ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Kryptoentusiaster har ventet på det i flere år: Nu skifter verdens næststørste kryptovaluta strategi

Blockchainen ethereum offentliggjorde torsdag morgen, at det er lykkedes dem at udskifte den verificeringsmekanisme, som har gjort blandt andet transkatktioner med kryptovaluta enormt energitunge. Grafik: Mie Hein Hvidkjær
Blockchainen ethereum offentliggjorde torsdag morgen, at det er lykkedes dem at udskifte den verificeringsmekanisme, som har gjort blandt andet transkatktioner med kryptovaluta enormt energitunge. Grafik: Mie Hein Hvidkjær

Torsdag morgen skete det, som kryptoentusiaster i nu otte år har ventet på i spænding.

Stifterne af verdens næststørste blockchain, Ethereum og den tilhørende kryptovaluta ether, kunne meddele, at det er lykkedes dem at gennemføre “The Merge”. En længe ventet begivenhed, som betyder, at blockchainen nu har udskiftet den verificeringsmekanisme, som har fået prygl for at gøre netværket langsomt, mindre effektivt og enormt energikrævende.

Hvis integrationen af den nye godkendelsesproces bliver vellykket, så vil det ifølge flere kryptoeksperter betyde, at Ethereum kan håndtere langt tungere arbejdsbyrder mere effektivt i fremtiden og barbere op mod 95 pct. af sit energiforbrug.

“Så længe blockchainens processer er så energikrævende, som de er med proof-of-work, så vil folk ikke bruge det,” siger Preston Van Loon, der er medstifter af Prysmativ Labs, som bygger infrastruktur på blockchains, tilFinancial Times.

Proof-of-work er den verificeringsproces, som Ethereum nu vinker farvel til.

Og så gør vi lige et stop i den fortælling.

Man skal ikke have læst meget om kryptovaluta de seneste år for også at være stødt på historien om, at verdens mest udbredte kryptovalutaer brugere mere energi, når de skal verificere transaktioner end det samlede strømforbrug i flere større europæiske lande.

Det gælder også Ethereum. Ifølge analysehuset Digiconomistbruger blockchainen Ethereum lige så meget energi årligt som det samlede energiforbrug i Finland. At verificeringsmekanismen er så energitung, skyldes, at millioner af uafhængige computere alle arbejder på at verificere hver enkelt transaktion, der foretages, før den kan gemmes på blockchainen.

Der er kun en computer, der skal foretage den endelige godkendelse af en transaktion og lagre den i den datakæde, som blockchainen udgør. Men fordi blockchainen skal være decentral, skal computeren, som får lov til at verificere, udvælges vilkårligt, så ingen computer har større chance for at gennemføre verificeringen end en anden. Det sker, ved at computeren før de andre løser en kompleks matematisk beregning.

Den proces er enormt energikrævende, og det får verdens bæredygtigshedsforekæmpere til at råbe vagt i gevær.

Det er det, Ethereum nu vil gøre op med. “The Merge” er nemlig betegnelsen for udskiftningen af Etheruems verificeringsmekanisme, der hidtil har været af slagsen “proof-of-work” – den samme mekanisme som også bruges i blockchainen bag verdens mest udbredte kryptovaluta, bitcoin.

Torsdag morgen udsendte ethereum de første indikationer på, at skiftet nu er gennemført, så Ethereum ikke længere bruger “proof-of-work”- verificeringsmekanisme, men i stedet har indført “proof-of-stake”.

Klar, parat, skaler

Med den nye verificeringsproces har blockchainen ikke brug for tusindvis af computere for at godkende og verificere de enkelte transaktioner. I stedet er det enkeltpersoner eller virksomheder, som validerer transaktionerne ved at hensætte deres egne ether-tokens, der er den kryptovaluta, som fungerer på ethereum blockchain, som sikkerhed mod dårlig opførsel – i kryptotermer kaldes det at “stake”. De personer, som gør det, får som belønning mulighed for at optjene nye ether-tokens.

Skiftet er ikke alene godt for Ethereum selv. Det er også betydningsfuldt for de virksomheder, som bygger applikationer på blockchainen, påpeger Charles Storry, som er chef for vækst i kryptohandelsvirksomheden Phuture.

“Det er virkelig godt for Ethereum og det brede kryptofællesskab, fordi det låser op for nye applikationer, som ikke ville være mulige i det eksisterende system. Samtidig øger det skalerbarheden, fordi det radikalt forbedrer ethereums energieffektivitet” siger han til FT.

Modsat blockchainen bag kryptovalutaen bitcoin er ethereum blockchain åben, så andre kan bygge på den og lade deres applikationer fungere på Ethereums teknologi. På den måde kan Ethereum sammenlignes med en “Appstore”. Alle kan bygge og placere deres applikationer på platformen og gøre den tilgængelig for brugere. Det gør blandt andre NFT-platformen Opensea og kryptobørsen Uniswap.

Når eksperterne henviser til, at ethereum med skiftet kan blive attraktiv for flere selskaber, så må man forstå, at virksomheder, som tidligere har været tilbageholdende med at bygge på ethereum grundet klimahensyn og mangel på skalerbarhed, nu vil finde muligheden mere attraktiv.

Skeptikere på banen

Men ikke alle er lige begejstrede for “The Merge”. Skeptikere påpeger, at et skift af verificeringsmekanismen også vil være en direkte afvigelse fra hele grundtanken om kryptovaluta. Nemlig at de skal fungere decentralt, og at ingen skal have ophøjede rettigheder, hvad angår blockchainen bag.

Skeptikerne ser “proof-of-stake”-mekanismen som et problem, fordi mekanismen i princippet giver en person eller virksomhed, som ejer 51 pct. af de “stakede” ether-tokens, den fulde kontrol med blockchainen.

Men det er urealistisk, at det kan komme til at ske, påpeger Alkesh Shah, der er strateg med ansvar for krypto og digitale aktiver i Bank of America.

“Det er et usandsynligt scenarie – ikke mindst fordi det sandsynligvis ville være uoverkommeligt dyrt at eje over halvdelen af den stakede ether på blockchainen. Men også fordi aktøren ville miste sine indsatser, hvis den forsøgte at ændre på kæden,” siger han til FT.

I ethereum blockchain er der nemlig indlejret en mekanisme, som sikrer, at en person eller virksomhed, som forsøger at ændre på den datakæde, som udgør blockchainen, vil miste retten til de ethereum, som vedkomne har “staket”.



Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis