Den magtfulde formand var ikke på vej til at bøje nakken, ikke på vej til at gå af.

Han prøvede at imødekomme den krise, der var under fuld opsejling. Som en dreven retoriker søgte han de næste dage at lægge det rette snit: sejrene for forbundet, hans uomtvistelige meritter og hans bagkatalog som en ægte arbejdsmand, en ægte tillidsmand, en vaskeægte 3F’er.

Han kæmpede med næb og klør, og selvom 3F mestrer kunsten at leve efter egen moral og etik, når det øvrige samfund ryster på hovedet af forbundets bastante krisesvar, var denne sag alligevel for speget, til at ledelsen kunne sidde den overhørig.

Fire dage efter indså kamphanen Per Christensen, at spillet var tabt.

En stærk mand på det rette tidspunkt

Per Christensen var ellers den rette mand på det rette tidspunkt, da han i 2013 blev valgt som formand, hvor 3F stod i massiv krise. Den daværende formand, Poul Erik Skov Christensen, var svækket, samtidig med han havde ført forbundet på katastrofekurs med sagen om Vejlegården. En sag, der martrede selvbilledet i forbundet:

â‹“Jeg var forundret over at finde mig selv i rollen som den onde, når vi i fagbevægelsen har arbejdet på at hjælpe de svage i over 100 år. Og jeg er forundret over, at mange danskere synes, at det var synd for Amin. Men når befolkningen ikke ved, hvordan tingene hænger sammen, så har vi kun et sted at gribe, og det er i egen barm,” sagde Poul Erik Skov Christensen i et afskedsinterview med fagforeningsmediet Avisen.dk.

Sagen om Restaurant Vejlegården havde rystet 3F i sin grundvold. Ikke kun kæmpede organisationen med dramatiske medlemstab – Poul Erik Skov Christensen havde sat alle jetoner ind på sagen mod den mindre restauratør fra Vejle, Amin Skov, der havde droppet 3F-overenskomsten til fordel for en ny med 3F’s nemesis, det gule fagforbund Krifa.

3F vandt sagen i retten. Alligevel endte det som en katastrofe for forbundet. 3F fremstod som Goliat, der havde mobiliseret alle de vældige muskler og grene til resten af samfundet mod den lille aktør, der bare ville servere stegt flæsk. Det blev set som bøllemetoder, når Amin Skov ikke kunne få leveret post, ikke kunne få annoncer i lokalavisen, var ramt af blokader og blev udsat for dødstrusler.

Da Poul Erik Skov Christensen kort efter meldte sin afgang, ville 3F have en stærk mand. En mand, der ikke rystede på hånden over en solid konflikt. En mand, der aldrig ville stille spørgsmål ved, hvorvidt han repræsenterede de svage og de gode. En mand, der ikke var bange for medierne.

â‹Den mand var Per Christensen.

Han var den oplagte efterfølger, der 17. september 2013 blev valgt som formand med stående ovationer på 3F’s kongres i Aalborg.

“Modsat den tidligere formand Poul Erik Skov, der hverken var god til eller glad for at kommunikere, hvilket man ikke kan sige andet om, end at det var et voldsomt problem, så har Per Christensen været meget glad for at kommunikere og har ud fra 3F’s præmisser været god til det,” siger tidl. adm. direktør i brancheforeningen Kreakom og tidl. næstformand i LO Tine Aurvig-Huggenberger. Hun kender fagbevægelsen indgående og har også fulgt sagen om Per Christensen det seneste stykke tid.

Hvad er 3F’s præmis?

“Stilen er hele tiden at italesætte sig selv som det største og det stærkeste forbund og dem, som altid forsvarer de svageste. De reneste og de ranke. Det har hele tiden været 3F’s præmis, lige siden Hardy (Hansen, tidl. ikonisk formand for forløberen for 3F, SiD,red.). Den måde at kommunikere på har Per Christensen klaret godt.”

Havnearbejderen gør karriere

Per Christensen er som stort set alle fagbosser skolet internt. Han er født i Nordjylland 16. juni 1957 i et efter eget udsagn klassisk socialdemokratisk hjem, han er udlært tømrer og har arbejdet som havnearbejder ved Aalborg Portland.

