ForsikringsBrief AdvisorBrief
KØB SENESTE NYT KURSER
Køb Abonnement

Kritik af langsomme byggesager i København: “Det står stille”

Det tager markant længere tid at få godkendt et byggeprojekt i dag, end det gjorde ved kommunalvalget for fire år siden. I 2017 tog det i gennemsnit 36 dage at få behandlet en byggesag i landets 98 kommuner, mens sagsbehandlingstiden sidste år steg til 52 dage i gennemsnit.

“Min oplevelse er, at det står stille i Københavns Kommune. Det kan tage fire til fem måneder at få en sag behandlet, og udover, at det er frustrerende for mig, så risikerer det også at ramme kunderne, der kan blive påført en større regning end først planlagt, fordi prisen på byggematerialer stiger voldsomt for tiden, og der betyder det altså noget om en sagsbehandlingstid er på fem måneder eller på fem dage,” siger Mads Frandsen, direktør i byggefirmet Holst & Lundgren.

Netop Københavns Kommune, som direktøren nævner, er den kommune, hvor det tager allerlængst tid blandt de større byer: Sagsbehandlingstiden var på 116 dage i gennemsnit i 2020, hvilket er markant højere end i 2017 og 2018, hvor sagsbehandlingstiden var 49 dage. Det viser en opgørelse foretaget af DI for Børsen.

Anderledes ser det ud i Vallensbæk, der i 2020 behandlede 59 byggesager fordelt på simple konstruktioner, enfamilieshuse, etagebyggeri erhverv og etagebyggeri bolig, og det har taget i gennemsnit alt fra to til ni dage at behandle sagerne.

“Når jeg har haft en byggesag i Vallensbæk, så oplever jeg, at kommunens ansatte er meget aktive i forhold til at få det løst så hurtigt som overhovedet muligt, og det står i skærende kontrast til det jeg oplever i København, hvor sagsbehandlingen er tung og bureaukratisk,” siger Mads Frandsen.

Også konkurrenten AG Gruppen kritiserer den lange sagsbehandlingstid i Københavns Kommune.

“Det koster os rigtig mange penge, at det tager så lang tid. Når vi sender en byggetilladelse ind, har vi købt jorden. Det vil sige, at taxameteret tæller, så det betyder rigtig meget for os, om vi kan komme hurtigt i gang i forhold til at lave aftaler med underleverandører og få købt materialer. Det er helt grundlæggende, at de her sager behandles hurtigst muligt,” siger Tony Christrup.

Nye regler

Rikke Sønderriis, områdechef for Bygninger i Teknik- og Miljøforvaltningen, forklarer de lange sagsbehandlingstider med et nyt statsligt byggereglement fra 2018, der komplicerer byggesagsbehandlingen.

“Sagsbehandlingstiden for byggesager er, ligesom i mange andre af landets kommuner, for lang i København. Det er primært det statslige byggereglement, der giver udfordringer, fordi der nu er krav om, at byggeansøgere selv skal komme med en redegørelse for, hvilke tekniske forhold deres sag er omfattet af,” forklarer Rikke Sønderriis i en skriftlig kommentar, der fortsætter:

“Det synes mange byggeansøgere, forståeligt nok, er svært, og det var stærkt medvirkende til, at der var fejl i godt 70 pct. af de byggeansøgninger, vi modtog sidste år. Det forlænger selvfølgelig sagsbehandlingstiden uhensigtsmæssigt, og vi knokler derfor for at guide brancheorganisationer og byggeansøgere til at lave fyldestgørende ansøgninger, så vi kan komme hurtigere i gang med sagsbehandlingen.”

Regeringen og Kommunernes Landsforening har indgået en aftale om en række servicemål for de kommunale byggesagsbehandlingstider, hvor servicemålet er 40 dage for simple konstruktioner og enfamiliehuse, 50 dage for lidt større byggerier som industri- og lagerbygninger og 60 dage for etagebyggeri til bolig. Servicemål, som København altså ikke lever op til.

Tony Christrup, AG Gruppen, vurderer, at en ny ledelse i Miljø- og Teknikforvaltningen i København “rækker hånden frem.”

“Den forsøger at gøre en forskel og har et stærkt fokus på, at det skal være en serviceorganisation. Derfor tror jeg også, at det bliver bedre i løbet af et års tid,” siger Tony Christrup.

Andre læser også

DAGENS

E-AVIS

E-avis vignette
Dagens E-avis