Kviklånsloven skulle forhindre, at forbrugerne bliver lokket til hurtige lån med renter over 35 pct., men den sætter indtil videre også en stopper for, at to af hovedsponsorerne for herrelandsholdet i fodbold kan optræde sammen selv om de sponsorerer det samme hold.
Loven, der trådte i kraft onsdag, forbyder nemlig markedsføring af forbrugslån ved siden af spilreklamer, og da banker udbyder forbrugslån, vil Arbejdernes Landsbank ikke længere lade bankens logo optræde ved siden af logoer for Danske Spil eller Oddset, så man ikke bryder loven.
“Vi har jo en del sponsorater i danske fodboldklubber, og danske fodboldklubber har en del betting-partnere, og vi har været i dialog med samtlige,” siger Peter Froulund, der er branding og kommunikationsdirektør i Arbejdernes Landsbank.
Han understreger, at banken fortsat er i dialog om at løse problemet for bankens sponsorat af fodboldlandsholdet.
“Heldigvis er de (landsholdet, red.) ikke samlet lige nu, men det skal der findes en løsning på. Vi har gennemtrawlet alle vores aftaler for at finde ud af, hvor vi står foran en interviewvæg sammen, og der skal vi fjernes, og vi har brugt de sidste par uger på at arbejde rigtig, rigtig hårdt på det her,” siger Froulund.
Kæmpe problem
Ligesom Danske Bank og Nordea har Arbejdernes Landsbank droppet annoncering online og på sociale medier for ikke at bryde kviklånsloven, men i modsætning til Danske Bank lader man fortsat bankens eksperter være til stede på sociale medier.
Banken er samtidig i gang med at gennemgå alle sine fodboldsponsorater inklusiv herrelandsholdet i fodbold, så AL-banklogoet ikke optræder ved siden af Danske Spils logo eller andre betting-firmaers.
Det betyder ifølge Peter Froulund konkret, at bankens logo ikke må optræde nogen steder, hvor det kan ses samtidig med Danske Spils eller andre betting-firmaers logoer. Hverken på trøjer, sponsorvægge eller på bandereklamer på stadions.
“Det er et kæmpe problem både for DBU og for os, men overblikket over, hvordan det bliver løst, det har vi ikke endnu. Risikoen for, at der bliver taget et billede af dem (landsholdet, red.) nu, er lig nul, fordi de ikke er samlet, men det bliver løst, inden de samles næste gang,” siger Froulund.
Som arbejderbanken har forstået kviklånsloven, kan bankens logo og reklamer godt kan være til stede på samme stadion som Danske Spil og selskabets brands som Oddset. Men tilskuere og tv-seere må ikke kunne se logoerne inden for samme billedramme.
Så Arbejdernes Landsbank og Danske Spil vil godt kunne reklamere under den samme landskamp, men reklamerne skal for eksempel stå bag hver sit mål, fordi man så ikke kan se dem samtidig.