Han bevægede sig løbende op gennem rækkerne – først i Cementarbejdernes Fagforening, hvor han i 1985 var næstformand og fra 1995 i SiD – forløberen for 3F. Da SiD fusionerede med KAD og blev til 3F i 2005, fulgte Per Christensen med, hvor han blandt andet indtog den centrale stilling som forbundssekretær.

Per Christensen har dermed en vigtig kvalifikation, hvor fagbevægelsen adskiller sig fra de fleste andre brancher: Han har ingen ledelsesmæssig uddannelse.

“Ud fra et almindeligt organisationsperspektiv er det på mange måder en kultur, der slet ikke har formået at følge med nogle af de tendenser, som man stort set alle andre steder anser for nødvendige. Det handler om formelle ledelseskompetencer, hvor der i 3F stadig er et snobberi nedad, og hvor enhver form for formel uddannelse er et problem, som man skal bortforklare,” siger Kresten Schulz Jørgensen, adm. direktør i bureauet Oxymoron, der har arbejdet med fagbevægelsen ad flere omgange.

â‹â‹Han peger på, at Per Christensen ikke blot havde de rette faglige meritter (eller mangel på samme). Han udstrålede også den ånd og energi, der er lagret dybt i 3F’s dna.

“I organisationen er der en machokultur, der er overvintret helt tilbage fra SiD-tiden. Den handler om en brutalitet i retorikken og metoderne, der ville chokere de fleste andre dele af samfundet, hvis de vidste, hvordan det foregår. Det handler om en hård tiltaleform og en kort lunte, som på mange måder for uindviede kan virke brutal. For det øvrige danske samfund kan det virke totalt forældet.”

â‹I et fødselsdagsportræt i 3F’s medlemsblad slås det også fast, at formanden ikke frygter konflikter.

“Er der uenighed, skal svesken på disken, og der er ikke noget i vejen med en rask debat. For man må gerne være uenig.”

Medlemsflugt på tapetet

Da Per Christensen overtager roret fra Poul Erik Skov Christensen, går det dårligt for forbundet. De taber medlemmer, og medlemstallet holdes kun oppe af flere fusioner med mindre forbund, der tilfører en lind strøm af medlemmer.

Men særligt de unge melder fra, og brancher som restaurationsbranchen og landbruget er nærmest helt uden overenskomster. Per Christensens forsøg på at stoppe blødningen indebærer blandt andet en mere aggressiv kommunikationsstrategi:

“Hvis vi skal sætte den politiske dagsorden og sikre forbedringer ved forhandlingerne, så forudsætter det, at vi er mange, og at vi står sammen. Det kan vi. Hvis ikke 3F kan, hvem pokker kan så?” sagde Per Christensen til 3F’s kongres i 2016. Han afsatte 100 mio. kr. på større synlighed til organisationen og initiativer til rekruttering og fastholdelse.

Det betød blandt andet, at man i medierne gjorde mere for at opstøve konflikter på arbejdspladser uden overenskomst, at man ikke gik af vejen for blokader af arbejdspladser, og at man satte hårdt mod hårdt i indsatsen mod udenlandsk arbejdskraft. En indsats, Kresten Schulz Jørgensen mener er et fejlskud:

“3F har grebet medlemstabet forkert an. Det har fået dem til at skærpe en forkert kurs. Det dramatiske tab af medlemmer har fået dem til at skærpe nogle forkerte beslutninger med en vis cowboyagtig tilgang til kampagner, mediestrategi, PR og kommunikation. Det har været konfrontatorisk og hårdt-mod-hårdt. Set udefra har det været forkert og har styrket nogle i organisationen i, at anything goes.”

â‹En række sager står i den forbindelse ud fra de senere år. Blandt andet 3F’s håndtering af sagen om en bagageportør i lufthavnen, der var medlem af IDA og ikke 3F. Her viste en lydfil en tillidsmand, der truede med tæsk, svie og smerte mod IDA-medarbejderen. Sagen førte til, at 3F nedlagde arbejdet med store flyforsinkelser til følge.

Her kendte Per Christensen og ledelsen i 3F til lydfilen, flere uger før den ramte mediemuren med fuld kraft uden airbags. Efter sagen havde ført til tre arbejdsnedlæggelser, havde kostet millioner for virksomheden SAS Ground Holding, og flere hundrede fly havde oplevet timelange forsinkelser, kommenterede Per Christensen sagen én gang med et enkelt tweet:

“Det er absolut ikke i orden at udsætte kolleger for trusler, som det desværre er sket. Det siger sig selv, at lovgivningen skal respekteres.” Sagen kommenterede han aldrig sidenhen.

Båndene til Socialdemokratiet

Da Mette Frederiksen i 2015 blev formand for Socialdemokratiet, var det ubetinget en god nyhed for Per Christensens 3F.

Den nye partiformand var tæt på 3F og var samtidig flankeret af folk som Pernille Rosenkrantz-Theil, Peter Hummelgaard og Mattias Tesfaye, der alle havde arbejdet i forbundet. Det nye kuld af fremtrædende socialdemokrater lancerede hurtigt en ny linje, der skulle tiltrække de faglærte og ufaglærte, der havde vendt Socialdemokratiet ryggen. Socialdemokratiet var med andre ord ved at bygge en motorvej til indflydelse for 3F – en mulighed, Per Christensen greb, da politik er stadigt vigtigere, mens overenskomstforhandlinger, der traditionelt har været fagbevægelsens kerneopgave, betyder mindre.

Det vurderer professor emeritus ved center for arbejdsmarkedsforskning Flemming Ibsen:

â‹“Man har under Per Christensen fundet frem til, at overenskomsterne betyder mindre, og at politik betyder endnu mere for folks arbejdsvilkår. Arne-pensionen er jo et rigtig godt eksempel, hvor 3F var storleverandør af idéer. Forbundsformanden er mere politiker end fagmand. Den transformation er sket de sidste 10-20 år. Overenskomstspillet betyder langt mindre, og der er meget få konflikter på det område – og det gør det også for 3F. Så man skal have dygtige politikere med gode bånd til Christiansborg.”

Tine Aurvig-Huggenberger vurderer, at rollen som magtspiller har passet som hånd i handske til Per Christensen.

“Per Christensen har været en meget dygtig magtspiller. Han har haft masser af indflydelse og har siddet tungt på Lizette Riisgaard i FH. Han er i forhandlinger kendt som en dreven manipulator. Efter denne her sag er kommet ud i det åbne, bekræfter han jo det billede. Men der hersker ingen tvivl om, at han har været magtfuld. Det er der ingen tvivl om.”

Også Kresten Schultz-Jørgensen peger på et dygtigt magtmenneske med hårde metoder, der de sidste år med Mette Frederiksen ved magten har været lig med stor magt til forbundet:

“Der er enormt stor magt i 3F-formandsposten. Særligt i dag, hvor Socialdemokratiet henvender sig så meget til en traditionel arbejderklasse. Derfor er det også sårbart, når regeringen vender sig mod et 3F, der viser nogle værdier, som resten af samfundet er på vild flugt fra.”

At Mette Frederiksen ikke lagde skjul på magtforholdet, stod klart, da hun gæstede 3F’s kongres i september 2019. Her slog hun fast, at det tætte parløb mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet nærmest var 3F’s fortjeneste, efter Per Christensen havde taget initiativ til fællesinterviewet mellem ham selv, Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl (DF).

“Et nyt samarbejde i dansk politik – mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti – det fik vi (S og 3F,red.) startet. Det klarede vi sammen. Og vi skabte en helt ny politisk dagsorden om ret til tidlig pension for nedslidte, som har ydet deres tørn på arbejdsmarkedet. Den dagsorden satte vi sammen. Ja, ude på arbejdspladserne var det ikke en ny dagsorden. Dér vidste I godt, at der var et stort problem. Hvis Socialdemokratiet og 3F står sammen, kan vi uendeligt meget. Nu skal vi igen vise, hvad vi kan.”

3F og Socialdemokratiet var sågar to alen af samme stykke, lød det.

“Jeg er stolt over at repræsentere en bevægelse, der ikke ved revolution, men overenskomst for overenskomst, lov for lov har flyttet Danmark gennem generationer.”

â‹Med tabet af Per Christensen mister 3F altså en vigtig lobbyist, vurderer Flemming Ibsen:

â‹“De mister en forbundsformand, der har været med i mange af store ting, der har gavnet medlemmerne. Han har været tæt på regeringen ift. arbejdsmarkedspolitik, uddannelsespolitik og socialpolitik. Så de mister en kapacitet, der har betydet meget,” siger han.

For sejrene var tydelige: Arne-pensionen, IGU-uddannelse, en nedtoning af behovet for udenlandsk arbejdskraft, ja, selv stigende medlemstal havde Per Christensen leveret.

Krisen rammer

De tætte bånd til regeringen blev understreget, da Per Christensen fredag aften den 21. januar på Facebook forsøgte at komme B.T.-sagen i forkøbet om et ægteskab og et parforhold, der havde stået på i to år.

Her strøg både fødevareminister Rasmus Prehn (S) og boligminister Kåre Dybvad Bek (S) hurtigt til tasterne med et forsvarsindlæg. Alligevel kunne hverken Per Christensens meritter eller båndene til regeringen fjerne seriøsiteten i historien:

Per Christensen havde ført et bemærkelsesværdigt dobbeltliv og bedraget to kvinder og ofte brugt sit embede som dække.

Ifølge Børsens kilder ville Per Christensen oprindeligt kæmpe for sin stilling. Blandt andet ville han og hans socialdemokratiske fløj af 3F forsøge at fremstille intern kritik som en slags kupforsøg fra den gammelkommunistiske fløj af 3F, der i dag læner sig mod Enhedslisten.

Det stod dog hurtigt klart, at sagen ikke ville gå i sig selv, og det krisemøde i 3F’s hovedbestyrelse, som Per Christensen havde indkaldt til torsdag den 27. januar, blev rykket to dage frem. På mødet havde Per Christensen forsikret, at han kunne dokumentere, der ikke var tale om urent trav.

â‹Ville Per Christensen ikke gå selv, og ville hovedbestyrelsen af med ham, kunne sagen i værste fald udløse en ekstraordinær kongres. Samtidig vidste flere godt, at det ikke nødvendigvis var helt ufarligt at lægge sig ud med formanden.

“Der var et anonymt citat fra et bestyrelsesmedlem, der sagde, at hvis man ønskede at udfordre ham, så skulle man være meget forberedt, for ellers blev det grimt. Det understreger mit billede af ham som en meget dygtig magtspiller, hvilket vi også ser i, at han ikke selv ville trække sig, men blev tvunget til det. Det viser, at manden har en karakterbrist. Men der er ingen tvivl om, at han var populær,” siger Tine Aurvig-Huggenberger.

Tirsdag morgen mødtes Per Christensen med 3F’s daglige ledelse. Flere havde kendt til dobbeltspillet allerede fra 2014, mens 3F’s daglige ledelse 17. december 2021 modtog en henvendelse fra Per Christensens kæreste og ekskone. Da kvinderne tog historien til B.T., havde ledelsen ifølge kilder gjort brættet op: De kunne ikke støtte Per Christensen. Derfor valgte Per Christensen at trække sig. Nu forhandledes ordlyden af pressemeddelelsen, inden Per Christensen mødtes med hovedbestyrelsen. Et møde, hvor formanden lagde ud med et forsvar, hvor det først i sidste minut stod klart, at han trak sig.

Da nyheden var ude, væltede roserne over Per Christensen.

“Jeg vil sige, at vi skylder Per Christensen en stor tak for hans engagement og de mange sejre, han har været hovedmanden bag. Per har i næsten 40 år været en stærk og meget dygtig tillidsmand, der har været både populær og vellidt blandt de 265.000 kolleger og samarbejdspartnere,” sagde næstformand og nu konstitueret formand Tina Christensen.

3F Ungdoms formand, Morten Ryom, fra den socialdemokratiske fløj af 3F sagde:

â‹“Per har sat 3F over sig selv. Det er en kæmpe beslutning, som aftvinger respekt (...). Med alle de ting, han har gjort for medlemmerne, er det svært ikke at blive berørt. Man kan ikke have andet end respekt for hans beslutning.”

Og 3F’s formand i Kastrup, Henrik Bay-Clausen, der blandt andet håndterede sagen om bagageportørerne i Københavns Lufthavn, sagde:

“Vi kommer til at mangle denne her stærke profil, som Per har været som formand.”

Sagen om bedrageri af de to kvinder glimtede ved sit fravær i de mange roser, Per Christensen modtog. Formanden for 3F Transport, Jan Villadsen, sagde tværtimod, at tingene var endt anderledes, hvis ikke det var blevet opdaget.

“Vi svarede dem (kvinderne, Per Christensen bedrog,red.), at vi havde svært ved at se, det ikke hørte under privatlivets fred, og det mener jeg i en vis grad stadig, at det gør. Men der må ikke stilles spørgsmål ved ordentligheden hos vores tillidsmænd, og det har pressen jo gjort i det her tilfælde,” sagde han og tilføjede:

“Hvis historien ikke havde været kendt, så havde det her jo været en helt anden situation. Jeg har dyb respekt for, at når man bruger hele sit liv på at kæmpe for de folk, der er ude på arbejdspladserne, at man så kan træffe en så svær beslutning om, at det er 3F, der står forrest.”

Og det er værd at notere sig, som Tine Aurvig-Huggenberger tidligere sagde i Børsen:

“Det, man skal bide mærke i, er, at der ikke er nogen, der går ud og siger, at det, Per Christensen har gjort, er forkert, og at man ikke kan have en formand, der er så moralsk anløben. Det, de siger er grunden til, beslutningen er blevet taget, er på grund af den store pressebevågenhed. Og det er en distinktion, der er interessant. For de forholder sig ikke til, at han – trods han har været en dygtig tillidsmand og formand – har nogle seriøse karakterbrister. Det forholder man sig ikke til. Det, der er ubekvemt, er, at det er blevet opdaget, og der er pressebevågenhed. Det synes jeg er problematisk, fordi grunden til, han ikke kunne blive siddende, var, at det var ubekvemt for den interne magtbalance.”

Hvad nu, 3F?

3F skal nu have ny formand, og ifølge Tine Aurvig-Huggenberger står overforhandler i 3F Henning Overgaard fra Esbjerg som en klar favorit. Selvom han er meldt ind i Socialdemokratiet, er han tidligere medlem af Enhedslisten og ses som en kandidat fra gammelkommunisternes fraktion.

Hvad der måske er mere interessant, er, hvad der sker med 3F som organisation. At dømme ud fra kommentarerne fra de ledende 3F’ere, og at dømme efter tidligere tiders krisehåndtering, er der intet, der tyder på en større selvransagelse. Hverken i organisationsstrukturen eller i 3F’s hårdtslående kommunikation. Det mener Kresten Schultz Jørgensen.

“Hvis 3F er tilfreds med de medlemmer, de har, og som der på sigt bliver færre af, skal de bare fortsætte, som de gør. Så er der intet behov for selvransagelse. Men hvis man vil blive fremtidens fagforbund med nye, yngre medlemmer, der kan rumme flere moderne arbejdsformer, må de modernisere deres kultur. Så det handler om, hvorvidt de ønsker at fortsætte nedturen,” siger han og tilføjer:

“De fleste ledende medlemmer synes ikke at have forstået ret meget. Per Christensens adfærd er godt nok privat, men det er en organisation, der har siddet på den viden i årevis og er på vild flugt fra sit eget ansvar. Derfor er det et kulturproblem, 3F vil stå med længe, der ikke handler om Per Christensens handling. Den handler om 3F’s håndtering af sagen.”